Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
“Det er en kold tid, som vi lever i.” Sådan sang Kim Larsen tilbage i 1976, og statsminister Anker Jørgensen citerede ham efterfølgende i sin nytårstale. Sådan lærte vi at se det moderne samfund. Som et koldt sted, hvor man kunne blive en kold skid eller gå helt kold.I dag er vores tilværelse snarere præget af overophedning – af vores forhold til naturen, til hinanden og til os selv. Den offentlige debat raser, vi brænder ud af stress, og naturen er i bogstavelig forstand overophedet.Men COVID-19 slog feberkurven ned for en stund: Vi blev bundet til stedet, aktiviteter blev neddroslet og sociale kontaktflader reduceret. COVID-19 er en nedkøling, vi kan lære af og ikke blot frygte, argumenterer Stefan Hermann. Her har vi set en genkomst af beskedenhed, vedholdenhed og selvbegrænsning, som er nødvendige egenskaber i en varm tid.
Dette er historien om oplevelser i en mands liv, udformet som breve til venner og familie. Forfatteren fortæller om sin tid som værnepligtig og officer i flåden i Grønland; om rejser i årene som fiskeriinspektør for EF; om rideture i de belgiske skove; anekdoter fra høhotellet og meget mere.Brevene er skrevet med stor veloplagthed og humor om et spændende og begivenhedsrigt liv.De sidste breve er skrevet af datteren og indeholder essays fra hendes skoletid. Disse rummer megen lune om at stå op på en skolemorgen og at sejle jorden rundt i en sommerferie.Det er fornøjelig og interessant læsning med mange anekdoter fra to liv, levet i flere lande og forskellige kulturer igennem fire-fem årtier.Alle historier er sande.Lars Hans Pedersen (f. 1952) er uddannet skibsfører i handelsflåden. Reserveofficer i Søværnet. Bosat på Grønland i to et halvt år. Overstyrmand og fører af Fiskeriministeriets rednings- og fiskerikontrolskibe. Fiskeriinspektør ved Europakommissionen. Bosat i Bruxelles i 19 år. Certificeret ridelærer i Dansk Rideforbund. Guide ved Voer Kirke og kirkeværge i 12 år. Ejer af Flauenskjold Hestesport og HøHotel.
Udgivelsen samler de to centrale essays »Ti teser om politik« og »Politik, identifikation, subjektivering« som er oversat fra fransk af Anton Sylvest Lilleør. Disse to essays udgør Rancières væsentligste kortere politiske bidrag, og er forsynet med et forord, der opridser de vigtigste hovedlinjer i forfatterens tænkning.Fra forordet: »Samfundet er til enhver tid ordnet på en bestemt måde: Nogle aktiviteter og personer er synlige, mens andre ikke er; nogle kan få ørenlyd og andre kan ikke; og nogles ytringer, når de lykkes med at trænge igennem, høres som tale, mens andres høres som støj. […] Sagt på en anden måde: Politik er ikke regering eller styring. Politik er snarere uregerlighed og forstyrrelse.«
”Den personlige historie kan anklages for at være falsk, den kan brugestil at hævne sig, til at få genoprejsning eller sætte hændelser i nytperspektiv. Jeg er spændt ud mellem et ønske om at være loyal modvirkeligheden, og et ønske om at skabe noget, der er mit, somvirkeligheden ikke har krav på.” Sådan skriver Anne-Louise Bosmans i sin poetik Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan, jeg ser ud, der handler om forholdet mellem det personlige og det upersonlige,mellem sandheden om en punkt-for-punkt forståelse af verden og løgnen,der opstår, idet man begynder at fortælle. Bosmans poetik nærmer sigeessayet eller brevet, og arbejder med en spørgende og søgende struktur.Poetikken blev oprindeligt udgivet i 2018 på det svenske forlag Autorknyttet til den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg.
Howard Pehrsson er hovedperson i En suite. Romanen fremviser et filmholds koncentrerede arbejde med at skabe en postmoderne film bestemt af kroppen. Som location manager og rekvisitør er Howard på evig udkig efter rum, lys og vinkler, men også efter noget, der kan forklare hans smerter og sorger; som hos de andre af bogens medvirkende – og læseren – kastes det filmiske blik indefra og ud og udefra og ind. Bedst hviler Howards blik på Henriette.En suite er et litterært forsvar for kroppen og en litterær kærlighedserklæring til filmmediet og malerkunsten. Skrevet af Klaūs Rød Frederiksen (f. 1965), der i 2016 debuterede som forfatter med romanen Henrik, omkuld; denne anvender teatret som prisme, mens En suite benytter filmmediet.
"Et skarpt blik - og et stærkt intellekt" De Standaard"Hun vover og lykkes. Det er en kunst" PolitikenEn ung kvindelig lyriker drager ud for at se værkerne efter tretten arkitekter, der begik selvmord på grund af et mislykket værk, den manglende anerkendelse, græs der ikke vil gro m.m.: En rejse fra en svømmehal, der sank i jorden, til en ugleset skulpturpark i et velhaverkvarter.Tretten både selvironiske, humoristiske og sørgelige essayistiske kapitler om kunstnerens stræben og skæbne. Om arkitektur, litteratur og billedkunst.Charlotte Van den Broeck (f. 1991) er flamsk lyriker og forfatter. Vovestykker er hendes prosadebut og er allerede udkommet i ikke mindre end otte oplag i hendes hjemland samt solgt til udgivelse i bl.a. Danmark, Tyskland og England.
Atami indeholder seks klummelignende tekster og én reportagelignende tekst. Teksterne skriver om og fra Japan, primært Tokyo.Atami er optaget af komposition som ødelæggende og udsigelse som inhuman. Tanker om de ting gør teksterne sig med udgangspunkt i mødet med Japan, installationskunst og land art.Første bog i en uformel bogserie af digteren Ander Abildgaard (f. 1977). Atami-serien vil arbejde diskursivt med essays, reportage, samtale, mm.
Jordens drejebænk er en personlig rejsedagbog som blander rejsefragmenter med essays og breve. I korte prosatekster beskriver forfatteren, rejsen, skriften og samtalen som en måde at nære en tro på egne oplevelser af verden, finde frem til en anden erfaring. En erfaring af hengivelse, henrykkelse, intimitet, planetariskhed, kedsomhed.I dag ser jeg rejsen som en måde at vende tilbage til de samme tanker, standse dem i flugten, gå videre.Mit mål med at fremhæve egne oplevelser er ikke oprigtighed, forstået som udlevering af mig selv, men forvandling. Oprigtighed er en kunst, ikke noget passivt. Det er en vanskelighed. Som sådan følger der forvandling med.Et lys hvis støv hvirvler op i den tynde luft. Gennemsigtigt, æterisk uskarpt. I en verden hvor alting skifter plads, hvor alt kan være alle andre steder.Alting passerer forbi, det gode og det onde, glæder og sorger, eller gør det?Digitale kursteder efter jordens sammenbrud. Det keder ham. Det keder os begge.Hvad er det at være i live andet end er at finde plads til det målløse, plads til tabet, til det overflødige, døden, den blotte væren, det uproduktive? Hvad skal man gøre når man ikke kan finde trøst i falske guder? Man må blive ved med at skabe, stille spørgsmål, overraske, henrykke: i dag, i morgen, i overmorgen. Så længe en sang varer, et digt, en film, kan vi afskabe alt, hvad der er skabt ved os, og forestille os en anden måde at leve på.
"Hvad man ikke kan diskutere er, at stjernelitteraten Horace Engdahl skriver sublimt godt" Berlingske"Engdahls lille bog er frihedsskrift og poetik i ét" * * * * * Kristeligt DagbladI De ubekymrede skriver den svenske litterat Horace Engdahl (f. 1948) igen i det lille format, stramt og koncentreret. Først får den fiktive karakter Mahuro ordet, hvilket danner afsæt for betragtninger over tankens vilkår, kærligheden, kønnene og vores samtid, alt sammen udtrykt med den skarphed og elegance, der er blevet Engdahls særkende.Bogen er tilegnet ... de ubekymrede: "Jeg forestiller mig en skare ubekymrede, som ikke læser for at samtykke eller fordømme, personer som instinktivt følger Stendhals råd om ikke at bruge sit liv på at hade og være bange".Den ubekymrede læser ønskes god fornøjelse. Og eftertanke.
Lewis Carroll er forfatterpseudonymet for Charles Lutwidge Dodgson (1832-1898), forelæser i matematik ved Christ Church College, Oxford, men bedst kendt som forfatter til Alice i Eventyrland og Bag spejlet. Den efterfølgende berømmelse passede det ellers private menneske dårligt, hvilket har bidraget til mange af myterne om Dodgson, der også var en entusiastisk amatørfotograf, tegner og opfinder. Ernæring af forstanden er oprindeligt manuskriptet til et offentligt foredrag, der blev holdt i oktober 1884 i Alfreton, Derbyshire på invitation fra salmedigteren William Henry Draper, som også forestod udgivelsen på forlaget Chatto & Windus i 1907. Illustrationerne på smudsomslaget og til venstre er fra The Rectory Umbrella; som er et af mange selvudgivne tidsskrifter, som Dodgson fremstillede i sin ungdom.
[...] at etablere mening imellem tilsyneladende inkompatible kunsthistoriske størrelser [...]Somdet for eksempel er tilfældet i Aroldo Bonzagnis maleri af en rækkehængte tyrkere, der hænger i et juletræ. Det er placeret overfor etmaleri fra Psykiatrisk Samling i Middelfart af en patient ved navnVilhelm Hansen, som har titlen Nisseskibet fra 1930’erne. Detinteressante i sammenstillingen af de to billeder er, at Hansens maleriudfolder en fortælling i tværformatet: Fra et skib i baggrunden kommerder en masse nisser ind imod os bærende på gaver. Billedet er malet somerstatning for det juletræ, de aldrig havde på afdelingen. I det andetbillede har vi præcis det modsatte, nemlig et højformat med et juletræ,hvor der hænger en række tyrkere, malet af en bagstræberisk futurist.Bonzagni var medunderskriver af det futuristiske manifest, hvad stilenpå ingen måde giver indtryk af. Billedet er malet efter, at italienernehavde hængt en række tyrkere i forbindelse med den imperialistiske,italiensk-tyrkiske krig 1911-12.
Hvepseår består af fem enkelte essays med et fælles udgangspunkt: en kritik af den nationalisme – og andre identitære projekter – som er dominerende for vores samtid. De fem essays arbejder med en blanding af direkte, politisk kritik, teoretiske stykker og mere personlige betragtninger.Titlen Hvepseår er en reference til den ungarske forfatter Imre Kertész, som Wedel-Brandt skriver ind i første essay: “Imre Kertész’ mørke frugt modnes igen og igen i disse talløse fornedrelsers glitrende stråler. Det har været et godt år for hvepse.” Hos Kertész er det et billede på Auschwitz, som er den mørke frugt, der falder ned i hovedet på menneskeheden – modnet på fornedrelsen af det menneskelige i historien og kulturen. Essayene bruger billedet i analysen af asylsystemet og rækken af systemer, for destruktionen af menneskeliv, det er forbundet med. Hvepseår er en beskrivelse af en tid, hvor hvepse svirrer rundt om den overmodnede frugt: asylsystemet – eller modningen af en endnu værre frugt, der en dag vil falde ned i hovedet på os.
Hvis filmen skal tage sin plads ved siden af de andre fuldbyrdede kunstarter, må den ophøre med blot at afbilde virkeligheder, som er uafhængige af filmens instrument. I stedet må den skabe en totaloplevelse, der er så forbundet med selve instrumentets karakter, at den ikke kan adskilles fra midlet. Filmkunsten må opgive de narrative discipliner, den har arvet fra litteraturen og dennes bævende imitation af det narrative plots kausallogik – en form der blomstrede som en fejring af den jordbundne og trinvise forståelse af tid, rum og forbindelse, som var en del af det nittende århundredes primitive materialisme. Filmkunsten må i stedet udvikle et billedsprog og en filmteknisk syntaks, der forbinder disse Den må udpege, hvilke discipliner mediet indeholder, udforske det nye tilgængelige terræn og de nye dimensioner for derigennem at berige vores kultur kunstnerisk, på samme måde som videnskaben har gjort på sit domæne.
I bund og grund taler jeg ikke om andet end en filmkunst, der er i stand til at udtænke en ny grammatik hver eneste gang, den bevæger sig fra én verden til den næste, en filmkunst der er i stand til at skabe en særlig følelse foran hver enkelt ting, dyr eller plante ved ganske enkelt at ændre rummet og varigheden. Men dette indebærer en konstant praksis, der på én og samme tid er opmærksom og adspredt, evnen til at gå i gang med en indspilning og straks efter vende tilbage til en tilstand af kontemplativ uvirksomhed. Kort sagt en filmkunst, der er i stand til som det første at berette om mangfoldighederne i erfaringen af den sanselige verden. Det er let sagt.
Årets mandelgave 2019: Med Vind iJylland KunstvejviserVind tager os for tredje og sidste gang med over stok og sten gennem rejseessayetUDTOG III. Denne gang – ud af det grå – gennem et entropiskt Jylland i januar. Igennem det meste af et år har jeg overvejet, hvor jegskulle tage hen for at skrive sidste del i min Udtogstrilogi. Hvad med entogrejse rundt for at genbesøge jyske museer? Er det en god ide? Jylland? Ijanuar i pisseregnvejr? Industrilandbrug, kulturhuse og indkøbscentre. Gåigennem lave gågader belagt med betonfliser eller kinesisk granit omgivet af desamme butikskæder og hen til kunstmuseet med alt det sædvanlige umådeligemådehold? Men noget i mig insisterer. “Hold fast i din oprindelige ide, ta’ sguda bare til Jylland.” Resultat af den beslutning er rejseessayet UDTOG IIIpå godt 160 sider. Billedkunstner Christian Vind starter i Ribe og ender iSkagen. Bogen afsluttes med en fokuseret billedkonfrontation på en rækkesjællandske museer for at kunstkriminologens spor, der afføder atter et spor ogatter et spor, kan samles i ét sedimenteret punkt. Bogen indledes med digterenH.P. Holsts ord ”For hvert et tab igen erstatning findes; hvadudad tabtes, det skal indad vindes.”. Ord der ganske ofte er blevet lagt i mundenpå det jyske overdrevs betvinger Enrico Mylius Dalgas, som var den ledendefigur i tilplantningen af de jyske heder (Hedeselskabet). Efter sigende skulleDalgas ikke selv have gjort noget for at afsløre forvekslingen med Holst, daordene svarede glimrende til hans egne bestræbelser og selvmytologi. Den slags jyske forvekslingskomedier er bogenfuld af; er der lort i Manzonis dåse?, hvem er ophavet til Tollundmandens tå?,og hvad er det egentlig med det ARoS rugbrød? Men det er ikke spøg og skæmt dethele. Gennem sin egen associationsvandalisme lægger Christian Vind sine overbevisendesnit ned igennem den danske kunsthistorie, godt suppleret op med hverdagsgenstandeog glimt samt arkæologiske spring i tid og rum. Den indre rejse og de fantasifulde kombinatorikkerer med andre ord af ligeså stor betydning som den ydre. Måske fordioplevelsesøkonomien (forvekslingskomedien) på danske museer er af en så kedsommeligekarakter, totalt afkoblet de enkelte samlingers iboende kvaliteter og idéer, atblikket må søge andre ting. Heldigvis kan Christian Vind finde spor i bådekunsthistorie, skjulte lag i malerier, ordspil på kontorer og skilte i forfald,så selv de mest forhutlede toprocentsbesparedeprovinsmuseer får lidt kulør. Christian Vinds besættelse og nysgerrighed kombineret med en ligesåveludviklet skepsis, gør igen serien UDTOG til årets mandelgave fra Antipyrine. @font-face { font-family: "Cambria Math";}@font-face { font-family: Calibri;}@font-face { font-family: "Minion Pro";}@font-face { font-family: Sabon-Roman;}@font-face { font-family: Sabon-Italic;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: "Calibri", sans-serif; }p.brduindr, li.brduindr, div.brduindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }p.brdmindr, li.brdmindr, div.brdmindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; text-indent: 8.5pt; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }.MsoChpDefault { font-family: "Calibri", sans-serif; }div.WordSection1 { }
Babylon Kreuzberg – RomanKarsten Wind MeyhoffAntipyrine, 2019 Design: Studio AtlantTryk: Specialtrykkeriet Arco, Skive ISBN: 978-87-93694-45-31. udgave, 1. oplag
Et essay om litteratur og læsning til enhver bog-elsker – og et opråb til oprør imod en opskruet, ukoncentreret, fragmenteret tidsånd!Den amerikanske kritiker David L. Ulin tager i bogen udgangspunkt i en samtale, han har med sin søn, der i skolen skal læse The Great Gatsby. Ulin beslutter sig for at genlæse den samtidig. Til sin egen overraskelse har han – et til fingerspidserne læsende menneske – svært ved at koncentrere sig. Og det er ikke bogens skyld. Dette munder ud i forestillingen om læsning som en decideret modstandshandling i en distraheret tid.Et opråb om en læsningens revolution.
Jeg tænker derfor ved jeg at være.Denne Bog er et manifest for Emo generationen. vi står for det, vi står inde for. Vi lytter og tror alt kan lade sig gøre, som den gang vi stod iblandt genierne. Alligevel tror vi på det meste, men tvivler på det hele. Vi er godt oprørske til at være selvstændige og frisindede og har mange muligheder. Fordi vi ikke blev militante, tror vi på os selv. Vi vil føle os frem. Selv Rødspætter kan plukke frugt med en brugt frugt plukker I denne periode vi kalder Opblomstringstid.
Hvor finder man en litteratur, der tør mene noget, hvor andre tier? En litteratur, der terroriserer? Har den ikke hele tiden været dér? Antipyrine genudgiver nu Mikkel Thykiers tre daglig tale-bøger fra 2002, 2009 og 2010 samlet i ét bind. I maniske monologer og dybfrosne dialoger, rablende enetale og omsiggribende tavshed bevæger de sig ad snoede stier, trange gyder og hemmelige bagveje ind i unge, kaotiske liv, hvor intet hverken menneskeligt eller umenneskeligt er fremmed: pædofili, forarmet journalistik, revolutionær politik, væbnet kamp nationalt og internationalt, demonstrationer og opløb med forfatteren plantet midt i begivenhederne, asyludvisninger, Ungdomshuset, maskeringsforbud, tørklæder, psykisk sygdom, uventet død, partnervold, perifer eksistens, seksuel udsathed, ensomhed, længsel efter fællesskab, hudløshed, himmelstræbende poesi, musik, kunst, coke og cigaretter, cigaretter, cigaretter, cigaretter samt skrøbelige drømme om et alternativ til alt dette er kogt ind til en mørkt glødende mikstur, der brænder på tungen. Ved udgivelsen blev første bind favorabelt sammenlignet med bl.a. Thukydid, Louis-Ferdinand Céline, Maurice Blanchot og Hitler i Politiken og udnævnt til månedens bog i Weekendavisen. Tredje bind blev præmieret af Statens Kunstfond.
Narcis, en slægt med halvtreds arter, udbredt i Nordafrika, Mellemøsten og Sydeuropa, er flerårige vækster og tekster, der spirer fra en ægformet knold. De tykke, linje- eller tungeformede ark sidder enkeltvis eller er arrangeret i grundstillede rosetter. De seks tekster, som udgør bogens farvede bægerblade, danner et rør, som udmunder i en flosset krave. Under den findes frugterne: frøfyldte kapsler, hvorfra der drysser spørgsmål udover litteraturkritikkens golde landskab. Hele bogen er stærkt giftig, og saften er hudirriterende. Den er delt i to. Første del består af radiodramatik og essays om Marcus Aurelius og Louis-Ferdinand Céline. Det overordnede tema er Europas tilstand i fortiden, i dag og i fremtiden. Anden del er et hidsigt angreb på en litteraturkritik, der har opgivet at formulere sit eget forhold og sine egne spørgsmål til en verden, hvis niveauer af usikkerhed konstant øges. Modspillet til en kritik og kulturjournalistik, der stædigt insisterer på at underminere sig selv ved at dække sig bag sine traditioner og historiske rolle, kommer fra det 21. århundredes spirende hybridlitteratur, der på egen hånd griber ud i verden og udvikler nye alliancer med en underskov af kunstarter og institutioner for kritisk, aggressivt, undersøgende og undrende at adressere de nye niveauer af usikkerhed i kunsten, litteraturen og samfundet og for på ny at spørge til betingelserne for politikkens fællesskaber, samlingen om at tale til og for andre, ikke ved at samle folk, men ved at skabe usikkerhed omkring, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre længere. Bogens kortlægning af en impotent kritik og et landskab af politiske, litterære, kunstneriske og kritiske forkastelser munder ud i hundrede spørgsmål til en litteraturkritik for det 21. århundrede.Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.
Coda er det afsluttende bind i Thykiers essayserie. Et nyt liv kan begynde. Coda viser, at seriens slutstation hverken er det intense liv, det poetiske liv, det filosofiske liv, det religiøse liv, det politiske liv eller det moralske liv, men et liv der med alle dets vildveje og blindgyder leves lige så naturligt og selvfølgeligt som en drøm for i denne amorfe tilstand at finde en intimitet, der hverken er udtryk for inderligt at blive berørt af guds ånd, af poesiens, filosofiens eller politikkens ånd eller den moralske sjæls væsen eller andre eksempler på dybe indsigter og lidenskabelige overbevisninger, men tværtimod er en vedvarende udsættelse og undvigelse af disse vrængbilleder, kræfter og institutioner og deres kuende former og dominerende indgreb i livet. Bogen består af længere essays, dagbogsnotater og mindre udkast og skitser, som foretager et tværsnit gennem det 20. århundredes kunst og litteratur. Udgangspunktet er en tilstand af personlig udmattelse, som sættes op mod erfaringer fra det 20. århundredes litteratur, hvor en ganske lille ændring af skriftsproget fremtvinger erfaringer, der minder om religiøse, mystiske traditioner. I et essay om maleren Francis Bacon anvendes drømmen som et eksempel på en lignende kraft, der overmander én, så drømmeren aldrig kan sige jeg tænker, kun opleve, at der tænkes eller drømmes gennem mig. I et essay om Andy Warhols tegninger og deres reduktion af menneskefiguren til en følsom streg følges en tilsvarende reduktion gennem det 20. århundredes nihilismediskussioner og minimalismen i 1950’erne og 1960’ernes amerikanske billedkunst. Dertil kommer en række mindre teksters gennemspilning af beslægtede temaer: Simone Weils selvskabende og selvskadende adfærd, T.S. Eliots feber, Iris Murdochs generthed, fotografiets og fotografens synlighed, selvbillede og selvblindhed. Samlet set står bogens tekster for en dramatisk omvending af den litterære og kunstneriske arv fra det 20. århundrede og en nyorientering mod erfaringer, der stadig venter på deres sprog. Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.
"Af hoved er hun videnskabsmand, men af sind er hun kunstner, og det er en rig sammensætning. Hendes arrigskab har flere hestekræfter end nogen anden dansk skribents, og det er en glimrende drivkraft. Hun finder sig ikke i noget… Hun kan den kunst som er definitionen på al kunst: at lægge hovedvægten på det væsentlige og være ligeglad med det ligegyldige." Sådan beskrev Poul Henningsen Elsa Gress som debattør og som menneske. "Det professionelle menneske" er en samling af essays delt op i fire afsnit: ‘socialt‘, ‘kulturkritisk og kulturpolitisk‘, ‘amerikansk‘ og ‘litterært og kunstnerisk‘.Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.
Dias, et forældet medie, levn fra forskellige lektioner, både anvendt materiale og materiale fra forberedelsestiden. Hvor lang tid er der gået, siden “de studerende forberedte foredrag med dias?” I dag er vi alle sammen dias gennemlyst af vores arbejde. Dias er næstsidste bind i den essayserie, Mikkel Thykier indledte i bogform med Entré (2009). Endnu en sort mursten af en essaysamling fra en forfatter, som er blevet kaldt “ubetinget den mest interessante kritiker af litteratur, kunst og film her i landet, som offentligheden aldrig hører om” (T.A. Nexø) Snarere en gravsten over et land, hvor statens museer fejrer idéen om, at kunsten giver privilegeret adgang til intimitet, og litterater flæbende beretter om deres egen sentimentalitet; et bundt brændenælder lagt ved samme grav til de digterdominatrixer og flagellanter, der deklamerer deres poesi i Pia Busks dampende grotte og på hemmelige kælderadresser; og en suppe kogt på samme nældebundt til alle de, der i det stille må gå og sulte efter en mere søgende og spørgende litteraturkritik end den gængse. For Thykier omslutter intimiteten mennesket i alle forhold, men trækker sig væk i kunsten. Derfor har han utrætteligt opsøgt og afsøgt litteratur, kunst og filosofi, der gør intimitetens grænser håndgribelige, for selv at skrive sig frem til en intimitet, der ikke kun lader litteraturen og kunsten handle om at kombinere tegn, billeder og kroppe. For Thykier er der ingen litteratur uden reaktioner på filosofiske, kunstneriske og politiske nicher, ingen bøger uden en opblomstring af andre skriftlige medier og formater, prædigitale såvel som digitale. Derfor kan han både kritisere en litteraturkritik, som formulerer sig i absolutter, hylder “det vilde” og kroner sig med etiske forbehold, og selv slippe ethvert ressentiment i forhold til bogen, litteraturen og andre forældede medier og kulturinstitutioner. Fra Thykiers mere end ti år gamle skitsering af en kommende litteratur, der er lige så lidt selvbiografi, som den er fiktion, til de seneste års opgør med magtfuldkomne forlag, generationstænkning, tidsmodeller og samtidslitteratur, det hele er samlet her sammen med tidligere uudgivne notater, essays, interviews, forfatterskabsportrætter, forhørsprotokoller, breve og andet materiale fra undervisning på forfatterskoler, højskoler og bibelskoler, deltagelse i seminarer, studiekredse, diskussioner og samtaler under mere private forhold.
Bogen argumenterer for, at kunstmuseets primære formål er forskning i og formidling af erkendelse vedrørende kunst af aktuel interesse - hvilket ikke nødvendigvis betyder den nyeste kunst. At erkendelse af kunstens form og indhold er kunstmuseets centrale opgave, er således bogens hovedtese.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.