Bøger af Jeppe Aakjær

"Vredens børn", der udkom i 1904, bliver almindeligvis betegnet som Jeppe Aakjærs bedste roman. Hovedpersonen er fattighusdrengen Per, der bliver sendt ud at tjene allerede som 11-årig. Hans nye husbond kan ikke få nok ud af drengen, der helst skal slide som en voksen. Maden er god, men ellers er der ikke meget ved den plads. Lønnen er mere end ussel, arbejdsdagen begynder kl. 4 og fortsætter til sent om aftenen, og sengen må han dele med en karl ude i karlekammeret, der ligger i hestestalden. Her bliver han for øvrigt smittet med fnat. Vi følger Per i nogle år, indtil han som voksen træffer en temmelig drastisk beslutning. Romanen skabte ved sin fremkomst en enorm debat og flere hundrede avisartikler. Et af resultaterne blev endda, at rigsdagen nedsatte en tyendekommission, der skulle se på den gamle og forældede tyendelov fra 1854.

Jeppe Aakjærs barske roman "Vredens børn" om den 10-årige Per, der vokser op på landet i begyndelsen af det 20. århundrede. Selv om Per blot er et barn, er hans tilværelse hård og slidsom. Han går ikke i skole eller lever noget, der bare minder om et børneliv. I stedet arbejder Per som vogterdreng. Da Per bliver voksen, beslutter han sig for at samle landarbejderne, men det skal hurtigt vise sig at være sværere end som så... idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlJeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt inden for genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

Bogen er 18. udgave og er udgivet i 125.000. 1. udgave kom i 1906. Det er Danmarks mest læste digtsamling. Rugens Sange er forfatteren Jeppe Aakjærs hyldest til kornsorten rug!Digtsamlingen indeholder 70 digte, der emnemæssigt spænder meget bredt.Men kernen er de 13. digte om rug. De er skrevet på meget få dage i februar måned i 1906 hos vennerne Sigurd og Johanne Rambusch i Sjørup. Samtidig behandler digtsamlingen også de tre kerneområder, som Aakjær er ret ene om at bringe sammen – også på verdensplan.Den sociale indignation, naturbeskyttelsen og demokratiet. Henning Linderoth, Formand Aakjærselskabet

I 1912 udkom Jeppe Aakjærs jyske bibelhistorier for første gang, og forfatteren sendte som sædvanlig et dedikeret eksemplar til Politikens redaktør, Henrik Cavling, for også dengang var det vigtigt for forfattere at stå sig godt med Politiken. – Værs’go’ her er en bog, De næppe får nogen glæde af, skrev Aakjær un- derfundigt til Cavling, der jo ganske rigtigt højst forstod det halve og derfor ingenting. Da Roald Als, Politikens tegner, skulle illustrere teksten i 1993, sagde han: Jeg forstår ikke en rygende hattefis! Vi må ha’ en oversættelse fra jysk! Og sådan gik det til, at Poul Einer Hansen forfattede en simultan-oversættelse til en slags halvmoderne sjællandsk. Det er 20 år siden!Jeppe Aakjærs jyske tekst er stadig frisk, hvorimod Poul Einer Hansens måske kunne trænge til en modernisering. F.eks. hedder det, at Abraham kører i Cortina, og at han tænder op under Isak med Berlingske Tidende Søndag, men det er urealistisk i dag, hvor Berlingske bare er en bette tynd avis.

Andre forlag har udgivet ”Vadmelsfolk”, men uden en eneste fortælling fra Aakjærs egen bog af samme titel fra 1900. Aakjærselskabets Forlag ”Jenle” har ønsket at udgive hele originalen samlet.Samtidig har bogen et forord af bestyrelsesmedlemmerne i Aakjærselskabet, Vinnie og Henning Linderoth og et efterord af professor på SDU Johs. Nørregaard Frandsen. I bogen er desuden tegning og stik af Johan Achton Friis, der var en nær ven af Aakjær.Vadmelsfolk er en erindringsbog i fortælleform. Aakjær fortæller om de typer han i sin barn- og ungdom mødte på sine vandringer ud over den jyske hede syd for Skive. Han kendte denne natur som ingen andre. Den var en del af ham selv, som den var en del af de mennesker, der levede af og på den. Blicher havde været her før Aakjær. Dengang var heden nærmest ørkenagtigt uberørt og et ufremkommeligt område, der for fremmede lukkede sig og gjorde sig utilnærmelig. Først da genremalerne, Chr. Dalsgaard og i særdeleshed Hans Schmidt fulgte kunstkritikeren Niels Laurits Høyens (1798 - 1883) demokratiske kulturpolitik i ”Om Konstens Væsen og Opgave”, åbnede hedelandskabet sig: ”Konstnerne skulle forberede sig og gjøre sig fortrolige med Folket i det Sysler og Adfærd (…), med hvilken Ro kan ikke et ærligt, et højmodigt Sind male sig i Bondens Ansigt”. 1800-tallets nye trykteknologier gjorde det muligt at mangfoldiggøre malerierne i farver til ugepressens hungrende byabonnenter. En strøm af kunstnere og velhavende turister drog på ’opdagelsesrejse’ i det mørke Jylland og satte dér en anden kulturel standard - det klosteragtige jomfruelige var på retur. Vandvidskrigen i 1864 med tabet af Sønderjylland og Hedeselskabets efterfølgende intensive beplantning og opdyrkning af heden medførte store omvæltning for hedens bønder. Igennem det jyske landskab skar den nye transportteknologi sig vej og gjorde afstande og tid mindre. Hovedstaden med dets byliv, var ikke længere en umulighed. Og som så mange andre jyder, der ønskede en anderledes tilværelse, bosatte Aakjær sig sammen med sin kone Marie Bregendal i København. Det gik ikke!I lange sommerperioder flyttede Aakjær tilbage til Jylland, hvor han genbesøgte den meget fattig hedebefolkning, der satte fællesskabet højt, og havde respekt for det anderledes – både dyr og mennesker og en helt naturlig hjælpsomhed. For nogle kunstnere var den jyske hedenatur og befolkning eksotisk. Aakjær havde flere af samtidens forfattere og kunstnere med på sine vandringer. Achton Friis, som Aakjær kendte fra Studentersamfundet, var med på flere ture, blandt andet en længere vandring i 1899, hvor han tegnede Johannes Villadsen, ”Gammel Johannes”. I Aakjærs ”Livserindringer” bind 2, Jenle 2010, side 223 skriver Aakjær: Netop i 1901 var jeg søgt over til heden sammen med min ven Achton Friis. Jeg boede hos dr. Rambusch og skrev vers. Friis boede i Haderup kro og malede lyng og tegnede bondetyper.

Aakjærs Livserindringer er oprindelig fire selvbiografiske værker, som Aakjærselskabet har valgt at udgive i to bind. Livserindringerne er et enestående kulturhistorisk dokument fra 1860’erne til 1920’erne, skrevet af en af Danmarks største kulturpersonligheder, der på tætteste hold har oplevet de meget store fælles kulturelle, sociale, politiske, økonomiske og teknologiske forandringer denne periode bød på. Aakjær havde en indlevet forståelse for den ’fælles-skabende vitalisme’ i sin egen tid, og en mening om denne vitalisme, der rækker langt ind i vores tid og fremtid. I Aakjærs sprog og tænkning ligger latent et liv i fællesskab, der altid vil være et korrektiv til egoisme og individualisme. Derfor er udgivelsen af livserindringerne i dag vigtigere end nogensinde.Egentlig ville Aakjær udgive livserindringerne i fem bøger, hvor den femte bog skulle omhandle Jenle. Han fik kun samlet få noter til denne bog. For at komme så tæt på Aakjærs intentioner som muligt, har vi valgt at indsætte nogle få sider om ’Nannas Jenle’, i bind 1. Enhver der har besøgt Jenle ved, hvilken overvældende betydning Nanna har haft for stedet.At komme så tæt på Aakjærs egne udgivelser som muligt, men samtidig gøre dem sproglig tilgængelige for nutidens læsere, er en vanskelig opgave. Teksten er derfor rettet til med nænsom hånd, så Aakjærs stemning er forsøgt bevaret. De to bind indeholder fire selvstændige bøger med et fælles personregister bagest i sidste bind. Personerne er kursiveret i teksten.

24 blandede fortællinger fra omkring år 1900 med den fællesnævner, at de på en eller anden måde har en relation til emnet jul.Nogle af forfatterne er velkendte, andre bestemt ikke. Vi vil ikke postulere, at det er "forfatternes bedste" eller andet lignende, der kunne antyde et dybt og indgående kendskab til samtlige forfatteres hele produktion. Derimod kan vi garantere en afvekslende og underholdende samling fortællinger om vinterens hedeste emne: Jeppe Aakjær: Juleføllet G. E. Betzonich: Gabel fra Babel Erik Bøgh: Juleaftensbetragtelser Laurids Bruun: Jakob Leopold Budde: En historie om en stjerne C. C. Clausen: Jul Holger Drachmann: En juleaften Edv. Egeberg: I juletoget Carl Ewald: Julen H. F. Ewald: Julegildet på Olufsborg Børge Janssen: Den liden edderkop og den store konge N. P. Jensen: Englen, barnet og nissen Cornelia Levetzow: Ved juletid Carl Muusmann: Kais julegave Ludwig Mylius-Erichsen: En juleaften hjemme Peter Nansen: Et juleeventyr Vilh. Ohlsson: Et håndslag Vilhelm Østergaard: Sante Lucie-nat P. F. Rist: Juleaften i Kjøbenhavn 1771 Holger Rützebeck: Ouverturen Sophus Schandorph: En behagelig juleaften Fanny Sømod: En juleaften C. S. Torgius: Jul under Sydkorset Hedevig Winther: En jul i Dallerød

Jeppe Aakjær kendte og elskede den Jyske Hede. I et digt kalder han den for sin barndoms eventyr. Men det var et eventyr, som var i stærk tilbagegang allerede ved bogens første udgivelse i 1915. Aakjær havde selv oplevet, hvordan store dele af den var blevet opdyrket eller tilplantet. Bogen giver nogle pragtfulde skildringer af de forsvundne naturværdier, men også den forsvundne historie bliver rullet frem for vort blik. Således starter den med en flot beskrivelse af, hvorledes Viborg blev påvirket af bønderne fra de omliggende hedesogne. Vi hører om den enorme kalkbrydning i Daugbjerg, og vi hører om diverse tatere og andre specielle eksistenser, som ikke alle er kendt for det gode. Det gælder bl.a. Bittefanden, som i 1844 blev idømt livsvarigt slavearbejde. Endelig kommer Aakjær selvfølgelig også ind på selve hedens opdyrkning, hvor historien går tilbage til 1700-tallets begyndelse.

Vil man vide noget om Danmarks mest bemærkelsesværdige natur, heden, skal man gå til Jeppe Aakjær og til bogen Hedevandriger. Her giver forfatteren en både præcis og poetisk skildring af heden, som prægede store dele af Jylland for godt og vel 100 år siden. I bogen, der starter i hedens hovedstad, Viborg, skildrer han den tabte verden med de vide horisonter, lyset, vinden, de nøjsomme bønder, også kaldet taterne eller natmandsfolket, som holdt til derude. En anden befolkningsgruppe var de importerede tvangsarbejdere, også kaldet kartoffeltyskerne, som blev “inviteret” for at lære danskerne at spise kartofler. De holdt til i småbyerne Frederik, Grønhøj og Havredal, og det gør de stadig, dvs. over halvdelen flygtede tilbage til Tyskland.Dengang, efter tabet af Sønderjylland, fik driftige pionerer den tvangstanke at ville opdyrke heden, og det blev den. Anstrengelserne koordineredes og blev fremmet af Hedeselskabet under Dalgas, og det lykkedes i løbet af en 50-75 årig periode at opdyrke heden og næsten fuldstændigt at ødelægge et oprindeligt naturlandskab til fordel for tusindvis af små fattige husmandslodder, der skabte umenneskelige vilkår og kornmarker, hvor der var alt for langt mellem stråene.Aakjær så allerede dengang, at hedens opdyrkning næppe var et bæredygtigt projekt.Uden romantik fremhæver han til gengæld taterne som hedens oprindelige og retmæssige (?) beboere, så at sige hedens indianere. Mange af Aakjærs smukkeste digte er viet til denne befolkningsgruppe, f.eks digtet Stille hjerte sol går ned. Bogen er gennemillustret af hedens malere Hans Smidth og Christen Dalsgaard.Udgivelsen sker i samarbejde med Salling Museum (Skive Kunstmuseum).

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.

I “Vadmelsfolk”, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik. Aakjærs noveller i Vadmelsfolk er fortalt med humor, indfølelse og social indignation skildrer hedebondens barske liv i Midtjylland i slutningen 1800’tallet og begyndelsen 1900’tallet ”Vadmelsfolk” er indlæst af Kjeld Høegh i 1985 for Lytteratur hos AV ForlagetNoveller i bind 3Landstrygerens juleaften ; Jesper Kyvlings Markedsfærd ; Sidsels brudelys ; Lines bejlere ; Hellig krig ; Smedens overmand ; Brøndgravere ; Mens Ane levede ; Vildkoen ; Guds og verdens børn ; En mennesk ska ved, hwad en gjør ; Himlens dom ; Han-skrædderen ; En byge ; I nobolav ; Skrædder-Lone ; De ensomme ; Jens Pot ; Mod jul ; Tre på én stige ; Oplyst ; En sære kannis ; En far ; Hædersgaven ; Kjæn Håls arvinger ; Regnvejr ; Juleføllet

Novellesamling bind 2Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er havren... selv om hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I “Vadmelsfolk”, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik. Aakjærs noveller i Vadmelsfolk er fortalt med humor, indfølelse og social indignation skildrer hedebondens barske liv i Midtjylland i slutningen 1800’tallet og begyndelsen 1900’tallet ”Vadmelsfolk” er indlæst af Kjeld Høegh i 1985 for Lytteratur hos AV ForlagetNoveller i bind 2 To om én ; Julebagning ; Snaps ; På brandsyn ; Var Grundtvig ikke præst ; Når bier sværmer ; Kromand imod sin vilje ; Vesterfra ; Under sablen ; Antonius' fristelser ; Da hyrdedrengen skulle i skoven ; På aftægt

Beretningen om Jens Langkniv den fredløse fra Fjends Herred er en dramatisk, ofte brutal fortælling, der bringer myterne om Robin Hood i Sherwoodskovene op i læserens bevidsthed og ofte har givet besøgende i Daugbjergs kalkgruber gåsehud. Romanen foregår under trediveårskrigen, vi møder både de tyske og svenske lejesvende og krigskarle, og minsandten om ikke den danske konge dukker op i romanens slutning og giver Jens oprejsning. Men historien om Jens Langkniv og hans svende i det midtjyske er især beretningen om de store og de små i datidens bondesamfund.

Da Jeppe Aakjærs "Vredens børn" udkom i 1904, blev der stor opstandelse i hele Danmark! Romanen beskrev de elendige og umenneskelige forhold som tyenet levede under på landet. Over 1000 avisartikler blev der skrevet, som stort set alle kritiserede Aakjær og hans roman - dog gav dette påstyr også anledning til, at der nedsattes en kommision der skulle se på, om man kunne forbedre forholdende for landarbejdere o.a..

"Bondens søn", der udkom i 1899, er Jeppe Aakjærs første roman, og der er slet ingen tvivl om, at det på mange måder er en selvbiografisk skildring. Jens, der er bogens hovedperson, har således utallige lighedspunkter med forfatteren. På samme måde er det med forældrene og den gamle bedstefar. Sidstnævnte, der bestemt ikke er en sympatisk mand, får i øvrigt en særdeles fyldig omtale. Bogen er også et opgør med Indre Mission, hvor en usympatisk missionær forsøger at lægge sin klamme hånd på det lille samfund. For jens bliver de religiøse overvejelser endda så alvorlige, at han må have hjælp til at vriste sig løs. Senere er Jens på vej til også at bryde ud af sit sociale miljø, da han forelsker sig i en overklassepige, men ...

Vredens Børn satte brand i samtiden langt ud over, hvad bøger og kunst normalt formår. Aakjær havde allerede i 1890 foredraget og skrevet om de svinske karlekamre, han havde set, hvor adgangen til rummet ofte gik over hestenes grebning eller ajlerender, og hvor karle og drenge var stuvet sammen i samme fnat- og loppebefængte halmleje. Denne artikel og dens synspunkter indgår nu i fiktionens form sammen med andre stærke påvisninger af og anklager om helt uacceptable vilkår på landet. Romanen skildrer i øvrigt drengen Pers vej, fra han som 11-årig forlader hjemmet for at blive fæstet hos en bonde, til han som voksen bryder op og rejser til Amerika. Per gennemløber i handlingen så at sige landproletariatets tre stadier. Først er han hyrdedreng med tæsk og gennemblødte klæder. Dernæst bliver han tjenestekarl med, hvad det indebærer af uhumske værelser og drikfældige kolleger. Endelig bliver han daglejer, der altså er det højeste, fattigfolks børn kan drive det til.Ilderjægeren Goj er i Vredens Børn en skikkelse, der fordrer frihed. Goj, hvis navn i øvrigt betyder hedning på hebraisk, overbeviser Per om socialismens nødvendighed, og da Per bliver erklæret socialist, er det ikke mere muligt for ham at blive fæstet hos nogen bonde. Hans liv tager en dramatisk drejning, da hans forældre brænder inde, fordi storbonden har underbundet stråtaget over dørene med sime i stedet for metaltråd, som loven ellers tilsiger. Således sønderslået af svineriet og uden moderen, som han elskede, drager Per afsted til det forjættede land, Amerika, som han har drømt om, og det er Goj, der bringer ham til damperen. Selv må Gojen blive, mens Per får pantet på det nye liv.Vredens Børn satte brand i debatten og er formentlig den danske roman, der har udløst størst politisk furore. Aakjær angiver selv, at der blev trykt mere end et tusinde avisartikler, som enten fordømte ham på det stærkeste, eller som tog 'tyendesagen' op til politisk debat. Aakjærs socialdemokratiske partifælle, Carl Westergaard, stiftede en tyendeforening, ligesom den radikale rigsdagsmand, senere minister P. Munch, tog sagen op. Det førte til nedsættelsen af en tyendekommission og til lovgivning på området. Jeppe Aakjær fik i øvrigt tilbudt en plads i denne kommission, men takkede nej. I stedet trådte journalisten og agitatoren Peter Sabroe ind, hvis skildringer i foredrag og aviser af børns elendige forhold på landet havde været en inspiration for Aakjær til Vredens Børn.(Dansk Litteraturs Historie)

Jeppe Aakjærs berømte bog om drengen Per, der som ti-årig bliver pranget bort af sognet. Som vogterdreng og tyende vokser han op blandt landarbejdere under strenge kår, hårdt arbejde, mangel på søvn, mangel på skolegang og mangel på menneskelig omsorg. Per forsøger som ung at organisere landarbejderne, men det bliver - som så meget andet i hans liv - et hårdt arbejde. Vredens børn er en barsk roman om de stores magt over de små.Romanen, der udkom første gang i 1904, skabte en voldsom debat om vilkårene for tyende og landarbejdere og bidrog samtidig til en revidering af tyendeloven.

Den store danske forfatter Jeppe Aakjær (1866-1930) ser tilbage på sin ungdom og reflekterer blandt andet over sine oplevelser på højskolerne Staby og Askov. Han beskriver også sine udviklingsår i København i provisorietiden, som indimellem blev afbrudt af ophold på landet, hvor forældrene havde brug for hans hjælp på deres gård.Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt inden for genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

Jeppe Aakjær voksede op under fattige kår i en bondefamilie. I hans senere forfatterskab kom sympatien til at ligge netop her – hos almuens arbejdende folk – og han blev i høj grad agitator for, at de fattige og bondestanden skulle have bedre vilkår. "De stille folk" samler en række af Aakjærs artikler og fortællinger, der skildrer vilkårene for denne samfundsklasse i sidste halvdel af 1800-tallet med alt hvad det indebar af elendighed, sult og uretfærdighed.Gateway /title /head body center h1 502 Bad Gateway /h1 /center /body /htmlJeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Sommertaler" er en udvalgt samling af Jeppe Aakjærs taler, afholdt mellem 1902 og 1913. Bogen indeholder taler om så forskellige emner som "Naturfredning", "Kvinden og Grundloven", "Bonden og Danmark" samt en række hyldest og mindetaler til og om store digtere som Holger Drachmann, Bjørnstjerne Bjørnson og Robert Burns.Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Konge, adel og andre sallingboer" er en del af Jeppe Aakjærs serie "Studier fra Hjemstavnen", udgivet 1929-32. I serien fremstiller han den jyske hedes historie og forandring både hvad angår naturen, beboerne og kulturen. En af Jeppe Aakjærs hjertesager var hedens fredning. At fjerne heden var ifølge ham at fjerne et kapitel i danmarkshistorien, og det ville ikke kun forandre landskabet, men også menneskene, der boede der.Serien indeholder: "Langs Karupåens bred", "Fra agermuld og hedesand", "Konge, adel og andre sallingboer", "Gammel brug og gammel brøde", "Muld og mænd" og "Fra Sallingland til Øresund".Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Fra min bitte tid" er Jeppe Aakjærs barndomserindringer, der i detaljer beskriver dagliglivet i 1870erne i en ganske almindelig bondefamilie. Helt konkret foregår det i en landsby syd for Skive, men forholdene var de samme i resten af Danmark. Vi møder børnene, moderen, faderen, tjenestefolkene og aftægtsmanden, den gamle, sure Jeppe. Både de daglige, men også de mere specielle arbejdsopgaver i en af datidens stort set selvforsynende bondefamilier ruller frem som perler på en snor. Desuden er der levende beskrivelser af bygningernes indretning, børneopdragelse, skolegang m.m. Det er kulturhistorie, når det er bedst!

Novellesamling Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er havren... selv om hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I “Vadmelsfolk”, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik. Aakjærs noveller i Vadmelsfolk er fortalt med humor, indfølelse og social indignation skildrer hedebondens barske liv i Midtjylland i slutningen 1800’tallet og begyndelsen 1900’tallet ”Vadmelsfolk” er indlæst af Kjeld Høegh i 1985 for Lytteratur hos AV Forlaget Noveller i bind 1: Fortale ; Mens pølsen koger ; Eros og bierne ; Da lampen tændtes ; Dødsfjender ; Bakgården og dens beboere ; Frederik Tapbjærgs plovgilde ; I Dålum Mølle ; Jens Tanderup ; Ene ; En omløber

"Før det dages" er tredje bind af Jeppe Aakjærs erindringer. Her er det livet i 1890’erne, der bliver beskrevet – de økonomiske bryderier, tiden som soldat og senere højskolelærer, ægteskabet med Marie Bregendahl og udgivelsen af den første bog.Tredje bind af Jeppe Aakjærs erindringer, der består af i alt fire bind; "Fra min bittetid", "Drengeår og knøsekår", "Før det dages" og "Efterladte erindringer".Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Jydske Fortællinger" er en samling på 20 af Jeppe Aakjærs vers og fortællinger. Aakjær kunne både skildre det dybt tragiske, som i fortællingen "Dorres kat" og det meget komiske, som i "Da Lampen tændtes", og i dette udvalg er begge dele repræsenteret, ligesom der både findes tekster på dialekt og på rigsdansk.Jeppe Aakjær (1866-1930) er digteren bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Drengeår og knøsekår" er en fortsættelse af de erindringer, som Jeppe Aakjær begyndte i bogen "Fra min bitte-tid". Den begynder i 1879, da han kun havde et års tid tilbage i skolen og slutter med et højskoleophold på Askov i 1887, som bestemt ikke får en rosende omtale. Blandt bogens hovedpunkter er et ophold på Blaagaard Seminarium 1884-86, hvor han tog en præliminæreksamen, som kostede faderen 1500 kr. Beretningen indeholder mange gode detaljer om datidens københavnerliv, for Aakjær var en interesseret ung mand, der opsøgte begivenhederne. I den forbindelse er der f.eks. fine beskrivelser af Georg Brandes, og hvis vi går i en hel anden retning, får han selv et gevaldigt nakkedrag under en politisk demonstration i 1885. Endnu fyldigere er dog omtalen af Estrups forsøg på at knægte ytringsfriheden ved at fængsle politiske modstandere. Her blev Aakjær således varetægtsfængslet 17 dage under kummerlige forhold i Viborg i 1887, anklaget for at have afholdt et revolutionært foredrag. Og så var forklaringen endda, at foredraget kun havde omhandlet Den franske Revolution i 1789.

"Fra Jul til Sankt Hans" fra 1905 er en samling af otte historier fra Aakjærs hjemegn. "Dorres kat" er en barsk historie om den unge pige, der mod sin vilje bliver gift med en ondskabsfuld., gammel mand. I den lange novelle "Julebagning" ser et bondepar skævt til en ubuden gæst - indtil det bliver klart, hvorfor han er kommet. Det gamle bondesamfund, Aakjær kendte så nøje og beskriver så levende, eksisterer ikke mere, men ved at læse hans fortællinger kan man få en forestilling om, hvordan en stor del af Danmarks befolkning levede og tænkte i en tid, der ikke ligger mere end et par generationer tilbage, men allerede virker helt fremmedartet.

I digtsamlingen "Muld og malm" fra 1909 er Jeppe Aakjær stærk og myndig i sine sociale og politiske digte. Slutlinjerne til Aakjærs digt til den socialdemokratisk presse er manende:Du være den fattiges værner,du være den riges ris!Da får du ej ordner og stjerner,men bævende læbers pris.Aakjær kæmper for ret og retfærdighed, for kvindernes valgret, for at de unge skal have en stemme, for tyende og landarbejdere. Og hans hjerte banker også for dyrene, han tager harens parti mod jægerne:Jeg lider ej det fejge, skumle Knald,der bringer fattigt Dyr til Død og Fald;og derfor raaber jeg til «Jenle»s Harer:Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer!Blot I paa eders lange, laadne Bagbenkan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten,da skal I gaa paa «Jenle»s Kløvermarksaa trygt som hist engang i Noæ Ark!

6 Jeppe Aakjær-sange arrangeret for lige stemmer, bas og klaver. Indhold: 1. Alle mine længsler, 2. Sneflokke kommer vrimlende, 3. Spurven sidder stum bag kvist, 4. Stille, hjerte, sol går ned, 5. Hej, hvilken herlig vind, 6. Jeg er havren

I ”Vredens børn” følger vi Per, der som 11-årig bliver pranget bort af sognet. Han bliver vogterdreng - og vokser om som tyende blandt landarbejdere under strenge kår. Han bliver udsat for den tids hårde arbejde, mangel på søvn, mangel på skolegang og mangel på menneskelig omsorg. Per forsøger som ung at organisere landarbejderne, men det bliver - som så meget andet i hans liv - et hårdt arbejde. Vredens børn er en barsk roman om de stores magt over de små. Da romanen udkom i 1904, skabte den en voldsom debat om vilkårene for tyende og landarbejdere og bidrog samtidig til en revidering af tyendeloven. ”Vredens børn ”er indlæst af Kjeld Høegh i 2016 for Lytteratur hos AV Forlaget / Swann studio