Bag om Vækstparadigmet ved vejs ende
Klimakrisen er en omfattende samfunds- og naturkrise, og hvis den skal løses, må den måde, vi producerer og lever på, ændres. I Vækstparadigmet ved vejs ende sættes der fokus på den store omstilling, der skal til for, at vi kan komme på rette spor igen.
Vi er nødt til at gøre noget nu – og for at forstå, hvor vi er på vej hen, og hvad vi kan gøre for at ændre det, bliver vi nødt til også at forstå den krise, som vi netop står i. Sammenhængen til vores produktions- og livsmåde er blevet et tabu: Vedvarende øget vækst anses for at være forudsætningen for rigdom og fremskridt, mens mennesker og naturen betragtes som ressourcer, der kan og skal optimeres i det uendelige. Dette vækstparadigme dominerer verden og har ført til et fremskridt, der er blindt. Det kan vi ikke fortsætte med. Men den aktuelle teknokratiske omstilling sigter mod, at alting skal fortsætte, nu blot på grøn energi. Det er en illusion.
Grundlaget for en virkelig omstilling vil være, at borgerne begynder at tage ansvar for de fælles anliggender. Vi skal omstille vores økonomi og livsmåde til noget, der ikke ødelægger naturen og eroderer det samfundsmæssige fællesskab, men hjælper det til at vokse. Det er unægteligt op ad bakke, men ikke umuligt – og det er klimabevægelsens opgave at bidrage til, at det sker.
Birger Steen Nielsen (f. 1946), professor emeritus ved RUC, har arbejdet med fremtidsværksteder, aktionsforskning, lokalsamfundsudvikling og naturbeskyttelse, arbejdsliv og social læring. Han har tidligere bl.a. udgivet bøgerne Prekarisering – og akademisk arbejde (Frydenlund, 2018, m. Janne Gleerup, Peter Olsén og Niels Warring) og oversættelsen af Oskar Negts Demokrati og dannelse (Frydenlund, 2019, introduktion m. Karen Sonne Jakobsen).
Vis mere