Tysklands genkomst

I 1945 led Tyskland – som Peter Bender udtrykker det – et trefoldigt nederlag: et militært, politisk og moralsk nederlag. Gennem seks år havde den tyske nationalsocialisme hærget Europa, og det var sejrherrernes hensigt og europæernes ønske, at Tyskland aldrig mere skulle kunne udgøre en militær trussel. I 1949 var opsplitningen af Tyskland i to stater – en større, den Tyske Forbundsrepublik, som var afhængig af USA, og en mindre, den Tyske Demokratiske Republik (DDR), som var afhængig af Sovjetunionen – en realitet.
De to stater, to dele af samme nation, kom til mere end nogen andre at udgøre frontstaterne i den Kolde Krig, som fra slutningen af 1940’erne og frem til 1989 med større eller mindre intensitet splittede det Europæiske Kontinent. Tyskerne i de to stater blev mere eller mindre velvilligt tilpasset ideologien i hver deres blok: vesttyskerne til det liberale demokrati i vest og østtyskerne til socialismen i øst. Og dermed gled de to dele af den tyske nation længere og længere væk fra hinanden. For Europa syntes det ”tyske problem” at være løst med en tilsyneladende permanent opsplitning af tyskerne.
Men i 1990 var Tyskland pludselig tilbage – som Europas største og økonomisk vægtigste stat. Hvad skete der i den mellemliggende periode, hvor Tyskland tilsyneladende ikke eksisterede? Med Peter Benders bog ”Tysklands genkomst” gives der for første gang en samlet fremstilling af de to tyske staters historie. Og den rækker ud over tysk historie: Givet de to tyske staters centrale placering som frontliniestater i den Kolde Krig og deres betydning i hver deres blok er det langt hen ad vejen europæisk historie.