Sofia klæder sig altid i sort

”Det her er dig når man ser dig udefra,” siger Marta. ”Kan du se? Det er sådan du er sammen med andre, den måde du har lært at være på når du er ude blandt andre. Jeg siger ikke at det er en maske, men det er som en smuk kjole, som den diktion du har udryddet din oprindelige accent med. Det er sådan du klæder dig på for at gå ud, ikke? Mens det her er når du er hjemme.” Hun flytter papiret til venstre, og pigen på billedet ændrer sig med ét. Smilet forsvinder. Piger er mistroisk, nærmest truende. Hun virker også træt: træt af at være her, træt af at nogen ser på hende. Du prøver at huske tilbage på den dag med Leo, om tingene mellem jer allerede var begyndt at ændre sig.
”Kan du se det?” siger Marta. Da hun fjerner papirarket, forekommer det dig utænkeligt at to så forskellige personer kan forenes.
Af den prisbelønnede internationale succesforfatter til De otte bjerge og Den vilde dreng.
Norditalien i 80’erne. Et nyt beboelseskvarter uden for Milano. Anarkistiske bevægelser, kvindefrigørelse, spiseproblemer, strejker og fabriksbesættelser. Men først og fremmest historien om pigen Sofia der ikke vil vente på lykken, men erklærer at hun vil være lykkelig nu.
Sofia bliver født samme år som punken. Som tiårig barberer hun sig skaldet i protest mod den første kommunion, som sekstenårig forsøger hun at begå selvmord. Hun lever i en tilsyneladende normal familie, men under overfladen lurer forældrenes dårlige forhold.
Romanen fortæller i ti selvstændige kapitler om pigen Sofia fra forskellige synsvinkler. Paolo Cognetti, der så fint har beskrevet venskaber mellem to drenge og mellem far og søn, skildrer her en ung kvinde med stor indføling.
"En mosaik af sammenvævede historier hvor forskellige personer gør deres entré, men altid som selvstændige skæbner med krav på at blive fortalt."
La Repubblica
"Den bedste italienske bog i 2012. Læs den, og I vil aldrig glemme Sofia."
Vanity Fair
"De korte dialoger – mejslet ud i en forunderligt poetisk prosa – giver hver scene i bogen et sitrende nærvær. Det er lige så smukt som Godards første film."
Le Figaro Littéraire