Bag om Slægtskab og djævelskab
Thomasine Gyllembourgs kortroman "Slægtskab og djævelskab" fra 1830 betegnes af Politikens litteraturhistorie som hovedværket i forfatterens første periode. Den er en analyse af en dysfunktionel familie og de manier, der huserer i bevidsthedens dybder. Den gamle etatsråd Haldorf er besat af skyldfølelse og tror, han har myrdet sin bror, fordi han nægtede ham økonomisk hjælp, hvorefter han begik selvmord. Han tror nu at se broderen vandre rundt som genfærd, selv om der i virkeligheden er tale om husets logerende, den splittergale v. Grünau, der går i søvne. Den afdøde brors enke regerer nu i Haldorfs hus. Hun får hysteriske anfald med kramper og styrer på den måde de andre. Haldorf vil sone sin skyld ved at tvinge sin datter Rosine til at gifte sig med den døde brors søn, et helt igennem dårligt menneske, der heldigvis hurtigt dør. Rosine bliver forelsket i en tredje brors søn, Robert, men han vil ikke have hende. Rosine fortæller om sin ulykkelige barndom og afviser den gængse idealisering af barndommen, samtidig med at hun taler om faderens mørke hemmelighed og rugende tungsind
Vis mere