Bøger i Hjælpekunst i Søren Kierkegaards forfatterskab serien

Søren Kierkegaard præsenterer os for ikke mindre end 18 opbyggelige taler forholdsvist tidligt i forfatterskabet, og det vil sige, at vi er i den del af hans værker, der betegnes som religiøse. Det er samtidig ensbetydende med, at Kierkegaard står ved det skrevne og ikke lader et pseudonym være den ansvarshavende, som ellers er tilfældet med mange af hans udgivelser. Talerne forkynder, formidler og forklarer kristendommen eller Jesu budskaber, og vi præsenteres for fortællinger og historier fra Bibelen, der på eksemplarisk vis perspektiverer begreber som tvivl, godhed, sandhed og naturligvis tro med frelse. Når Kierkegaard bruger betegnelsen opbyggelige taler, så er det, fordi det netop er tanker og beskrivelser, der automatisk fører til refleksion og eftertænksomhed, og dermed er det enkelte menneske allerede i gang med en form for opbyggelse. Guiden giver således et indblik i og overblik over talerne, så man er bedre rustet, når man vil læse Kierkegaard selv. Uddrag af bogen Det er store spørgsmål, men man opdager ved læsningen heraf, at der er grund til, at talerne karakteriseres som opbyggelige, for det er betydningsfulde tanker, der kan føre til refleksioner om eksistensen: Da brød Mennesket Freden ved at plukke Kundskabens forbudne Frugt, han foer vild og ved Kundskaben foer han atter vild; thi Slangen bedrog jo Eva (1. Moseb. 3, 13), og saaledes kom ved et Bedrag Kundskaben som et Bedrag ind i Verden. Kundskabens Frugt, som Mennesket nød, plantede Kundskabens Træ i hans Indre, der bar fine Frugter. (4T43, SKS 5, 130). Man ser for sig denne faren vild, snart på grund af mangel på kundskab og snart på grund af for megen kundskab, og så kan man dårligt lade være med at smage på det fine begreb, som Kierkegaard planter i os: ”plantede kundskabens træ i mennesket”. Om forfatteren Lise Søelund er cand.mag. i idéhistorie og har et omfattende forfatterskab bag sig med Søren Kierkegaard som speciale. I serien Hjælpekunst i Søren Kierkegaards forfatterskab gennemgår hun et for et den store tænkers værker.

Søren Kierkegaard præsenterer os for ikke mindre end 18 opbyggelige taler forholdsvist tidligt i forfatterskabet, og det vil sige, at vi er i den del af hans værker, der betegnes som religiøse. Det er samtidig ensbetydende med, at Kierkegaard står ved det skrevne og ikke lader et pseudonym være den ansvarshavende, som ellers er tilfældet med mange af hans udgivelser. Talerne forkynder, formidler og forklarer kristendommen eller Jesu budskaber, og vi præsenteres for fortællinger og historier fra Bibelen, der på eksemplarisk vis perspektiverer begreber som tvivl, godhed, sandhed og naturligvis tro med frelse. Når Kierkegaard bruger betegnelsen opbyggelige taler, så er det, fordi det netop er tanker og beskrivelser, der automatisk fører til refleksion og eftertænksomhed, og dermed er det enkelte menneske allerede i gang med en form for opbyggelse. Guiden giver således et indblik i og overblik over talerne, så man er bedre rustet, når man vil læse Kierkegaard selv.

Søren Kierkegaard skrev sit værk Enten – Eller i Berlin, og det var efter, at han have sagt farvel til sin forlovede og sin forlovelse, hvorfor han nu var fri til at gøre det, som formentlig havde trængt sig på i mange år, hvilket var at skrive. Enten – Eller er det mest læste og kendte værk fra Kierkegaards hånd og på en måde tillige en form for guide til det ganske forfatterskab. Imidlertid bliver der alligevel en guide til guiden, hvor der bliver stillet skarpt på de livsformer, som Kierkegaard mener, at et menneske kan bevæge sig imellem. Det er æstetikeren, der nyder at nyde, men ikke er meget for at yde, det er etikeren, der nyder at yde, og så er der den religiøse livsform, der indebærer, at man smider alt, hvad man har i hænderne, og kaster sig ud på de 70.000 favne vand, hvor den nådige Gud griber og favner en.

Søren Kierkegaards værk Forord er nærmest en hyggelig lille morskabspause med en lystig fætter som udgiver, og det hele handler om de litterære forhold på Kierkegaards tid. Det er ironisk og causerende og kan bestemt anbefales som lidt afslappende og adspredende læsning, for at skrive et forord kan være forbundet med mange stemninger og associationer, hvilket ligeledes gælder læsningen heraf. Læsning af et værk er ofte afhængig af forordet, for hvis ikke forordet vækker lysten til at læse værket efterfølgende, så læser man slet ikke mere, men lægger bogen fra sig, så forretten må vække appetitten for hovedretten. Udgiveren Nicolaus er en forsigtig ægtemand, som gør alt, hvad konen forlanger, og hun forlanger, at hendes mand ikke udgiver bøger, for det er at ligne med utroskab, men hun modsætter sig ikke, at han skriver forord, og hvis man skriver forord nok, så kan det jo også blive til en bog. Uddrag af bogen Om der var en, som glemte forordet og forelskelsen og i stedet sprang lige ud i praktikaliteterne og over den sjælelige søde foruroligelse, er det svært at afgøre, men åbenbart er ægteskab og forfatterskab uforenlige størrelse, hvad den gode Nicolaus bliver bekendt med, og hvad Søren Kierkegaard formentlig hurtigt har erkendt. Han blev tilsyneladende mere og mere klar over, at han ikke både kunne leve med ægteskabet og de forpligtelser det indebar, hvis han også skulle forpligte sig på Gud, som var hans grundliggende fundament og tillige sin digtning, så mere end nogen anden var han klar over, at det var et valg i form af et enten-eller, som han måtte tage på sig, Om forfatteren Lise Søelund er cand.mag. i idéhistorie, har et omfattende forfatterskab bag sig med Søren Kierkegaard som speciale. Hun har gjort det til sin livsopgave at formidle eksistentielle tanker såvel mundtligt som skriftligt og er også en flittig boganmelder.

Guiden til Søren Kierkegaards værk Frygt og Bæven er vigtig, fordi det er et værk, som mange finder det svært eller direkte usympatisk at læse, så her skulle være lidt tilgængelige tilgange til forståelsen heraf. Det er troens paradoks, der behandles i værket, og det undersøges via historien om Abraham og Isak. Det er et etisk dilemma af dimensioner, for ikke blot er det et mord, der bliver planlagt, men det er også et mord på Abrahams egen søn, hvis det altså gennemføres, som Gud har befalet. Det, der interesserer pseudonymet Johannes, er det modsætningsforhold, der findes mellem religion og etik, for der er en etisk pligt, som vi alle kender i henhold til, hvad man må og ikke må, eller hvad der er redeligt eller uredeligt. Der er imidlertid også en pligt for Gud, når man er troende, og den pligt kan vise sig at gå imod ordentlighed og lovlighed.

Søren Kierkegaards værk Forord er nærmest en hyggelig lille morskabspause med en lystig fætter som udgiver, og det hele handler om de litterære forhold på Kierkegaards tid. Det er ironisk og causerende og kan bestemt anbefales som lidt afslappende og adspredende læsning, for at skrive et forord kan være forbundet med mange stemninger og associationer, hvilket ligeledes gælder læsningen heraf. Læsning af et værk er ofte afhængig af forordet, for hvis ikke forordet vækker lysten til at læse værket efterfølgende, så læser man slet ikke mere, men lægger bogen fra sig, så forretten må vække appetitten for hovedretten. Udgiveren Nicolaus er en forsigtig ægtemand, som gør alt, hvad konen forlanger, og hun forlanger, at hendes mand ikke udgiver bøger, for det er at ligne med utroskab, men hun modsætter sig ikke, at han skriver forord, og hvis man skriver forord nok, så kan det jo også blive til en bog.

De overordnede spørgsmål i Gjentagelsen er at undersøge, hvorvidt en gentagelse er mulig, og i så fald hvilken betydning den har, men tillige at finde ud af, om man vinder eller taber ved, at noget bliver gentaget. Det hele opstår, fordi et ungt menneske henvender sig til Constantin, der er værkets pseudonyme forfatter, og som har nogle refleksioner angående begrebet gentagelse. Det bliver klart, at begrebet gentagelse hos Kierkegaard er at betragte som en filosofisk kategori, men hvad angår det unge menneske, så er hans udlægning, at et menneske er fanget mellem henholdsvis håb, der går på fremtiden, og erindring, der ser tilbage på fortiden. Hos Kierkegaard derimod gives der potentiale for et nærvær i nuet, og det hele handler som altid hos ham om forholdet til Gud, for gentagelsen er ikke mindre end en religiøs begivenhed, der på en måde giver det troende menneske sit tabte liv tilbage.

Af en endnu Levendes Papirer er Søren Kierkegaards første værk, men det var ikke tænkt som sådant, for det skulle blot have været en anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand. Imidlertid skal man ikke vide meget om Kierkegaard, før man bliver klar over, at han ikke er den, der fatter sig i korthed, hvorfor anmeldelsen svulmede op, så den ikke længere kunne indgå i et tidsskrift. Da blev det et værk, som Kierkegaard selv udgav, og som nu indgår som det første i hans samlede værker. Det er en ung Kierkegaard, som skriver om en lidt ældre Andersen, men det forhindrer ikke den unge i at komme med kritiske udfald overfor den ældre digter. Kierkegaard mener, at Andersen endnu ikke har fundet sig selv, og da kan man ikke skrive gode romaner. Det bliver en indledning til den berømte stadieteori, som herefter følger i Kierkegaards værker. Uddrag af bogen Kierkegaards kritik af Andersen går på, at han ikke er nået ret langt i stadierne eller rettere sagt, så har han sprunget over det vigtigste stadium. Forenklet sagt er det lyriske et slags æstetisk stadium, mens det episke svarer til det, som Kierkegaard senere udfolder som det etiske stadium. Det stadium, som vi alle gerne skulle nå, for det er her, at man træder i karakter og viser sin modenhed, men efter Kierkegaards mening, så har Andersen simpelthen oversprunget sit såkaldte Epos. Det vil sige, at han aldrig rigtig har fundet sig selv eller gjort sig tanker om, hvad hans livs bestemmelse er. Om forfatteren Lise Søelund er cand.mag. i idéhistorie, foredragsholder og har et omfattende forfatterskab bag sig. I serien Hjælpekunst i Søren Kierkegaards forfatterskab gennemgår hun et for et den store tænkers værker i såkaldte guider. Det er således muligt at læse Kierkegaard selv og samtidig få formidlet hans tanker via en guide.

Stadier paa Livets Vei er et af de værker, som Søren Kierkegaard arbejdede meget intenst med, og som går tæt på hans egen livshistorie, hvorfor den kan ses som en slags grundbog for ham. Man får i bogen en glimrende tilgang til, hvad et liv, en eksistens og en menneskelig udvikling er. Efter Kierkegaards opfattelse gennemgår man typisk nogle stadier eller eksistenssfærer, der også har noget med modenhed at gøre. De fleste er æstetikere og livsnydere fra barnsben af, mens de fleste med tiden også bliver mere etiske og ansvarlige. Om man tager springet til det afgørende stadium i form af religiøsiteten, er ikke nogen selvfølge, men ifølge Søren Kierkegaard er det givet, at man kun får det godt med sig selv, såfremt man får et liv med Gud.Uddrag af bogenDa de fem herrer går fra selskabet, er det blevet morgen, og mens hestene spændes for vognene, som Constantin har stillet til deres rådighed, spadserer gæsterne en tur. De går ad en lille sti over en mark og kommer til en indhegnet have. Her ser de et lysthus, og man må ikke glemme påvirkningen af al vinen. Det får dem til at blive meget nysgerrige og også lidt dristige, for de skjuler sig i krattet, mens de titter ind ad vinduerne. De får øje på to mennesker, som Victor straks genkender, og han udbryder: ”Det er jo assessor Vilhelm og hans Frue.” På sådan en finurlig måde etablerer Kierkegaard en overgang fra æstetikkens råderum til etikkens virkefelt, for som i Enten – Eller er det den vej, vi alle (formentlig) skal, og assessoren har forstand på etik.Om forfatterenLise Søelund er cand.mag. i idéhistorie, foredragsholder og har et omfattende forfatterskab bag sig. I serien Hjælpekunst i Søren Kierkegaards forfatterskab gennemgår hun et for et den store tænkers værker i såkaldte guider. Det er således muligt at læse Kierkegaard selv og samtidig få formidlet hans tanker via en guide.

Søren Kierkegaard sætter i værket Philosophiske Smuler fingeren på nogle ømme steder og gør os alle bevidste om, at der er noget, vi skal tænke over, træffe valg omkring og finde løsninger på. Hans relevans for det moderne menneske skyldes dels, at hans pointer er almenmenneskelige, hvorfor det naturligvis må gælde til alle tider og for alle mennesker, og dels at de menneskelige vilkår, som han behandler, er blevet endnu mere relevante, end de faktisk var på hans egen tid. Det er eksistentielle vilkår, der presser sig på, efterhånden som vi modnes og får behov for at blive ansvarlige i vort eget liv. Kierkegaard understreger, at et menneske har muligheder og frihed til at vælge veje i livet, men at det medfører nogle følgetilstande, der er af den mindre behagelige art. Det er dog en kendsgerning, at vil man være sig selv, så må man stå ved den, man er.

Set i en historisk kontekst har mennesket flere muligheder end nogensinde før, og det skyldes nye opfindelser og opdagelser, men også at man har en større frihed end tidligere, hvor man gik i sin fars eller mors fodspor. Umiddelbart skulle man mene, at det er positivt, at der findes så mange muligheder i dag, så man som ung næsten kan uddanne sig og blive til lige det, som man måtte ønske sig, men faktisk kan den store mulighedsudbydelse også gå hen og blive problematisk, eller i Kierkegaards terminologi kan det simpelthen føre til angst. De mange muligheder kan forekomme uoverskuelige for det enkelte menneske, hvorfor man får svært ved at bestemme sig og måske lader mulighederne går forbi en, og det er, hvad Kierkegaard betegner som angst. Det er dog ikke en god idé at undgå angst, men i stedet må man forsøge at komme frem til at ængstes retteligen.