Hedevandringer

Vil man vide noget om Danmarks mest bemærkelsesværdige natur, heden, skal man gå til Jeppe Aakjær og til bogen Hedevandriger. Her giver forfatteren en både præcis og poetisk skildring af heden, som prægede store dele af Jylland for godt og vel 100 år siden.

I bogen, der starter i hedens hovedstad, Viborg, skildrer han den tabte verden med de vide horisonter, lyset, vinden, de nøjsomme bønder, også kaldet taterne eller natmandsfolket, som holdt til derude. En anden befolkningsgruppe var de importerede tvangsarbejdere, også kaldet kartoffeltyskerne, som blev “inviteret” for at lære danskerne at spise kartofler. De holdt til i småbyerne Frederik, Grønhøj og Havredal, og det gør de stadig, dvs. over halvdelen flygtede tilbage til Tyskland.

Dengang, efter tabet af Sønderjylland, fik driftige pionerer den tvangstanke at ville opdyrke heden, og det blev den. Anstrengelserne koordineredes og blev fremmet af Hedeselskabet under Dalgas, og det lykkedes i løbet af en 50-75 årig periode at opdyrke heden og næsten fuldstændigt at ødelægge et oprindeligt naturlandskab til fordel for tusindvis af små fattige husmandslodder, der skabte umenneskelige vilkår og kornmarker, hvor der var alt for langt mellem stråene.Aakjær så allerede dengang, at hedens opdyrkning næppe var et bæredygtigt projekt.Uden romantik fremhæver han til gengæld taterne som hedens oprindelige og retmæssige (?) beboere, så at sige hedens indianere. Mange af Aakjærs smukkeste digte er viet til denne befolkningsgruppe, f.eks digtet Stille hjerte sol går ned. Bogen er gennemillustret af hedens malere Hans Smidth og Christen Dalsgaard.Udgivelsen sker i samarbejde med Salling Museum (Skive Kunstmuseum).