Brevene der aldrig kom

Forfatterens familie emigrerede fra Polen til Uruguay før Holocaust. I 1972 blev Rosencof arresteret som medlem af Den Nationale Befrielsesbevægelse og sad fængslet indtil 1985, elleve et halvt år af den tid i isolation. I løbet af sine år i fangenskab trænede han sin hukommelse og rekonstruerede historien om sit liv og sin polsk-jødiske familie gennem sin stemme som barn, ung mand og voksen. En virkelighed, der får fiktionen til at blegne.
Den unge Moishe fortæller om en barndom præget af adskillelse, krig, flugt og tab, men også af et ukueligt mod. Det er ligeledes fortællingen om den voksne søns kærlighed til den nu afdøde far, som hele sit liv forgæves har ventet på nyt om slægtninge, der er blevet sendt i koncentrationslejr. Og om Moishes mor, der viser sin søn familiebilleder fra Polen og taler om Ruth, Anna, Irene B mennesker, som ikke længere er.
Moishes dybe reflektioner om livet afbrydes af ”brevene, der ikke kom”, som hans bedstemor skrev efter deportationerne til koncentrationslejrene. Bevis på en dyb menneskelighed, der har overlevet døden – breve fulde af musik og makaber humor!
Denne fremragende selvbiografiske roman er et af de mange vigtige vidnes- byrd om en forfærdelig periode i menneskets historie, som aldrig må gentage sig.