Bag om Catania Centrale
Catania Centrale fortæller om de to tvillingesøstre, Nicole og Mille, samt Nicoles lille barn Bodil. Nicole er alenemor og har Bodil, men de to bor sammen med Mille og er i en tæt relation til hende. Som der står i bogen: ”De har Bodil, eller Nicole har Bodil, og Mille har Nicole.”
I Catania Centrale er den lille familie på ferie i Italien, og som det sommetider sker på ferier, bliver søstrenes relation pludselig sat på spidsen.
Nicole farer vild med Bodil i lufthavnen, hun kan ikke få fat på Mille, fordi hendes telefon ikke virker, og i et forsøg på at finde det tog, hun skal mødes med Mille ved, kommer hun til at tage en bus til Catania Centrale, hovedbanegården i byen Catania. På den måde bliver søstrene midlertidigt adskilt, og i adskillelsen og den ventetid, som den fører med sig, krystalliserer tanker og følelser sig.
Måske vil en forandring snart finde sted.
Catania Centrale portrætterer således på én og samme tid familien som en omsorgsfuldt rum og som en ustabil base, der altid kan forandres med ét. Dette er udført med Lea Marie Løppenthins karakteristiske sans for det smukke og onde i detaljen, hendes knastørre humor samt en rørende og livsbekræftende omsorg for hendes karakterer.
Lea Marie Løppenthin (f. 1987) er uddannet fra Forfatterskolen i 2013. Hun har tidligere udgivet seks bøger, senest Livet går over sine bredder (roman, 2022) og Løven og Klagen (digte, 2024).
Udgivet d. 15. november 2024 på forlaget OVBIDAT.
Vis mere