Temujin

TEMUJIN er en roman, der foregår i det 12. årh. og begynder ved floden Onon i det nordlige Mongoliet.
Vi møder Hölün ved floden, en stolt kvinde af godt udseende, rejsende på en kameltrukket vogn. Sammen med sin brudgom, er hun på vej til sit nye hjem.
Yesugai er på falkejagt, da han får øje på hende. Der er langt mellem gode kvinder, han vil eje hende, og han er nødt til at handle hurtigt …
Ca. år 1197 føder Hölün et vildt drengebarn med en klump blod i højre hånd. Shamanens profeti er: Dette barn vil samle alt blod og en dag holde magten i én hånd!
Yesugai navngiver sin søn efter en overvundet og dræbt tatarkriger: TEMUJIN.
Første kapitel:
Manden med falken
Det gav et sæt i hende, da hun hørte en flok ænder blive skræmt op bag sig. Hun drejede hovedet i et ryk og så ænderne baske vandet hvidt, idet de lettede. Samtidig skød en falk gennem luften og fik de skræppende ænder til at sprede sig. Kamelen, der var spændt for hendes tohjulede vogn, strakte hals, drejede hovedet, og det var tydeligt, at den havde fået øje på noget bagved.
Hölün trak hurtigt benene op under sig, skubbede sig ind mod vognkassen og lænede sig til side for at kaste et blik bagud forbi overdækningen. Hun kneb øjnene sammen og mærkede frygten risle, trække huden sammen på ryggen og i nakken ved synet af hest og rytter, der befandt sig på en bakketop og udgjorde i sekundet en helhed, en ube¬vægelig silhuet mod den blå himmel. Et vindpust legede med hestens lange hale. Det var tidligt forår, solen stod lavt.
Åndeløst lod hun sig falde tilbage i skjul bag overdækningen. Hun havde hørt, at mongolerne var vilde og utæmmede. Det var deres land hun sammen med sin ægtemand var på vej igennem, og Chiledü var redet frem for at få ram på noget vildt og var forsvundet af syne mellem bakkerne, hvor floden slyngede sig.
Var rytteren på hesten mongol? Hjertet slog hårdt, vejrtrækningen var hurtig og overfladisk, angsten fik hænderne til at dirre. Så rettede hun sig op, fyldte lun¬gerne og råbte Chiledüs navn med hvid og flygtig ånde. Hendes stemme klang over det græsklædte bakkede landskab.
Hun gispede, da hun hørte et pift bag sig, en ganske tynd lyd. Med et ryk løftede hun hovedet og så falken skyde gennem luften som en pil. Hun fulgte den med blikket, lænede sig til sidst ud over vognkassen, og så den lande på rytterens arm. Manden virkede høj, og et stort bundt vildt hang ved hans sadel, falken havde haft travlt. Hun hørte en anden hest nærme sig i galop. Desperat kastede hun et blik rundt.
Kamelen, der kunne mærke hendes uro, var slået over i trav, og puklerne svajede. Et reb var gjort fast i overlæben, hun kunne mærke bevægelserne fra dens lange hals og hoved igennem tømmen.
Lettet så hun, at det var Chiledü, der dukkede frem mellem bakkerne. Et træk fra hendes hånd fik kamelen ned i skridt og til sidst til at stå stille.
Hun sprang op for at se efter manden med falken, men han var forsvundet. Chiledü red op på siden af vognen og standsede hesten, hans sorte øjne var spørgende.
»Jeg så en rytter. Han sad stille på bakken derhenne.« Hun blev stående og pegede.
»Du så en rytter?« Chiledü fik ved et træk i tøjlen den hurtige brune til at dreje sig. Han så i retningen, hun pegede, og lod sit blik glide over bakkerne, men alt virkede roligt. Han så på hende og ventede på mere information. Hans kindben var høje, huden glat og mørk, munden bred med lige læber og et endnu tyndt og ufuldstændigt skæg, næsten ikke at se. Han var ung.
»Manden var på jagt med sin falk. Han så mig. Jeg blev urolig og kaldte på dig,« sagde hun og satte sig.
»Jeg hørte dig.« Chiledü nikkede og kastede endnu et blik rundt. »Så du hvilken vej, han red?«
Hun rystede på hovedet. »Pludselig var han væk. Han havde et bundt vildt hængende ved sin sadel.«
»Du så kun ham, ingen andre?«
»Nej, der var kun den ene.«
Hun kunne se, at han tænkte, mens han rettede på remmen over sin skulder til buehylsteret.
»Hrmm,« lød det fra ham. »Han blev vel bange, da han hørte mig komme, og skyndte sig væk.« Han så ikke på hende, i stedet kastede han igen et spejdende blik rundt.
Hun kunne se, at hans bue var opstrenget, men han havde ikke noget bytte med tilbage. De havde været mange dage undervejs, og hun længtes efter fersk kød.
»Manden med sin falk var på jagt,« sagde Chiledü, »og nu er han redet hjem til sin familie med byttet.«
Hans bemærkning havde ingen beroligende virkning, og selv om hun forsøgte, kunne hun ikke smile, for hun mærkede en følelse af fare, men hvad kunne hun sige og gøre? Chiledü var ung og uerfaren, og han havde været barnligt skuffet, fordi hun gik i gang med at bløde fem dage efter, han havde taget hende i besiddelse, og han ville ikke røre hende, så længe det stod på. Hun kunne ikke tale med ham, fortælle, at man ikke altid straks blev med barn, at der måske kunne gå lang tid. Hun gemte sin usikkerhed bag et tvungent smil og brød tavsheden:
»Jeg har stadigvæk lyst til fersk kød.«
»Så skal du få det, kvinde!« Han smilede og lagde hælene til sin gråbrune. »Kald på mig, hvis du ser rytteren igen!«
Hölün så efter ham. Han havde en renskindsjakke med smukt broderede kantbånd på, så kort at den kun lige dækkede hans bagdel. Af ydre var han stor og velbygget. Han var af folket merkid, som levede langs floden Selengge, syd for søen Baikal.
Han havde medbragt blankt, sort pelsværk fra zobel som gave, og hendes forældre havde været beærede og budt ham på det bedste, de havde. Hun hørte ham sige, at Hölün ville blive hans første kone, at han havde en yngre bror ved navn Chilger, og at hans folk var delt op mellem tre ledere - de tre merkid*. Hölün havde note¬ret sig navnene på lederne og deres koner og sønner, hun ville gerne ankomme forberedt.
Hendes mor havde den sidste aften inden deres afrejse fortalt hende, at hendes fars valg og godkendelse af Chiledü som ægtemand var for at bevare en god forbindelse til merkid, og måske var der ikke kærlighed imellem dem nu, men med tiden ville der vokse følelser frem. Bagefter havde hun fortalt om fødsler, og hvor vigtigt det var at holde yurten* på en perfekt måde, så manden ikke havde den mindste smule at dadle hende. For hvis yurten var perfekt, så ville hun også kunne stille krav.
Hölüns usik¬re punkt var dog hendes kommende hjem. Hun var vant til en yurt, men merkid havde spidstelte, der i stedet for filt var overtrukket med sammensyede rensdyrskind. Hun havde aldrig set sådan et telt, og hun kunne kun forestille sig, at vintrene ville blive kolde. Hun havde ikke sagt noget om dette til Chiledü, for kunne merkid leve i et koldt telt, så ville hun også kunne klare det. Hun blev revet ud af tankerne, da hun pludselig hørte lyden af flere heste i galop. Straks huskede hun manden med falken, sprang op og så sig rundt. Hun mærkede en panisk følelse, for landskabet var drilsk og så bakket, at ryttere i løbet af få sekunder kunne forsvinde og dukke op et helt andet sted, og lige nu kunne hun kun høre dunkene i jorden fra hestehove.
Så fik hun øje på tre heste i strakt galop. Hun gispede ved synet af rytternes opstrengede buer, da de red op ad en bakke ikke så langt fra hende. De standsede på toppen, den ene af dem pegede i Chiledüs retning. Hun gen-kendte ham som manden med falken og så, at han var iført en deel*. Det gik op for hende, at for denne mand var synet af hende ikke nok. De tre ryttere red ned ad bakken. De var jægere, og Chiledü var deres bytte.
Floden lå på hendes højre side, og forude lavede den en buet forgre¬ning. Hun trak i tømmen. Kamelens vinterpels var tyk og rødbrun, hun daskede den over rumpen med pisken, indtil den fik vognen rundt. Hun ville den modsatte vej i forsøget på at slippe væk.
Ved hendes vedvarende dask slog kamelen til sidst over i trav. I det samme dukkede en hest og rytter frem næsten ret foran hende ved foden af en bakke. Det var Chiledü, og han rev så hårdt i så tøjlen, at vallakken vrinskede og rejste sig på bagbenene.
»Har du set, der er tre ryttere efter dig?« råbte hun og pegede, mens hun gav et ryk i tømmen med den anden hånd. Kamelen standsede.
»Jeg har set dem. Måske er de på jagt. Lad os se at komme væk herfra!«
Hun rystede på hovedet. »Vi ved, at det her kan ske, og de tre mænd virker, som om de er ude efter dit liv. Deres buer er klar til skud.« Hun lod sit blik glide over hans ansigt, mens hun hurtigt løsnede sit bælte og lod sin forede deel falde ned over skuldrene.
Chiledü stirrede undrende på hende.
»Når det drejer sig om dig, min husbond, vil der altid være kvinder, du kan få. Find dig en ny kvinde, og hvis hun har et andet navn end mit, kan du kalde hende Hölün. Red dit liv!« Hun rev særken over hovedet og rakte ham den. »Rid bort, tag min lugt med dig!«
Chiledü lænede sig frem i sadlen og tog imod hendes særk. Han ville sige noget, men en lyd fik ham til at dreje hovedet, og som ud af den blå luft kom de tre ryttere i strakt galop imod dem.
Chiledü bankede hælene i flankerne på den gråbrune, der sprang frem med et hvin. Hölün trak i tømmen til kamelen, der kun trægt og i sidste øjeblik fik bevæ­get sig og trukket vognen til side, samtidig dundrede de tre heste forbi hende, med jord og småsten flyvende rundt i luften. Hjertet sad hende oppe i halsen, mens hun så efter dem og ønskede, at Chiledü på den gråbrune ville kunne undslippe.
Da de var væk, vurderede hun sine egne muligheder, men måtte straks er¬kende at hun ingen muligheder havde. For kamel spændt for vogn kunne ikke løbe fra hestene, og til fods havde hun ikke en chance. Hendes skæbne ville alligevel ikke blive et liv sammen med Chiledü ved Selenggeflodens bred.
Hun knugede hårdt om tømmen, mens hun gøs af frygt og kulde. Så sprang hun op og søgte bag sig i vognen efter en anden klædning, som hun hurtigt trak over hovedet. Hun stak hænderne i de lange ærmer, rystede bagefter den vævede særk på plads, tog sin varme deel på og bandt bæltet om taljen. Hun daskede let til kamelen med den lange pisk.
»Tju, tju,« skyndede hun. Kamelen drejede hovedet, kastede et blik på hende under de lange øjenvipper og begyndte adstadigt at gå. »Kom nu!« råbte hun og gav den et hårdere dask over bagdelen. Den tohjulede vogn slingrede tungt, da kamelen lydigt satte i trav og derefter i galop.
Hun fulgte vognens bevægelser over det ujævne terræn, bed tænderne sammen af harme og vrede ved tanken om, at man ikke kunne færdes sikkert i det store land. Hun var stadigvæk vred, da de tre ryttere red op på siden af hendes vogn. Hvad var der sket med Chiledü? Hun ville ikke standse kamelen, der vrængede og fnøs af ubehag, mens den blev tvunget ned i skridt af hestene, som blev redet ind for¬an den. Hestene prustede og slog med hovederne, halerne piskede i luften med tynde hvin. Hun så hænder, der holdt tøjler stramt, mærkede øjne stirre på sig, og hjertet slog så hurtigt, at det føltes, som om hun ville blive kvalt. Hun kunne til sidst ikke klare situationen og slap tømmen, mens hun samtidig kastede sig ned fra vognen. Hun landede på siden, rullede rundt på jorden, men kom hurtigt på benene og satte i løb, selv om hun vidste, at det var formålsløst. Stadigvæk holdt hun den lange pisk i hånden. Da rytterne omkredsede hende, var hun til sidst nødt til at standse. Hun løftede truende armen med pisken ud til siden, klar til slag. Rasende og med sammenknebne øjne gengældte hun rytternes blikke. Hun ville kæmpe for sit liv.
Manden, hun havde set med falken, sad af hesten og kom imod hende. Hun holdt vejret og trådte baglæns, men han fortsatte, og da han kun var fem skridt fra hende, svingede hun rasende pisken, hvis trevlede ende ramte hans kind med et hårdt svirp. Han standsede med et ryk, mens han løftede hånden til kinden, men så fortsatte han. Hun skreg og svingede pisken igen, men denne gang fangede han snerten, der slyngede sig om hans arm, og han rykkede grebet så hårdt ud af hendes hånd, at hun faldt forover og mavelandede på jorden.
Hun mærkede hænder gribe fat, trække hende på benene og forven¬tede at blive slået, men det skete ikke. Hun trak vejret hårdt, hænder holdt hendes arme fast, selv om hun vred sig for at komme fri og vidste, at det ikke var til gavn for hende at gøre modstand, tværtimod. Hans hænder slap hende, da hun blev rolig. Han havde en tætvævet deel på, en klædning hun selv bar. Var han en af de frygtede mongoler? Hun løftede hovedet. Huden var lys, ansigtet bredt, skægget på overlæbe og hage var mørkt med en rødlig glans, og øjnene grønne. Han var højere end Chiledü og stærkere bygget. Hvad ville han, eller hvad ville de gøre ved hende?
»Jeg så dig! Du skal være min kone!« Hans stemme var dyb med en fremmed klang. Han tørrede sig over kinden med håndryggen og så kort på blodet.
Jeg så dig. Du skal være min kone. Kun langsomt gik ordenes betydning op for hende. Men hendes forældre havde sagt Ja til Chiledü, at han skulle være deres datters mand og far til hendes børn. Hun nærede ingen kærlige følelser for Chiledü, havde kun kendt ham i syv dage. Hun så på manden foran sig, blodet løb i en stribe fra såret på hans kind. Ville hendes forældre nogensinde få at vide, hvad der var sket? Hvis hun fortsat kæmpede imod, så ville han tvinge hende, og hendes liv ville blive hårdt. Skæbnen havde skilt hende fra Chiledü til fordel for denne stærkt byggede mand, og han havde ikke slået hende. Hvis hun ville have et tåleligt liv, skulle hun handle fornuftigt.
»Mit navn er Yesugai.«
Hendes blik gled til de to andre ryttere og faldt på den ældste.
»Han er min ældre bror, Nekün,« sagde Yesugai.
Neküns hår var mørkere end Yesugais, ligesom hans ansigtshud, der var foldet og læderagtig. Hvis Yesugai ville have hende som kone, så ville hun i hvert fald ikke blive voldtaget af dem alle tre og blive efterladt som en værdiløs ting. Hvilket folk tilhørte de? Hvilken klan? Hendes blik gled videre til den sidste, den yngste.
»Vores yngste bror Daritai,« sagde Yesugai. »Du skal hjem til min yurt!«
Han tog fat i hendes arm, men hun rev sig løs og så vredt på ham.
»Jeg kan forlade dig her, alene. Hvad vil du gøre?«
»Du skal ikke tvinge mig!« Hun kneb vredt øjnene sammen.
Yesugai slog let ud med armene og kastede et blik mod vognen. Med vrede skridt gik hun derhen og kravlede op ved hjælp af egerne på det store hjul.
Nekün satte retningen og red forrest. Yesugai lagde benet til sin hest og tvang den ind mod vognen, mens han lænede sig frem og med et ryk tog tømmen ud af hendes hånd. Kamelen fulgte villigt efter ham. Daritai sluttede op ved siden af vognstængerne. Hölün trak vejret dybt ind.
»Hvem var han?« spurgte Yesugai over skulderen.
Hvem var han? Manden med falken spurgte, hvem Chiledü var – havde de dræbt ham?
»Han var min husbond,« råbte hun vredt og fortsatte højere: »Han var Chiledü af qo’as-merkid!«
Hun så Nekün kaste et sigende blik tilbage på Yesugai.
»Hans fletninger har aldrig været udsat for hård modvind,« fortsatte hun med at råbe. »Og han har aldrig lidt sult i det øde land. Hvem skal nu flette hans hår og pleje ham?« rasede hun, og så skreg hun for at slippe af med alle de indestængte følelser. Da hun endelig tav, fordi hun blev tør i halsen, lænede Daritai sig over mod hende og sagde:
»Han, som har favnet dig, er for længst over alle pas og bjerge.«
Hölüns øjne var tørre, det var ikke sorg, hun havde skreget ud, det var vrede over, at hun og Chiledü dårligt nok var nået halvvejs til deres bestemmelsessted, inden de var blevet overfaldet og skilt ad.
»Han, som bliver begrædt af dig, har for længst krydset floderne,« sagde Daritai. »Selv om du fortsætter med at råbe, og han vender sig om, så vil han ikke kunne se dig, og hvis du vil prøve at opsøge ham, så vil du aldrig finde hans vej. Så ti stille, kvinde!«
Hölün tog blikket til sig og trak vejret dybt.
»Hvor har han hentet dig?« spurgte Yesugai lidt efter, mens han sendte hende et kort blik over skulderen.
»Jeg var sammen med mine forældre i lejr ved floden Kherlen. Jeg tilhører onggirad, olqunu’ud-klanen. Mit navn er Hölün.«
»Vi er mongoler. Vores klan er borjigin. Merkid er vores fjende, ligesom tatar er det.« Han tav.
Hölün så på hans ryg. Den sidste bemærkning om tatar betød vist meget – men merkid var også deres fjende. Yesugai virkede som en stolt og fåmælt mand. Hun ville komme til at leve sammen med ham og temmelig sikkert føde hans sønner og døtre. Hun anede, at Yesugai måske ville blive svær at lokke svar ud af på spørgsmål, der drejede sig om mænds anliggender. Eller måske ville hun kunne påvirke ham, hvis hun var snu, tålmodig og lærte hans luner at kende. Hun tav og forsøgte at slappe af. Det var det, hun skulle, hun skulle handle fornuftigt og glemme Chiledü. Det anede hende, at Yesugai nok ville blive hende en større udfordring, men skulle hun ikke også kunne klare denne stolte mand?
De gjorde holdt ved et træ for at hente falkene, der ventede med hætter over hovederne.