Skyer

For nøjagtigt hundrede år siden i år, i 1922, udkom Karin Boyes debutdigtsamling, Skyer (Moln). Og hun betragtes i dag som en af de allerstørste svensksprogede digtere på linje med en Edith Södergran, som vi via adskillige danske oversættelser kender bedre her i landet. Skyer er på én gang præget af en religiøs længsel og en længsel mod kvindelig frigørelse, kærlighed og identitet. Samlingen er så fuld af stræben mod perfektion, mod en højere verden, over skyerne, og mod sprogets kraft – og igen og igen indhentes jeget af tvivl og smerte over ikke at kunne leve op til egne idealer, håb og drømme. At ville det fuldkomne, stålsætte viljen, skabe nyt, men føle sig ufuldkommen og svag og anfægtet, dén smerte står lyslevende her hundrede år efter. Formsproget er originalt, modent og færdigt, selvom Boye kun er 22 år, da Skyer udgives – der er træk af både romantik og modernisme, stærk lyrisk skønhed og drømmende følsomhed veksler med befriende kraftfulde sproglige omvæltninger, som her:
BEDRING
Du som bliver kaldt ved blomsters navne,
nu vil jeg give dig et andet:
Lægens Kniv.
Koldt, hårdt navn.
Men så glimtende hård
er dit billede i de tavse timer.
Jeg er dømt, når jeg ser dig,
dømt som en syg
op mod din forårsmorgens friskhed.
Det er godt at man plages og væmmes.
Du er svalende fri for barmhjertighed
mod patetiske kvaler.
Langt borte, langt borte smiler du gådefuldt.
Jeg vil ånde din høje luft.
Jeg vil træde de dugvåde stier,
hvor du vandrer.