77 Drømmesange

Der er ingen digter, der lyder som John Berryman lyder i hans 77 Drømmesange. Han er en undergrundsdigter, der har opfundet en ny slags digtning. I 1965, da han var halvtreds, modtog han Pulitzerprisen i poesi for sin vovede samling, og blot syv år senere, i Minneapolis, hoppede han i døden fra Washington Avenue Bridge ned på Mississippiflodens is. Berryman tilhørte den nye generation af digtere, der brød frem i 1940’erne, som inkluderede Robert Lowell, Sylvia Plath, Theodore Roethke og Delmore Schwartz. Som sine forgængere, skrev han stærke, intelligente digte, men han følte sig ikke længere beslægtet med T.S. Eliots upersonlige stemme. I stedet behandlede hans digte erfaring, ofte på kanten af opløsning og sammenbrud. I 77 Drømmesange fandt Berryman en løsere stil, som blandede høje og lave stilarter med en mærkelig syntaks i en caudatus-sonet bestående af 3 6-linjede strofer.