Stemmer fra stilheden

Olaf Hansen er den store, glemte digter. I sin samtid blev han højt værdsat af andre digtere, men nåede aldrig ud til et større publkum, og nu er der nok ikke mange, der læser ham. Men han fortjener at blive læst igen. Der er ikke noget indsmigrende over hans digte, ingen blomsterkranse og vuggende vande. Han oversatte islandske sagaer og skrev om norsk litteratur, og det kan mærkes i hans stil, der ofte er stejl, knapt tilhugget, kortfattet. Hvis man kan tale om en udpræget mandig røst, så er det det, han har. "Stemmer fra stilheden" er hans sidste digtsamling, og i den ser han døden lige i øjnene. Uden tøven, uden glæde, men med fatning. Men han kunne også lyde blidere, især i sine mindedigte som i den smukke sonetkrans, han digtede til minde om sin ungdomsven Blicherkenderen Hans Hansen.