Blomst, buket

Dette
værk blev til, da jeg følte, jeg ikke længere kunne skrive. Lysten til
at skrive var forsvundet i en længsel efter at skrive noget, som kunne
kvalificeres som rigtigt. Men hvis noget er rigtigt, er andet forkert,
og så længe du ikke ved, hvad der er rigtigt, er alt forkert.
Jeg tog Joe Brainards ikoniske bog I Remember og
approprierede hans konceptuelle form, hvor hvert nyt minde starter på
samme måde som titlen. Minderne og sætningerne kom let, og jeg så, at
der var en overvægt af minder fra min barndom, især om min mor. Jeg
inviterede derfor min mor til at skrive med. En dialog tog form på tværs
af generationer, livsomstændigheder, de minder som stadig kan huskes og
de, som er frembragt.

Derefter
kom polyfonien. Judith Butler taler om skrøbelighed som modstand; en
krop er aldrig individuel, i stedet er den afhængig af netværk, af
støtte og andre kroppe. Jeg var ikke længere den som skrev, men den som
kuraterede. Venner og bekendte, min far og mor, samt mine to brødre blev
alle bedt om at skrive minder som omhandlede mig. Et selvportræt, set
gennem andres blik, var nødvendigt for at opretholde en balance i
værket.
Hvert
af kapitlerne er ufuldstændige, på hver deres måde. Denne bog kan siges
at værende snakkende, da det giver agens til flygtighed ved at omsætte
minder, som lever gennem tale og oplevelse, til skrift. Enhver bog er et
arkiv. Måden, hvorpå vi arkiverer, er på ingen måde universel, ligesom
ingen krop heller er det. Når noget eller nogen synliggøres, er der en
risiko for at gøre andet og andre usynlige.