Den dødsdømtes sidste dag - og - Claude Gueux

Victor Hugo var en indædt modstander af dødsstraffen, og skrev i sine yngre dage to fortællinger som indlæg mod den: "Den dødsdømtes sidste dag" og "Claude Gueux".
I den første og længste af fortællingerne skildrer en dødsdømt i dagbogsform de seks sidste uger af sit liv – ikke kun den sidste dag – fra dommen til dens eksekvering – om dagligdagen i henholdsvis Bicêtre- og Conciergerie-fængslerne, om hans rædsel for døden i guillotinen og hans skiftende sindsstemninger i vaklen mellem håbet på en benådning og sort fortvivlelse. I tilbageblik giver han brudte billeder af sin tidligere tilværelse fra en barndomskæreste til livet med moder, hustru og en lille datter.
"Claude Gueux" er idømt fængsel for et tyveri, han har begået af nød og sult: "det skaffede hustru og barn mad og varme i tre dage og Claude fængsel i fem år". I fængslet har han én ven, Albin, der ligeledes er dømt for tyveri. Da fængselsdirektøren kommer under vejr med venskabet, skiller han de to ad – og Claude bliver så rasende, at han opildner medfangerne til oprør og dræber direktøren. Det kan naturligvis kun have én udgang.
Historien blev første gang trykt i Revue de Paris i 1834, og udgiveren fandt den så væsentlig, at han senere samme år besørgede et særtryk, som blev sendt til samtlige medlemmer af Deputeretkammeret.