Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Massi Bruhns fortællinger handler om nederlag. Stærkest står måske "En Hverdagstragedie" om den fattige enke, der bliver tvunget til at bortadoptere sine børn, som et rigt par ønsker som adspredelse.

"Mikaël" udkom i 1904 og blev i 1924 filmatiseret af Carl Th. Dreyer.***Det er simpelthen den mest lidenskabelige kærlighedshistorie, jeg til dato har læst. Den emmer af seksualitet og jalousi, af længsel og bedrag uden at præsentere en eneste beskrivelse af direkte seksuel karakter!Hovedpersonerne er den store franske kunstner Claude Zoret – ”Mesteren”. Han har adopteret Mikaël, billedskøn, tjekkisk, også maler. Zoret har brugt Mikaël som model i sine monumentale malerier og givet ham berømmelse og luksus, og så svigter, bedrager og forråder Mikaël sin velgører, godt hjulpet på vej af forelskelse i en russisk prinsesse.Romanen er henlagt til Paris, og ”Mesteren” lever her et liv i overflod og har en social position, der er en verdenskunstner værdig; og fremmede nationaliteter og eksotiske navne fra Europas adelskalendere er medspillere, de fleste dog på sidelinjen, når det gælder kærlighedsdramaet.For ingen tvivl om det: romanen drejer sig om en erotisk konflikt, selvom forholdet mellem Zoret og Mikaël er skildret som et far/plejesøn-forhold. Det er åbenlyst, at Zoret er en forladt elskende, der er ved at blive vanvittig af sorg. En far ville normalt ikke blive så ulykkelig over, at sønnen har fået sig en kvinde, så man må forestille sig en homoseksuel forbindelse mellem dem. Det er også klart de mandlige skikkelser i romanen, der lever!Romanen er fyldt med hentydninger og antydninger, men forklaringen er naturligvis at finde i Herman Bangs egen personlige historie. Han er angst, forståeligt, for åbent at vedkende sig sin homoseksuelle tilbøjelighed over for et stærkt repressivt, censurudøvende samfund; siden gør han det dog, men i hans digterværker er homoseksualiteten altid halvt eller kvart forklædt. Og ”Mikaël” er da også henlagt til udlandet for at fjerne mennesker og begivenheder fra det hjemlige, genkendelige miljø.Datidens syn på homoseksuelle var bigot og brutalt; de var forbrydere, over for dem var der frit slag. Gennem hele sit liv led Herman Bang af angst for afsløringer og blev udsat for de mest modbydelige forfølgelser, også efter at han var blevet anerkendt som en betydelig digter. Han var vittighedstegnernes yndlingsoffer og blev kaldt ”Jomfru Hermine Bang” eller ”Frøken Bang”, også hånet af tidens store koryfæ Georg Brandes.(Litteratursiden)

Bodil Bechs digte er "rige på stærke selverklæringer, der er på højde med Gustaf Munch-Petersens frie vers, og tydeligt præget af Södergrans indflydelse. Den udtalte og bedrøvende fremmedhedsfølelse, fornemmelsen af at være et barn, der er „faldet ud af Himmelporte“, og en gæst „i en umild Verden“, har Bech til fælles med Lütken."(Dansk Litteraturs Historie)

Da Henrik Cavling blev chefredakør på Politiken, skabte han i 1905 på godt og ondt den moderne avis. Ud med lange artikler. Ud med littertur- og teateranmeldelser, der fyldte flere avissider. Væk med de lange, filosofiske og videnskabelige artikler og ind med de korte,knappe nyheder og reportager.Men Cavling var ikke kun redaktør, han var også en gudsbenådet journalist, en reporter der kunne skrive Fanden et øre af. Ved sit 25 års jubilæum i 1910 samlede han et udvalg af sine avisartikler,og det er dette udvalg, der her genudsendes som e-bog. Her kan vi læse om Danmarks sidste offentlige henrettelse i 1892, om rejser til Japan og Cuba, om en cykeltur og en sejlads til Anholt, om politik og brændevin og knejper, ludere og ågerkarle. Cavling skrev om det hele, og han satte sig altid grundigt ind i det, han skrev om. Hans artikler er komprimerede tidsrejser tilbage til tiden før 1900.

"Rundt i Norge" udkom i Norge i 1892, men udkom først i Danmark i 2013. Den foreligger her i e-bogsudgave.**’Rundt i Norge’ er skildringer og skitser fra oplevelser i Norge. De giver et fint indtryk af, hvordan han med hurtige impressioner kan skildre en stemning, som han siden brugte i sin skønlitteratur. Det er spændende således at være med på et kig bag facaden i hans forfatterskab.Men det er også interessant at få hans indtryk af Norge som ny nation, der er i fuld gang med at skabe en identitet, både kulturelt, sprogligt og samfundsmæssigt. Vi får indblik i det fornemme Trondheim, den dynamiske handelsby Bergen og Kristiania, som på den tid flakser rundt for at finde ud af rollen som hovedstad.Det er Kristiania, som er scenen for en af bogens bemærkelsesværdige tekster, ”Forsøget”, som slår bro mellem datid og nutid: Det litterære landskab anno 2013 handler meget om litteraturen som performance. Bøgerne og teksterne kan ikke stå alene, de må ud i det offentlige rum i uventede sammenhænge og gøres levende ved at inddrage flere forskellige kunstneriske udtryksformer. Det var Bang i fuld gang med allerede i 1891 i Kristiania, hvor han forsøgte at stable et alternativ på benene til de etablerede kunstarter og publikums måde at opleve dem på. Hør blot her:”Læse Lyrik vil Folk ikke; men høre den vil de. Musik vil Verden – Toner – en Vise – Ord, der hurtigt fænger, griber, flagrer bort og efterlader en Stemning” (…) ”Tiden er ikke Bogstavernes, men Ordets og Sangens.”Det er pudsigt, som tendenser kommer igen.(Litteratursiden)

Hendrik i Bakken har undertitlen „Et Billede“, sådan som Bregendahl også senere kalder en romanrække Billeder af Sødalfolkenes Liv (1914-1923). Der er da også tale om en roman med en meget enkel komposition. Hendrik i Bakken er opdelt i tre næsten lige store afsnit. Det første udspiller sin handling over knap en dag i sensommeren, og Hendrik skildres som en autoritær, vringlet, sur og urimelig husbond, der med hård og klodset hånd styrer såvel sit folkehold som sin kone, Mariane, og deres børn. Han styrer ikke bare arbejdet og dagsrytmerne, men lægger også med sit tavse, indelukkede gemyt og sit uberegnelige sind en ubehagelig stemning over hele det sociale rum, der udgøres af gården...Marie Bregendahls socialpsykologiske indsigt er således ikke bare skarp, men også uden nåde. Mariane og Hendriks ægteskab kuldsejler, fordi liv og følelser ikke kan nå hinanden.(Dansk Litteraturs Historie)

Herman Bangs novellesamling "Ravnene" far 1902 indeholder de to store fortællinger "Ravnene" og "Julegaven"

Excentriske Noveller handler om mennesker af en særlig 'kaste', der lever uden at „eje eller kende et Hjems Fodfæste i Livet“ – virtuosen og artisten, der rejser fra optræden til optræden og er fremmede, hvor de end kommer hen. De er uden interesse for deres omgivelser, men grænseløst optaget af sig selv. Deres liv drejer sig kun om de kunster, de optræder med, og „lange Regnestykker om at sikre Sukcessen“. Andre mennesker er hjælpere eller konkurrenter: „Man beregner hvert Blik og lever i evig Addition og Subtraktion.“ Deres personlighed bestemmes af deres håndværk. Det er „fælles for alle i Kasten, at Individualiteten knap er til at opdage (…) Man ser Mennesket som det komplet passive. Beskæftigelsen er det aktive“. Deres berømmelse skabes af impresarioen. Han sår det „Begejstringens Frø“, som pressens „store Vandmølle“ derefter væder med „Notitsers og Feuilletoners Skylle.“I „Charlot Dupont“ udnyttes et „Violin-Vidunder“ af sin far og sin impresario, der sender ham verden rundt på turnéer, indtil han som voksen ikke længere kan tiltrække det store publikum. Som virtuos kan han ikke få ansættelse i et orkester, hvor dirigenten søger „Folk, der kan arbejde“. I stedet må han fortsætte turnélivet i halvsmå byer for halvtomme sale. Bang kendte virtuosernes liv fra sine egne skandinaviske turnéer. Han var selv kommet i kløerne på en tysk forretningsmand, Theodor Hermann, som beholdt hele fortjenesten fra turnéen i Sverige. Til gengæld brugte Bang ham som model for impresarioen Theodor Frantz, der også dukker op i Stuk (1887).En anden 'kaste' er tjenerne på de internationale hoteller. I „Franz Pander“ vækkes den fattige Franz' lyst af luksusvarerne i forretningernes udstillingsvinduer og af romanernes fantasier om overklassekvinder. For at tilfredsstille sin lyst bliver han tjener på et stort hotel, men det hårde arbejde sætter ham hverken i besiddelse af de kostbare ting eller de overlegne kvinder, det bidrager kun til at forøge de riges luksus. Hans erotiske betagelse af en af hotelgæsterne forhindrer ham i at besvare de følelser, en stuepige nærer for ham. Uden penge føler han sig som kastreret. Han går til en prostitueret for at tilfredsstille sit rent seksuelle begær, men derved blegner stråleglansen om hotellets luksusverden. Han ser nu restaurantens „halvskidne Duge“ og „kunstige Palmer“ og tager sit eget liv i hotellets vestibule som symbol på den tomhed, fascinationen af rigdom har efterladt ham i. Tjeneren repræsenterer, mere alment end virtuosen, underklassens nye liv i storbyen, hvor klasse- og kønsforskellen forbindes, idet de fattige med deres arbejdskraft skaber både de riges overflod og det drømmebillede om et lykkeligt liv, som de rige symboliserer.„Fratelli Bedini“ handler om den tredje kaste, cirkusartisternes. De lever det samme hårde liv som virtuoserne, men flere sammen i et kollektiv, hvor to mandlige artister kan opbygge ømhed og omsorg for hinanden i køns- og klasseforskellens fravær. (Dansk Litteraturs Historie)

I Danske Vers er den kvindelige dæmoni fortsat til stede i skiftende former. Som den unheimliche blanding i „Livets Kermesse“, hvor digterjeget illusionsløst stilles over for på den ene side en mekanisk dukke, der som dukken i den tyske romantiker E.T.A. Hoffmanns Sandmanden (1817, da. 1990) lokker mandens fantasi på afveje, og på den anden side slangekvinden Miss Wanda, der lokker med kødeligt fordærv. Eller som den fatale „Dronningen i Thule“, der fryser alt begær. Ingen af disse typer kan længere forløse digteren. Først med „Imperia“ – i digtsamlingens højdepunkt – finder han selve jordmassens dronning, der kan tænde hans kraft og ånd. I dette digt identificerer og stedfæster Claussen det kvindelige i naturen og geologien som en stor, formende livskraft, der, hvis den befrugtes, bliver skabende og udviklende. Tidens vitalistiske forestillinger hos Driesch, von Hartmann og Bergson om en dynamisk élan vital inkarneres i den kvindelige urtype i bjergenes skød. Hun kan befrugtes af digteren, og hun bliver det i udmejslede strofer af spændt energi:Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød,mørk og ubøjelig – ofte jeg drømmer mig død.(…)Ingen kan vække mig uden min Elsker,Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold,saa at jeg røres til Afrundens dybeste Fold.(…)Kom til mit Hjerte, der aldrig har frygtet.Døren er opladt. Jeg venter ubændig min Elsker.Stort er hans Kød. Og vor Lykke skal blive berygtet.(Dansk Litteraturs Historie)

"Præster" indeholder tolv noveller, der er fordelt med fire i hvert af de tre afsnit - Præster, Kvindefigurer og En miniature. Bogen udkom på Riemenschneiders forlag med et opsigtsvækkende omslag i sort og hvidt, der ledte tanken hen på præstekraver. Samme dag, som bogen udkom, blev forlagets to ledere anholdt for at fremstille falske pengesedler, og forlaget ophørte med at eksistere.

Herman Bang skrev skuespil og var teateranmelder. Han gjorde sig også overvejelser om skuespilkunsten og opsøgte fremtrædende skuespillere for at høre om deres opfattelse af deres kunst. Hans essays om teaterkunsten er samlet i "Teatret!" fra 1892. Nogle af samlingens essays har været optrykt i Bangs Samlede Værker, mens andre - blandt andet de indsigtsfulde essays om Ibsens "Gengangere" og omtalen af "Hedda Gabler" og "Brand" har mig bekendt ikke været tilgængelige i andet end førsteudgaven. Hele den oprindelige bog foreligger hermed for første gang som e-bog.

Herman Bang var en fremragende reporter, og i artikelsamlingen "Herhjemme og derude" tager han os med til fattigkvartererne på begge sider af Strøget - ved det nuværende Pistoltorv og Bremerholm. Han skriver om enkedronninger og forfattere. om Assistenshuset og skibskatastrofer og udvandrerbåde med samme nysgerrige blik, samme dybtgående analyse og i det samme gnistrende, funklende sprog.Herman Bangs reportager burde i langt højere grad læses sammen med hans noveller og romaner.***Herman Bang blev i 1880 "blev han på Topsøes anbefaling fast ansat søndags-føljetonist ved Christian Ferslews Nationaltidende. Ligesom i artiklerne til Jyllands-Posten skrev han om begivenhederne i byen med vægt på teaterlivet og de nye bøger. Efterhånden forsvandt artiklernes karakter af petitjournalistik. De samlede sig om et enkelt emne, som blev grundigere behandlet og skildrede ofte socialt udsatte grupper med den medfølelse og indignation, som genfindes i det skønlitterære forfatterskab. Mellem sine besøg i modesalonen, Magasin du Nord og Tivoli opsøgte han mere ydmyge steder som Assistenshuset, børneasylet, hospitalet og lighuset. Læserne mødte lige så ofte syersker, sigøjnere og cirkusartister som det pæne borgerskab på Charlottenborgudstillingen og i det nye „National“s koncertsal. Der blev også plads til en række erindringsskitser og portrætter af forfattere og kunstnere, som han beundrede, nærede veneration for eller identificerede sig med.Bang karakteriserede selv føljetonen som „Døgnets Memoirer“ og føljetonisten som „Nuets Ægtefælle“, der „maa bo under Tag sammen med Publikum (…) leie i Publikums Hus“, og taler om „Nuets store Bank, Kassereren sidder ved Kassen og veksler alle Stemningers flydende Kapitaler“.(Dansk Litteraturs Historie)

Andet bind af Marie Bregendahls store roman om Holger og Kirstine Hauge er delt i to afsnit, der foregår i 1892 og 1901, hvor Kirstine dør. Dertil kommer et Efterskrift, der fortsætter historien frem til tyverne."Kirstine er således skildret som den, der med sin særlige kvindelige generøsitet ville have kunnet mediere den hårde konflikt mellem de gamle og de nye værdier, fordi hun rummer de menneskelige sider af traditionen såvel som begæret efter det nye, men i takt med at Holger i stadig højere grad bliver vidtløftig og kræmmeragtig, udvikles sygdommen i Kirstines krop. Hun dør på samme tragiske vis, som en række af de Bregendahl'ske kvinder må dø, for det er ikke deres værdier, der vinder. Og Holger bliver på en måde aldrig menneske mere. Kirstine var hans balance, repræsentanten for det menneskelige og dermed hans egentlige styrke.På den måde slutter bondestandens udviklingshistorie i en slags værdiernes tragedie, for nok lykkes det at løbe den gamle halstarrighed og stivhed over ende, men desværre kun for at etablere en ny kapitalistisk kynisme. Sådan er Bregendahls epos om bondestandens værdiopbrud, og sådan er historien om ægteskabet mellem Holger og hans hustru. Undervejs folder Bregendahl et lokalt landskab ud, som er stærkt symbolsk og dog realistisk med Igelmose-folkene, der er drikfældige og uordentlige. Som det symbolsk antydes med 'igel', der på ældre dansk betød en igle eller et pindsvin, har de suget sig fast eller stritter imod enhver form for forandring. Topografien omfatter Thorsted landsby, der med Kræn Højgaard i spidsen holder på de gamle dyder, sådan som aserne og dermed oldtiden antydes i navnet. I dette landskab udfolder Hauge sig på Harreborg, harre betyder harve, som den ny tids bonde, der skal dyrke folkestyrets og de folkelige idealers ager. Men begæret efter vinding og individualitet løber af med sejren for Holger, mens Kirstine må dø og hendes medierende kraft dermed gå under.I et „Efterskrift“, der også er romanens sidste kapitel, hedder det indledningsvis:Mere end et kvart Aarhundred er forløbet og vi er kommet langt ind i Tyverne.Det er Vintertid, og med Slud og Søle og raa Kulde i Følge hujer Blæsten op over det danske Land.Men værre endnu er den Blæst, der raser over det øvrige Europa, og med endnu raaere Slud og Søle og endnu mere bidende Kulde efter sig.Det er Krigens, – den forfærdelige, den blodige, den for alle sunde Mennesker ufattelige Krig, – dens Følger er det, der raser over Landene, dens raa Pestaande er det, der ætser og forgifter alt og alle, alle Folkeslag, alle Samfundslag, alle menneskelige Forhold.Romanens forløb er tilrettelagt, så handling, erfaring og bevidsthed bevæger sig frem mod erkendelsen af værdiernes forfærdende sammenbrud i verdenskrigens slagtehus ude i den store verden, og som også spejler sig i den lille historie, i Thorsted sogn, hvor det gamle bryder op og erstattes af nye, store idealer, som ikke viser sig bæredygtige. Den alvidende stemme fortæller, eller er det den erfarne forfatter, der som modent menneske lader sider af sit liv passere? Den lille, moderløse pige fra udkanten søgte håbet og lyset. Men var der lys? Kunne de personlige og de samfundsmæssige drømme bære?"(Dansk Litteraturs Historie)

"Med åbent sind" fortæller om de to små piger, der optræder som kusiner på besøg i "En dødsnat". Her følger vi deres oplevelser af stort og småt, en landsbyverden i 1800-tallet, set i knæhøjde. Her er ingen sentimentalitet, det der sker registreres ganske nøgternt, som når nabobørnene fortæller om, at deres gård er brændt ned: Et andet Sted havde Karlene fundet alle Grisene, de laa sammen i en stor Klynge, og var aldeles sortbrankede at se paa. Huf! Huf -. Hvor det saa’ uhyggeligt ud. - Og saadan ækel Stank her var. Børnene var lige ved at kaste op, saa fæl var den. - Alle vore Svin, de er jo døde. Vi har slet ingen Grise mere, sagde Poul. Og Ordene lød saa skrækkelig sørgelige i hans Barnemund. - Ja, og vores bitte Søster, Ane, hun er jo ogsaa død, - sagde Stine. Bemærkningen faldt som en jævn Tilføjelse til Pouls om Grisene… - Det var jo saa meget sørgeligt, - forklarede Poul - fordi at hun var saadan en bitte rar Søster

Marie Bregendahls "Sødalsfolkene" er en bred og både farverig og dybdeborende beretning om det danske bondelands udvikling i anden halvdel af det 19. århundrede. Værket udkom oprindelig 1914-23 som en række selvstændige romaner, der i 1935 samledes i to bind under fælles titel. Værket kan sammenlignes med Amalie Skrams "Hellemyrsfolket" og "Juvikingerne" af Olav Duun. Det er et stortværk, alle danske bør læse for at forstå vores historie og rødder. Dansk Litteraturs Historie siger om "Sødalsfolkene" blandt andet:Romanrækkens handling udspiller sig i samme „noget bortgemte Egn“, som hun jo kalder det i et forord, og den ydre tid er 1864-84, fra nederlaget ved Dybbøl til provisorietiden, mens dens indre tid er det gamle bondesamfunds tid, sognets tid, hvor årstidsbestemte gøremål og traditionsbundne gentagelser ofte dominerer over den mere kronologisk definerede tid. Det er de relativt velstillede selvejerbønder, der sammen med et par få standsfolk som eksempelvis provsten har de centrale roller, mens tyende, husmænd, løse folk og kræmmere alene eksisterer som en periferi. Og her er ordet roller valgt med omhu, for ingen af personerne træder egentlig frem som psykologiserede individer. Det er kollektivet, sognebondekulturen, der handler, også selvom det sker gennem personernes handlinger. Andelsbevægelse, jernbanedrift, højskoleoplysning, alt det fornyende har endnu ikke sat spor. Sødalen er et billede af bondesamfundet lige før den nutid, Bregendahl selv skrev og levede i.... Marie Bregendahl har med Billeder af Sødalsfolkets Liv skrevet et hovedværk, når det gælder skildringen af værdier og moral i afgrænsede og sig selv afgrænsende samfund, ligesom hun har skrevet et afgørende værk om brydningen i en bestemt historisk periode, hvor kvinderne på landet blev til selvbevidste højskolekvinder og dermed sprængte alle normer. Bregendahl havde selv gjort det. Og betalt prisen.Det er karakteristisk for Bregendahls fortælleform, at hun opløser individcentreringen. Det er alle steder i hendes fortællinger landsbyen, sognet, der mener dette eller hint. Det er kollektivet, der anser én for at være sådan eller sådan. Det er de nedtonede dramaer mellem mennesker, der er stedt i et fællesskab, hun lader udspille sig i den særlige ikke-dramatiske form, hvor det usagte og tavse taler tydeligere end ordenes plapren. Den enkelte, der bryder koden, er straks uden for det lukkede fortolkningsrum, fordi dette er tavst eller i al fald ordknapt, og fordi det fælles rum er styret af uudsagte og underforståede koder. Ord og handlinger er derfor farlige i dette miljø, for når ordet først er sagt, så er koden brudt og vejen tilbage lukket. Er man først udenfor, er man fremmed, og kun galskaben eller den ubodelige ensomhed er tilbage.Bregendahls stemmeføring og indsigt i de små fællesskabers underspillende sprogkoder har sat spor i nye stemmers bøger. Således har Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt , Knud Erik Pedersen, Jens Smærup Sørensen, Hans Otto Jørgensen og Ida Jessen taget arven op fra Bregendahl, ligesom hun selv forvalter en arv fra Blicher."

"Tunge melodier" er Herman Bangs første novellesamling. Allerede her gennemspiller han en række af de temaer, han senere skulle udviklke til mesterskab - således hedder en af novellerne "Stille Eksistenser" ligesom den senere novellesamling, der også indeholdt "Ved vejen".

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer.En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng.(Dansk Litteraturs Historie)

Brorsons lyriske kunst spænder fra solid senbarok med omskrivninger, modstillinger, tungt sammensatte ord og kras realisme til legende rokoko i arabeskagtige versformer med rislen af udsøgte rim. Hans varigste indsats gøres i en enklere stil ("Op! al den ting", "Den yndigste rose", "Her kommer dine arme smaa", "Her vil ties").Stilen dannes ikke blot ud fra klassicismens idé om le mot propre (det præcise udtryk), men også ved tilnærmelse til talt sprog: "Det er sagen, det er knuden,/Syndens lyst man have vil,/Mener dog man des foruden/Nok kand høre JEsum til." Brorson lister sig overtalende ind på den enkelte: "Ach! kunde du, du kunde om du vilde,/Dog gribe ret Guds milde hierte fat".Brorsons vers flyder rytmisk og naturligt, snart intimt hviskende, snart fortroligt samtalende. Den tilsyneladende kunstløshed er netop resultatet af hans bedste kunst.(Store Danske Encyklopædi)

Fire hollandske venner beslutter sig til at slå sig ned på en sydhavsø og leve i pagt med naturen. De skal bo hver for sig for rigtig at komme tæt på dyrene og planterne. Og der er ingen slanger i Paradiset. Eller er der?

"Den unge frue" fra 1894 indeholder to noveller, en med en kæk og driftig bondepige, der vinder den adelige herremands hjerte og en om en bondedreng, der har et stort tegnetalent, men affærdiges af den kunstprofessor, han havde håbet ville tage ham i lære, hvorefter han synker ned i vildelse og dør. Der er en del almanakhistorie over fortællingerne, men man mærker den stræben efter social retfærdighed, der ligger bag.

Tine handler om tiden fra krigsudbruddet i februar 1864 til stormen på Dybbøl i april, der ændrer livet på Als. Fra et idyllisk samfund, som skildres gennem Tines erindringer, hvor alle uanset stand kender hinanden og lever i samklang med naturen, ændres det til et samfund i socialt og moralsk forfald. Efter rømningen af Dannevirke indkvarteres de sårede soldater i skovridergården, hvor snavs og normløshed breder sig. Ved handlingens begyndelse har skovrideren sendt sin hustru og sønnen Herluf bort, og i sin ensomhed vender han sit behov for ømhed mod Tine, der forsøger at skabe hjemlig hygge om ham, når han er tilbage fra fronten. I det stigende kaos af død og menneskeligt sammenbrud finder de trøst hos hinanden. Det ender med et samleje, som for ham kun handler om et øjebliks driftstilfredsstillelse. Han giver efter for sin seksuelle lyst på trods af sine dybere følelser, „midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær“. For Tine er det imidlertid den store kærlighed. Da han på dødslejet kun nævner sin hustrus navn og ikke genkender hende, drukner hun sig i sorg over på enhver måde at have mistet ham.Bogen udkom i 25-året for nederlaget og indeholder en kritik af de nationalliberales blinde fædrelandsbegejstring og naive gudstro, der førte til katastrofen. Den lokale, enarmede baron taler i højstemte vendinger til folkene i gården om krigen som „en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element“. Og provsten, der er tegnet over D.G. Monrad, som var konseilspræsident under krigen, taler om „ikke at opgive Nationens Værdighed“, efter at preusserne er rykket højt op i Jylland.(Dansk Litteraturs Historie)

"Kun det vi brænder for,” er Bodil Bechs selvkarakteriserende ord, brugt i hendes programartikel i avantgardetidsskriftet Helhesten, 1941. En højspændt længselstone intensiveres gennem de fem digtsamlinger, der kom i sen, hurtig rækkefølge, efter Vi der ejer Natten fulgte Ildtunger danser, 1935, Granit og Dugg, 1938, Flyvende Hestemanker, 1940, og Ud af Himmelporte, 1941. De er udtryk for en nærmest selvfortærende lidenskab i et frit strømmende, dristigt illumineret billedsprog, der brød traditionens smagsnormer med sine utvetydige udtryk for uopfyldt begær, gudindedrømme uden gud. Den savnede elskovslykke sublimeres i smertelige klange af kosmisk seksualitetsmystik."(Dansk Kvindebiografisk Leksikon)

Johannes Buchholtz er mest kendt for sine romaner, især Egholms Gud, men han udgav også en enkelt digtsamling. Det er prosadigte - hvilket var ret usædvanligt, da bogen udkom i 1921.

Pelle er lykkeligt gift med Louise. De har parcelhus og kat, og Pelle er holdt op med at undervise og er blevet selvstændig konsulent. Men alt andet trænges i baggrunden, da Pelles far bliver syg og dør. Bogen handler om marts måned 1987 og er opdelt i 31 kapitler, et for hver dag.

I 1972 er Pelle gift med Eva, og de har Dunja på tre år. Pelle underviser i et gymnasium, mens Eva er på et advokatkontor. De har problemer med utroskab og mange bekymringer. Og så er der kampen for et dansk nej til Fællesmarkedet, der overskygger alt andet.

"Det grå hus" er en erindringsroman om Herman Bangs ungdomsår i København."Herman Bang blev student 1875 fra Sorø, cand.phil. 1877. Han begyndte at studere jura, men opgav det, drevet af skuespillerinteresser og slugte i de første studenterår den moderne franske roman- og skuespillitteratur. Forældreløs som han var fik han i disse studenterår et fast stade hos farfaderen, gehejmeråd, excellence Ole Bang, hvem sønnesønnen senere skildrede i romanen Det graa Hus, og hans første publikation var en samling af bedstefaderens poesier."(Dansk biografisk Leksikon)

De uden Fædreland tematiserer den hjemløse kunstner – violinisten Joán, der vokser op på en mystisk ø i Donau som bastard. Moderen længes mod sit hjemland Danmark og fortæller tit Joán herom. Han drager til Danmark for at spille koncert, men drømmer samtidig om at finde et fædreland. Drømmen brister dog og viser sig som illusion, for han kan ikke leve sig ind i det samfund, han møder, fordi det efter krigen i 1864 ikke er som han har lært af moderen. (Litteratursiden)

Arne Herløv Petersen (f. 1943), forfatter, oversætter og journalist, fortæller sin historie om 1960’erne i erindringsromanværket Grænseløs, en fiktionaliseret subjektiv virkelighedsberetning baseret på personlige dagbøger. Over fire bind og mere end totusinde sider følger vi den unge Arnes udvikling fra gymnasiast til kandidatstuderende, fra hjemmeboende til husejer, fra skolebladsskribent til garvet journalist, fra famlende digteraspirant til etableret forfatter og oversætter, og på rejser, med skib, med fly og ikke mindst med bus hele vejen fra Fyn til Kathmandu.Hormonerne raser i den unge Arne da han i 1. bind tager hul på 1960’erne som elev i anden g. på Nørre Gymnasium. Han har sine vanskeligheder med det andet køn og problematikken bliver ikke lettere selvom han året efter kommer på udvekslingsophold i et Amerika hvor Kennedy fører præsidentvalgkamp og hvor hvide drenge ikke må gå ud med sorte piger. Atter hjemvendt til Danmark opnår han dog både studenterhue og længe eftertragtede seksuelle erfaringer. I mellemtiden lykkes det ham blandt andet også at debutere som digter, infiltrere et nynazistisk parti, besøge det gamle Østtyskland og deltage i alle de fester man ellers forventes at deltage i når ens teenageår rinder ud og voksenlivet lurer lige om hjørnet.

Pelle boltrer sig på Internettet i 1992 og kommer på sporet af omfattende miljøkriminalitet. Han allierer sig med en hacker, men opdager snart, at det kan være livsfarligt at bore for mig i den slags forhold.

Pelle er blevet ældre og sælger sin selvstændige virksomhed til et større firma, der lover ham, at han kan fortsætte med sit arbejde som hidtil. Men sådan spiller klaveret ikke i den moderne verden, og snart bliver Pelle stillet ud på et sidespor - men sidesporene er smukke. Der gror græs mellem svellerne.