Bag om En verden til forskel
‘En verden til forskel’ er et bidrag til det nødvendige opgør med den herskende samfundsøkonomiske tankegang, der legitimerer rovdriften på Jorden og mennesker. Bogen viser, at dogmet om konkurrencens nødvendighed på alle niveauer i samfundet og mellem nationer er bedragerisk og berøver os kontakten med vores unikke evne og naturlige tilskyndelse til at samarbejde i fællesskaber. Gennem præcise analyser og illustrerende cases redegøres der overbevisende for, hvordan dette i stigende grad truer vores eksistensbetingelser, liv og sundhed.
Bogen bidrager til et afgørende nybrud i vores forståelse og værdsættelse af, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi som aktive borgere kan skabe globalt bæredygtige levevilkår. Men det forudsætter at vi hver især og i fællesskab vælger at realisere de menneskelige værdier og holdninger, der er forudsætningen for at gennemføre projektet.
‘En verden til forskel’ er en indtrængende opfordring til nytænkning og handling. Bogen er baseret på nutidig samfundsvidenskabelig og psykologisk forskning samt kliniske observationer. Gennem eksempler fra dagligdagens hændelser, fra ældgammel menneskelig visdom, filosofiske og spirituelle lignelser samt erfaringer fra livet i et oprindeligt polynesisk øsamfund giver bogen inspiration til fornyet refleksion, nytænkning og transformerende handling.
Vis mere