Vadmelsfolk - Hedefortællinger

Andre forlag har udgivet ”Vadmelsfolk”, men uden en eneste fortælling fra Aakjærs egen bog af samme titel fra 1900. Aakjærselskabets Forlag ”Jenle” har ønsket at udgive hele originalen samlet.
Samtidig har bogen et forord af bestyrelsesmedlemmerne i Aakjærselskabet, Vinnie og Henning Linderoth og et efterord af professor på SDU Johs. Nørregaard Frandsen. I bogen er desuden tegning og stik af Johan Achton Friis, der var en nær ven af Aakjær.Vadmelsfolk er en erindringsbog i fortælleform. Aakjær fortæller om de typer han i sin barn- og ungdom mødte på sine vandringer ud over den jyske hede syd for Skive. Han kendte denne natur som ingen andre. Den var en del af ham selv, som den var en del af de mennesker, der levede af og på den.

Blicher havde været her før Aakjær. Dengang var heden nærmest ørkenagtigt uberørt og et ufremkommeligt område, der for fremmede lukkede sig og gjorde sig utilnærmelig. Først da genremalerne, Chr. Dalsgaard og i særdeleshed Hans Schmidt fulgte kunstkritikeren Niels Laurits Høyens (1798 - 1883) demokratiske kulturpolitik i ”Om Konstens Væsen og Opgave”, åbnede hedelandskabet sig:

”Konstnerne skulle forberede sig og gjøre sig fortrolige med Folket i det Sysler og Adfærd (…), med hvilken Ro kan ikke et ærligt, et højmodigt Sind male sig i Bondens Ansigt”.

1800-tallets nye trykteknologier gjorde det muligt at mangfoldiggøre malerierne i farver til ugepressens hungrende byabonnenter. En strøm af kunstnere og velhavende turister drog på ’opdagelsesrejse’ i det mørke Jylland og satte dér en anden kulturel standard - det klosteragtige jomfruelige var på retur.

Vandvidskrigen i 1864 med tabet af Sønderjylland og Hedeselskabets efterfølgende intensive beplantning og opdyrkning af heden medførte store omvæltning for hedens bønder. Igennem det jyske landskab skar den nye transportteknologi sig vej og gjorde afstande og tid mindre. Hovedstaden med dets byliv, var ikke længere en umulighed. Og som så mange andre jyder, der ønskede en anderledes tilværelse, bosatte Aakjær sig sammen med sin kone Marie Bregendal i København. Det gik ikke!
I lange sommerperioder flyttede Aakjær tilbage til Jylland, hvor han genbesøgte den meget fattig hedebefolkning, der satte fællesskabet højt, og havde respekt for det anderledes – både dyr og mennesker og en helt naturlig hjælpsomhed.

For nogle kunstnere var den jyske hedenatur og befolkning eksotisk. Aakjær havde flere af samtidens forfattere og kunstnere med på sine vandringer. Achton Friis, som Aakjær kendte fra Studentersamfundet, var med på flere ture, blandt andet en længere vandring i 1899, hvor han tegnede Johannes Villadsen, ”Gammel Johannes”.

I Aakjærs ”Livserindringer” bind 2, Jenle 2010, side 223 skriver Aakjær: Netop i 1901 var jeg søgt over til heden sammen med min ven Achton Friis. Jeg boede hos dr. Rambusch og skrev vers. Friis boede i Haderup kro og malede lyng og tegnede bondetyper.