Bøger udgivet af eBibliotek 1800

Dværgen Elshender - "den sorte dværg" eller "kloge Elshie", som folk på egnen kalder ham, lever alene i en selvbygget stenhytte på Mucklestane Moor i nærheden af den gamle grænse mellem Skotland og England. Stedet er ifølge de lokale hjemsøgt, og Elshie selv er en menneskefjendsk og misantropisk størrelse, hvis herkomst ingen rigtig har rede på, og hvis påståede forbindelse med selveste Djævelen han ikke gør noget forsøg på at dementere.Tiden er lige efter Englands og Skotlands forening i 1707, og gnidninger mellem skotter, englændere og almindelige opportunister, der udnytter situationen hører til dagens orden. Så da en lokal røver plyndrer og nedbrænder en skotsk lavadelsmands – Hobbie Elliot – ejendom, er der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i det. Men da det også viser sig, at sammes forlovede, Grace Armstrong, tilsyneladende ved samme lejlighed er blevet bortført, er det mere end Hobbie kan finde sig i, og sammen med en ung kavaler, lairden af Earnscliff, og en flok af egnens håndværkere og bønder forfølger han røveren. Hos røveren finder de imidlertid ikke Grace, men Isabella Vere, Earnscliffs elskede.Gennem en indviklet intrige om kærlighed, uforrettet hævn, forræderi, et jakobitisk komplot og et politisk betinget tvangsægteskab viser det sig efterhånden, at "den sorte dværg" og hans fortid rummer mere, end man umiddelbart skulle tro efter hans nuværende levevis.

Da Jukundus Meyenthal som fanebærer for Seldwylas kor deltager i en sangerfest, forelsker han sig i den smukke prisuddelerske Justine Glor. På grund af afstand i både stand og indkomst er der dog ikke mange chancer for, at de nogensinde mødes igen, men det bliver sat i stand af Jukundus' snedige moder, og Jukundus og Justine bliver gift.Efter nogen tid viser dog forskellene på de to sig: Justine er overfladisk religiøs, Jukundus ikke, og han rager uklar med den præst, som Justine ser op til. Samtidig viser det sig, at Jukundus er en godtroende nar - hvilket formentlig skyldes hans Seldwyla-afstamning - som gang på gang lader sig snyde i både sine egne forretninger og dem, han som en slags redningsplanke bliver overladt i Justines families silkehandlerkoncern.I korthed: De to skilles, og smilet forsvinder fra deres tilværelse. Vil de finde hinanden og smilet igen?

Noveller:- Beboerne i Whitminster: Engang omkring 1730 har Whitminsters dekan, dr. Ashton, taget en afdød søsters søn Frank til sig, og senere får han ansvaret for at opdrage en bekendts søn, lord Saul. Den sidstnævnte hører ikke til Guds bedste børn, og får Frank med på en leg, der bliver skæbnesvanger for dem begge. Godt hundrede år senere finder dr. Ashtons nyindflyttede efterfølger en mærkelig genstand i haven, og der begynder at ske mærkelige ting i huset. - Mr. Poynters dagbog: James Denton finder en gammel dagbog, som indeholder interessante oplysninger om den egn, han netop er flyttet hen til. I dagbogen er der blandt meget andet også indlagt en stofprøve med et særpræget mønster, som han beslutter at lade eftergøre til gardiner til sit nye hus. Det skulle han helst have ladet være med. - En episode af katedralens historie: Da en historiker indfinder sig i Southminster for at optage et register af katedralens arkiv, får han af den gamle kirketjener mr. Worby historien om dengang kirken blev restaureret, og man afdækkede en gammel, navnløs sarkofag med et mærkværdigt og uhyggeligt indhold.- En fortælling om en forsvinden og en genkomst: Gennem fire breve får vi historien om den forsvundne onkel Henry, sognepræst i en lille landsby, og hvordan han atter kommer for en dag.- To doktorer: Fortælleren har indkøbt nogle gamle regnskabsbøger for at genbruge de tomme ark, og finder blandt andre ting nogle uddrag af referater fra en gammel retssag. - Dette er formentlig den mest mærkelige og uigennemskuelige af alle M. R. James' historier, og den har trodset alverdens tolkningsforsøg. Så det er helt op til læseren, hvordan han vil stykke brudstykkerne fra retssagen sammen til et forståeligt og temmelig foruroligende hele ...!

En præstedatter får i sin første stilling som guvernante ansvaret for to børn, Flora og Miles, som opholder sig på herregården "Bly" sammen med en ældre husholderske, madam Grose. Flora og Miles er overfladisk set de rene englebørn, men synes at være under indflydelse af genfærdene af to tidligere ansatte på Bly, guvernanten frøken Jessel og den dæmoniske forvalter Quint.Klassisk psykologisk gyser fra 1898, her i udgave baseret på den første danske oversættelse fra 1899.

"Den stjålne bacille og andre tildragelser" var Wells første novellesamling, og alle historierne i den er skrevet i 1894 og 1895 - på samme tid, hvor han fik udgivet sin første roman, "Tidsmaskinen", og hvor hans fantasi sprudlede om kap med hans pen uden at være tynget af noget politisk ærinde. Nogle af dem har tidligere været udgivet på dansk, dels i mere eller mindre obskure novellesamlinger og antologier, dels som avisføljetoner; denne udgave medtager alle femten noveller fra den oprindelige engelske udgave. Samlingen indeholder:Den stjålne bacilleDen forunderlige orkidés blomstringI Avu-observatorietFugleudstopperenEn strudsehandelManden i vinduetHarringays fristelseDen flyvende mandDiamantmagerenÆpyornis-øenDet mærkelige tilfælde med Davidsons øjneDynamoernes HerreIndbruddet i Hammerpond ParkMølletSkatten i skoven

I titelfortællingen - som ogå er bogens længste - møder vi en kommende universitetsprofessor, Ippolit Sergejevitch, en mand med ret ordinære og gennemsnitlige holdninger. Da han hos sin søster træffer Varenka, føler han sig både draget mod hende og rædselsslagen ved tanken om at binde sig til en kvinde, hvis holdninger og livsindstilling er så voldsomt forskellige fra hans. Georg Brandes skrev om Varenka Olessov, at hun med sin uslebne forstand, elementære oprindelighed og sanseforvirrende skønhed er den ypperste og mest udført beskrevne af Gorkijs mange kvindeskikkelser, som ingen anden kan måle sig med."Bedstefar Archip og Ljenka" beskriver en gammel mand og hans sønnesøn, som den gamle har ofret hele sin tilværelse på at opdrage, siden forældrene døde. Nu er han selv døden nær, men Ljenka synes ikke at forstå, hvilke konsekvenser det kan have for ham. "Fulgt ud" er en ultrakort skitse, der beskriver, hvordan man straffer utro kvinder i en fjern russisk provins. "Tchelkasch" er en tyv og vagabond, der driver rundt i Odessas havneområde, mens han planlægger et tyveri fra et silkelager. Han tilbyder en ung bonde, Gabriel, at være med, og denne accepterer. Gabriel fantaserer om, hvad han skal bruge alle pengene til, og gennem hans grådige fantasier og selvnedværdigelse lærer Tchelkasch noget om sig selv. I "Khanen og hans søn" tilbyder den gamle khan på Krim sin søn en gave efter eget valg. Sønnen vælger en fangen kosakpige fra faderens harem, det eneste, den gamle endnu holder af. "Seks og tyve og én": 26 forhutlede kringlebagere spiser, sover og arbejder i en skummel kælder under slaveagtige forhold. Deres eneste lys i hverdagen er den unge pige Katja, der hver dag besøger dem for at tigge kringler. De forguder hende som en helgen, men er hun nu også det? "Det var en gang i efteråret", at forfatteren mødte en fattig og forhutlet pige, som var i færd med at grave sig ind under en markedsbod, hvor man handler med fødevarer. Han hjælper hende, og de to slutter sig sammen for en kort tid.2. opdaterede udgave

Da den forældreløse David Balfour, i tiden efter 1746 og det navnkundige slag ved Culloden, hvor England besejrede den skotske oprørsbevægelse, kommer til skelsår og alder, bliver han sendt til sin onkel Ebenezer på familiegodset Shaws. Onklen viser sig at være en gammel gnier, der vel tager imod ham, men ikke ligefrem med begejstring.Nogle dage efter Davids ankomst tager Ebenezer ham med til en nærliggende større by, hvor han bliver kidnapped og sendt ombord på skibet Covenant. Uden at David ved det, er onkel Ebenezers plan at sende ham til Amerika og få ham solgt som slave, for at slippe for at udlevere Davids retmæssige arv. Planen går for så vidt som den skal, indtil skibet får den skotske vovehals Alan Breck Stewart ombord. David bliver frelst, og i selskab med Alan drager han gennem det skotske højland på stadig flugt for kongetro skotter og engelske soldater på jagt efter tilhængere af "Bonnie Prince Charlie", i et forsøg på at nå tilbage til lavlandet og skaffe sig sin retmæssige arv.Hans oplevelser er ret indgående beskrevet i bogens oprindelige fulde titel, hvor det hedder: "David Balfours erindringer om hans eventyr i året 1751, hvorledes han blev kidnappet og forliste, hans lidelser på en øde ø, hans vandringer i de vilde Højlande, hans bekendtskab med Alan Breck Stewart og andre notoriske jakobitter i højlandet, tilligemed alt hvad han måtte lide af sin onkel Ebenezer Balfour til Shaws."

I efteråret 1845 går Charles Stuart i land på Skotlands kyster med det formål at styrte Englands konge George II. På slottet Durrisdeer sidder den gamle lord Durie og hans to sønner - den hidsige og stædige James (titlens stamherre) og den mere afdæmpede og praktisk indstillede Henry - som er noget i tvivl om, hvem der vinder, og hvem det derfor vil være mest fordelagtigt i længden at holde sig til. De ender med den tilsyneladende salomoniske løsning, at den ene søn skal tilslutte sig "Bonnie Prince Charlie" og hans invasionshær, mens den anden og faderen bliver hjemme på Durrisdeer og erklærer sig for George II.Men i stedet for at sikre familien uanset krigens udfald skaber denne løsning et livslangt fjendskab mellem de to brødre, et eventyrligt og omskifteligt liv for stamherren, og i sidste ende slægtens undergang.

"Cranford er amazonernes by" – der findes ganske vist mænd i dens univers, men med et par undtagelser er de bortrejste, døde eller optaget andetsteds. Tilbage er – i hvert fald i Elizabeth Gaskells yndefulde og usentimentale skildring – en flok af prægtige gamle damer, der ængsteligt holder på alt, hvad der synes dem godt og fint, og med stor afsky undgår alt, hvad der falder ind under det frygteligste af alt frygteligt: Det "vulgære". Under damernes udsøgte "kapper" finder man vel ikke store hjerner, men en enkel og ligetil tankegang og rigt og varmt bankende hjerter, kærligt skildret med forståelse for damernes særheder men ikke uden blik for deres naragtigheder, af forfatterens alter ego, den unge Mary Smith, som opholder sig hos sine slægtninge, de ugifte søstre Deborah og Mathilda Jenkyns i Cranford.Fortællingerne – hvert kapitel er i det store og hele en afsluttet historie – foregår i første del af 1800-tallet, og er inspireret af forfatterindens ungdom i den idylliske engelske provinsby Knutsford mellem Liverpool og Manchester.I denne udgave er foruden alle de oprindelige historier fra 1850-53 tillige medtaget den hidtil ikke oversatte "The Cage at Cranford" ("Det franske papegøjebur") fra 1863.

"Catriona" er "en efterfølger til 'Kidnapped', hvori David Balfour fortsætter sine erindringer om sine eventyr hjemme og udenlands, de ulykkelige hændelser i forbindelse med Appin-mordet, hans besværligheder med rigsadvokat Grant, hans fangenskab på øen Bass Rock, hans rejse i Holland og Frankrig, samt hans særegne forhold til James More Drummond, også kaldet MacGregor, en søn af den navnkundige Rob Roy, og dennes datter Catriona", som det hedder i bogens oprindelige fulde titel.David hen mod slutningen af "Kidnapped" vidne til det såkaldte Appin-mord, hvor "den røde ræv", Colin Roy Campbell af Glenure bliver myrdet af en ukendt gerningsmand. De engelske myndigheder har udpeget Alan Breck Stewart som morderen, men da denne ikke er til at få fat på, har man fængslet en af hans slægtninge som påstået medvider. David ser det som sin opgave at vidne i sagen og få de to frikendt, men sagen er politisk og det vigtigste for englænderne er at få nogen - hvem som helst - dømt for mordet for at statuere et eksempel. Der er følgelig flere, der ser deres interesse i at forhindre David i at optræde i vidneskranken ...Ved siden af denne handling finder man desuden Davids forskellige oplevelser med kvindekønnet, ikke mindst den knibske og voldsomt charmerende Catriona Drummond.

Otto er fyrste i et mikro-fyrstendømme, Grünewald, som er en del af det tyske kejserrige. Han er ikke voldsomt interesseret i sin gerning som fyrste, men vil hellere gå på jagt, og hans hyppige fravær overlader magten i fyrstendømmet til hans onde førsteminister Gondremark og hans intrigante og forfængelige unge kone Amalia Seraphina. De to konspirerer om at sætte Otto fra bestillingen og oprette en republik – naturligvis med førsteministeren som præsident.På en af sine jagtture kommer Otto tilfældigt til at overnatte hos nogle jævne undersåtter, som ikke genkender ham, og kommer derved under vejr med, hvor upopulær og latterlig han er i folkets øjne, at hans hustru ikke elsker ham særlig højt, og at hans minister planlægger ikke blot en revolution, men også en krig mod det lige så diminutive naboland Gerolstein.Otto er desperat, men da han opdager, at han trods alt stadig elsker Seraphina, tackler han sagen - med hjælp fra en vis grevinde von Rosen ("en dame, der er ude over sin bedste alder og har et stærkt medtaget rygte") – på en for den tids fyrster noget utraditionel måde.

Det er jul, og på det gamle Treherne Abbey - et ombygget kloster med eget spøgelse – samles familien Treherne med nogle få venner for at fejre jul og nytår. Der er den gamle enkefrue, hendes søn sir Jasper, datteren Octavia og sir Jaspers fætter, den invalide Maurice; og gæsterne er søstrene Rose og Blanche, Frank Annon, der ligesom Maurice er dybt forelsket i Octavia Treherne, den inkarnerede ungkarl major Royston, og endelig den gamle general Snowdon og hans unge, smukke og intrigante hustru Edith, der har en fortid.Da Edith Snowdon søger at afpresse sir Jasper og Maurice ved at udnytte et tidligere stormfuldt forhold til de to, er der lagt op til en rigtig engelsk juleintrige à la Wilkie Collins og M. E. Braddon."Abbedens genfærd" er skrevet under pseudonymet A. M. Barnard, som Louisa May Alcott især i sin tidlige forfatterkarriere benyttede, når hun skrev for et mere voksent publikum end læserne af de pigebøger, der gjorde hende berømt.

Victor Hugo var en indædt modstander af dødsstraffen, og skrev i sine yngre dage to fortællinger som indlæg mod den: "Den dødsdømtes sidste dag" og "Claude Gueux".I den første og længste af fortællingerne skildrer en dødsdømt i dagbogsform de seks sidste uger af sit liv – ikke kun den sidste dag – fra dommen til dens eksekvering – om dagligdagen i henholdsvis Bicêtre- og Conciergerie-fængslerne, om hans rædsel for døden i guillotinen og hans skiftende sindsstemninger i vaklen mellem håbet på en benådning og sort fortvivlelse. I tilbageblik giver han brudte billeder af sin tidligere tilværelse fra en barndomskæreste til livet med moder, hustru og en lille datter."Claude Gueux" er idømt fængsel for et tyveri, han har begået af nød og sult: "det skaffede hustru og barn mad og varme i tre dage og Claude fængsel i fem år". I fængslet har han én ven, Albin, der ligeledes er dømt for tyveri. Da fængselsdirektøren kommer under vejr med venskabet, skiller han de to ad – og Claude bliver så rasende, at han opildner medfangerne til oprør og dræber direktøren. Det kan naturligvis kun have én udgang.Historien blev første gang trykt i Revue de Paris i 1834, og udgiveren fandt den så væsentlig, at han senere samme år besørgede et særtryk, som blev sendt til samtlige medlemmer af Deputeretkammeret.

Træskomageren Protat, hans plejebarn Zephyr og datteren Adeline lever lykkeligt sammen i landsbyen Montigny uden for Paris. Om sommeren forlægger den unge maler Lazare residensen fra Paris til de mere landlige omgivelser hos familien Protat. Her er Zephyr forelsket i Adeline – men hun forelsker sig i Lazare – som er mest forelsket i – sig selv … Henri Murger var mest kendt for sine skitser fra den parisiske kunstner-bohéme, men har i "Adeline Protat" lagt handlingen i landlige omgivelser. Historiens mange forviklinger er beslægtet med pariserskitsernes muntre elegance, men er i modsætning til mange af disse ikke hverken bitter eller tragisk. Anden på ny gennemgåede og opdaterede ebogsudgave.

Et sted i Andalusien levede i starten af 1800-tallet den grimme og pukkelryggede møller "Onkel" Lucas og hans skønne hustru, Doña Frasquita. Den lige så grimme og pukkelryggede corregidor (en slags kongelig udnævnt dommer og borgmester i det gamle Spanien) fra den nærliggende by har – ligesom så mange andre af de højere gejstlige og administrative koryfæer på egnen – et godt øje til den smukke, men desværre såre kyske møllerkone. Corregidoren udtænker en plan, hvorved han gennem et kraftigt misbrug af sit embedes beføjelser i forhold til den lokale politistyrke kan skaffe sig adgang til Doña Frasquita på et tidspunkt, hvor mølleren ikke er hjemme, naturligvis i den tro, at hans egen bedårende og magtfulde fremtoning kan besnære fruen. Det skal vise sig at han tager fejl –"Den trekantede hat" har gennem tiden været en af de mest kendte spanske romaner uden for Spanien. Det er en farceagtig komedie med mindelser om Cervantes og Boccaccio, og der er korrupte betjente, en natlig vandgang, ombyttede klæder, forvekslinger og meget andet på færde, mens parterne kæmper for at bevare såvel deres værdighed som den ægteskabelige harmoni. Historien er baseret på en lokal overlevering, og har dannet forlæg for Manuel de Fallas ballet af samme navn fra 1919 og Hugo Wolfs opera "Der Corregidor" fra 1897.Den første danske bogudgave af "Den trekantede hat" kom først i 1912, men der har været (mindst) to forudgående, danske oversættelser i form af avisføljetoner - og det er den første af dem, fra 1878, der er benyttet som forlæg for nærværende udgave.

I en række løst sammenhængende skitser beskriver Murger livet som fattig kunstner - boheme - på Montmartre i Paris i midten af 1800-tallet.Bohemelivet skildres elegant, letflydende og vittigt, og dog med en besk understrøm af alvor, der nærmer sig bitterhed i de to sidste fortællinger, om Mimis endeligt og den selvstændige novelle Jacques og Francine.Puccinis opera La Boheme og Leoncavallos mindre kendte værk med samme titel er bygget over episoder fra "Bohemeliv."

En døende patient på det hospital i Paris, hvor den unge medicinstuderende Claude Bertholin har sin gang, beder ham om at finde hans kæreste, en unge pige ved navn Mariette. Claude indvilliger, og finder pigen – der til hans store forbløffelse viser sig at være en af hans egne barndomskammerater hjemmefra, Marianne Duclos. Hun fortæller sin historie – som er bogens egentlige ærinde – om hvordan hun som opvarterske i sin onkels værtshus har mødt en vis Edouard, som hun forelsker sig i og plejer efter en skade, han har pådraget sig ved at forsvare hende mod nogle ubehøvlede havnearbejdere. Hun flytter ind hos Edouard, som tilsyneladende er lige så forelsket som hun og prøver at gøre den lille provinspige til en ægte, sofistikeret pariserinde, startende med at ændre hendes navn til Mariette. – Men lidt efter lidt finder Marianne ud af, at han langsomt er ved at forvandle hende til en kopi af hans tidligere elskerinde.

George Eliots eneste historiske roman udspiller sig i Firenze i det sidste årti af 1400-tallet, hvor Medicierne i en periode mister deres magtposition og giver plads for en kort, tumultarisk periode, hvor byen i nogle år er en slags demokratisk-religiøs republik under ledelse af et folkevalgt "signoria" og den karismatiske dominikanermunk Girolamo Savonarola. Tito Melema er netop kommet til byen den dag i 1492, da dødsklokkerne ringer for den store Lorenzo, og indlogerer sig som medhjælper hos en lærd kunstsamler og bogelsker, Bardo de' Bardi, hvis datter Romola forelsker sig i ham – og han i hende. Men Tito har "lig i lasten" og flere kommer til, da han tilfældigt kommer til at bilde en enfoldig florentinsk pige, Tessa, ind, at hun er blevet viet til ham - en tro han ikke "nænner" at bringe hende ud af og i virkeligheden faktisk holder ved lige. Romola bliver dog hans officielle hustru, men da han svigter hende til fordel for en øjeblikkelig fortjeneste og samtidig fornægter arven efter hendes elskede fader, går ægteskabet til grunde. Tito er en fej, blødagtig og egoistisk natur, som ikke tør sige sandheden i de afgørende øjeblikke af frygt for at skade sit omdømme og sin karriere, og han formår ikke at vikle sig ud af den stadig mere indviklede labyrint af usandheder, der flyder af angsten for opdagelse af de første få. Romola udvikler sig som hans forstødte hustru og under vejledning af munken Savonarola til en nærmest helgenagtig skikkelse, mens Tito tilsyneladende er en opstigende stjerne i Firenzes politiske liv. I virkeligheden går han sit endelige og dybe fald i møde på et bagtæppe af et Firenze, der trues af både paven, kong Karl den Ottende af Frankrig og Medicierne og deres forbundsfæller.

Greve Auguste Villiers de l'Isle-Adam (1838-1889) skabte sin helt egen genre med sine "contes cruels", en betegnelse, som vel nærmest kan oversættes med "grumme" eller "ondskabsfulde fortællinger" – og dét er lige, hvad de er.Vi har samlet nogle stykker af dem i denne lille antologi - foruden titelfortællingen, der handler om et noget makabert eksperiment med det formål at undersøge, om der er liv efter døden (et eksperiment, der i parentes bemærket er udført i virkeligheden, mest berømt i forbindelse med henrettelsen af Henri Languille i Orleans 28. juni 1905) har vi selvfølgelig også forfatterens mest berømte historie, "Håbets tortur", som ingen samling af ældre gyserhistorier med respekt for sig selv har udeladt siden den udkom første gang i 1888, samt femten andre, der alle har en mere eller mindre grum, kynisk, besk, ironisk, somme tider makaber, pointe – når man lige har fået den vendt.Titlerne er: Varslet – Véra - Antonie – Følsomhed – En trist fortælling – Dronning Ysabeaus hævn – Virginie og Paul – Røverne – Hertugen af Portland – Den bedste kærlighed – Tse-i-las eventyr – Catalina – Skafottets hemmelighed – Søster Natalia – Håbets tortur – Den undvegne.

"… alle dræber vi jo den, som vi har kær. – Én gør det med et giftigt blik, én just ved kærlig færd. – Den feje gør det med et kys, den tapre med sit sværd!" Sådan lyder nogle af de mest berømte linjer i Oscar Wildes sidste værk. Forfatteren sad i fængsel to år i 1890'er for "stærkt uanstændig opførsel", og under sit fængselsophold iagttog han dødsdømt morder, som gjorde et stærkt indtryk på ham. Det blev senere til "Kvadet om Reading Tugthus", et stærkt indlæg om forholdene i samtidens engelske fængsler og den uværdige måde, dødsstraffen blev gennemført på. Oskar V. Andersen gendigtede i 1910, hvad der er blevet kaldt "en meditation over dødsstraffen" på dansk med bevarelse af originalens rytme og rim, og selv om det som al anden poesi ved oversættelse kun kan være en afglans af originalens storhed, var hans udgave levedygtig nok til at opnå 3 oplag mellem 1910 og 1944.

Under foregivende af at foretage uddrag af italienske manuskripter fra 1500-tallet fortæller Henri Beyle (Stendhal) historien om den umulige kærlighed mellem Elena di Campireali, datter af en af de rigeste mænd i byen Albano, hvis familie er imod forbindelsen og Giulio Branciforte, en lokal røver, der står under den mægtige Colonnas beskyttelse, men hvis kærlighed får ulykkelige konsekvenser for både ham selv, Elena og hendes familie.

Humoristisk, satirisk og filosofisk roman om fortællerens grandonkel, Benjamin Rathery, som foregår et sted i 1780erne i den lille franske provinsby Clamecy. Benjamin er en læge, der ikke nærer overvældende tiltro til sin professions effektivitet - han siger selv, at en læge har gjort nok, hvis han ikke ligefrem har taget livet af patienten - og har en omfattende gæld, som han ikke ret gerne betaler - eller for den sags skyld er i stand til at betale. Han er en ynder af en god flaske og en god middag, han er ganske kultiveret og overbevist pebersvend. I løbet af bogens handling når onkel Benjamin bl.a. at duellere, sidde i gældsfængsel, indgå i to mislykkede, og til dels ufrivillige, forsøg på at indgå ægteskab, dels med værtshusholdersken, som han skylder en del penge, dels med en anden læges datter, som har udsigt til at arve, at kysse den lokale herremand et vist sted (og tage hævn for det på helt sin egen måde), at hænge byens urtekræmmer op i en krog i loftet, ufrivilligt at udgive sig for "den evige jøde" og meget andet. "Min onkel Benjamin" var Claude Tilliers (1801-1844) eneste skønlitterære værk. Hans produktion var fortrinsvis journalistik og politiske pamfletter, og denne virksomhed fornægter sig heller ikke i "Benjamin", der vrimler den med aforismer og metaforer, som trods det gammeldags sprog og de snirklede vendinger uden særlig vanskelighed kan anvendes på verden og dens beboere i dag.

Endnu en samling af spøgelseshistorier fra mesteren M. R. James' hånd: Indhold: Det hjemsøgte dukkehus: En samler køber et stort dukkehus fra en antikvitetshandler, der er mere end glad for at komme af med det. Køberen stiller huset op i sit soveværelse, og om natten sker der sære ting: dukkehuset får liv. Den ualmindelige bønnebog: Hr. Davidson er historiker og tilbringer i anledning af sin forskning et par dage "på landet". Her bliver han interesseret i et gammelt herregårdskapel, hvor han finder nogle eksemplarer af en særlig udgave af den anglikanske kirkes "Almindelig Bønnebog" – dels er den trykt i Cromwells regeringstid, hvor den var forbudt, dels har den det med altid at være åben på en bestemt side, uanset hvor mange gange den bliver lukket og tildækket. En nabos grænsepæl: Under arbejdet med at katalogisere en bogsamling falder fortælleren over et mystisk vers, og da han siden tilfældigt kommer til det sted, verset handler om, hører han en forfærdelig lyd – et skrig "af den slags, som får én til at spekulere på, om der er knækket et eller andet i éns hjerne". Udsigt fra en bakketop: Mr. Fanshawe besøger en ven på dennes herregård et sted i det sydvestlige England. Efter en varm sommerdag tager de to venner en spadseretur til et udsigtspunkt i nærheden, hvor Fanshawe gennem sin kikkert får øje på et smukt tårn i nærheden og en nøgen bakke, hvor man tilsyneladende har opstillet en galge med en dukke ophængt. Problemet er bare, at det kloster, han kigger i retning af, er en ruin, og ikke har noget i retning af det tårn han ser, og bakken er dækket af træer og ikke har nogen galge. En advarsel til de nysgerrige: En ung mand finder en af de gamle angelsaksiske kongers kroner, som han graver op og tager med sig. Men kronen er bevogtet, og vogteren finder sig ikke i, at man fjerner skatten. En aftenunderholdning: I de gode gamle dage kunne bedstemødre fortælle børnebørnene nogle utrolig interessante historier, mens fader blundede foran kaminilden. Her er det en historie om, hvorfor børnene skal lade være at plukke bær langs en nærmere angivet sti … en temmelig voldsom historie, der indeholder genfærd, hængte mænd, mord og andre sære hændelser.Montague Rhodes James - også kendt som M. R. James - var en engelsk forfatter af gysere og spøgelseshistorier. Han blev født i Kent i England i 1862, og voksede op i faderens præstegård i grevskabet Suffolk, som en del af hans senere fortællinger er henlagt til. Han blev uddannet på King's College i Cambridge, hvor han senere var leder af det ansete Fitzwilliam Museum ved Cambridge (1893-1908), han var "provost" ~ prorektor – ved King's College i Cambridge (1905-1918) og senere Eton College (1918-1936). Hans speciale var middelalderen, og han udførte en katalogisering af Cambridges enorme samling af middelaldermanuskripter, som stadig genoptrykkes og benyttes, oversatte de apokryfe skrifter i det ny testamente, bidrog til fundet af middelalderklosteret Bury St. Edmunds i Suffolk, og meget andet.Og ind imellem fandt han på spøgelseshistorier. Hans 'ghost stories' var egentlig kun skrevet for morskabs skyld til oplæsning ved jule-komsammen'er i Cambridge og Eton, men han lod sig overtale til at lade dem trykke i forskellige blade og fik dem efterhånden udgivet i fire små samlinger. I dag er det netop disse historier, han huskes for uden for engelske akademikerkredse, og som har inspireret en mængde andre forfattere, fra H. P. Lovecraft til Stephen King. Han døde på Eton i 1936.

Da 14-årige Polly Milton første gang besøger sin veninde, Fanny Shaw og hendes rige familie i den store by, er hun et lille Guds ord fra landet, der kommer til en verden, hvor piger på hendes egen alder tér sig som små damer, og hvor Fannys veninder undgår hende på grund af hendes "simpelhed". Hun forsøger først at tilpasse sig, men finder dog hurtigt ud af, at hun foretrækker sit eget enkle Jeg, og netop dette gør, at hun sniger sig ind i familiens Shaws hjerter og bliver som et medlem af familien.Seks år efter flytter Polly til byen og nedsætter sig som musiklærerinde, og den følgende tid går dels med at skaffe sig kunder, dels med at forsøge at hjælpe familien Shaw, hvis formue og sociale stilling går tabt ved faderens fallit, og sidst, men ikke mindst, med at kæmpe med sine følelser for den kønne og gentleman-like Arthur Sidney og Fannys spradebasse af en broder, Tom Shaw.Polly - som i sin oprindelige amerikanske udgave bærer titlen "En gammeldags pige" er skrevet af to omgange - de første seks kapitler udkom som føljeton i et børneblad i 1869, mens resten af bogen - den del, der handler om Pollys oplevelser som voksen – er skrevet til bogudgivelsen, og denne tilblivelsesproces viser sig ret tydeligt: den første del kan nok forekomme en nutidig læser noget sukkersød, som Alcott ofte er, når hun skriver om børn. Det skal man imidlertid ikke lade sig afskrække af, for som en dansk anmelder skrev så sent som i 2016: "Polly som karakter er kort sagt bedårende i samme grad som Fanny kan være selvoptaget og Tom drilsk. Sproget og handlingen er selvfølgelig gammeldags, men den er bestemt en fornøjelse at læse. Især hvis du er fan af "Pigebørn"-serien, "Anne fra Grønnebakken"-serien eller "Det lille hus på prærien"-serien."

Diane de Lys er gift med en marquis, der ikke interesserer sig synderligt for sin smukke hustru. Af kedsomhed beslutter hun derfor at give efter for den unge baron Maximilien de Ternons tilnærmelser, og de mødes hos baronens ven, maleren Paul Aubry, der har overladt parret sin lejlighed til formålet. Da baronen en aften ikke indfinder sig til stævnemødet, og Diane er alene i lejligheden, begynder hun at rode i malerens ting og læse hans breve. Hun bliver derved mere interesseret i den fattige, men interessante maler end i den mere og mere kedsommelige baron …

Hvem der har bygget den mærkelige by, hvis ruiner er kendt under navnet Great Zimbabwe, er endnu i dag ikke fuldt klarlagt. I slutningen af 1800-tallet var en populær, omend ikke voldsomt velfunderet teori, at den var bygget for tre tusind år siden af fønikiske kolonister fra Tyrus i det nuværende Libanon, som skulle have drevet handel og guldminer på stedet. Haggard var fascineret af de mystiske ruiner og han koblede teorien om fønikerne sammen med historien om det bibelske Ophir, der gik sin undergang i møde på grund af dens indbyggeres ondskab og falske religion.Det hele blev til denne farverige eventyrroman om kærligheden mellem Astarte-præstinden Elissa og den jødiske prins Aziel, der ender med en krig med de omgivende lokale stammer under anførelse af den nedrige kong Ithobal, som også havde planer om at indlemme Elissa i sit harem, da Aziel kom i vejen.

Sjette og sidste bind af Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer finder forfatteren i København, hvor han bl.a. møder H. C. Andersen, forsøger sig som hypnotisør over for et par unge piger af hans bekendtskab og under et langvarigt anfald af sin øjensygdom dikterer romanen "Fra Piazza del Popolo". Romanen bliver efter udgivelsen sablet ned at Bergsøes gamle uven, anmelderen Clemens Pedersen - andre er dog mere positive, men som udgangspunkt var dette hans mest kendte værk ikke nogen salgssucces til at starte med. Da han efter gentagne anfald af sygdommen atter rådes til at tage til Italien, drager han i 1867 afsted, denne gang i følgeskab med vennen Jonas Collin. Han bosætter sig efter et ophold i Rom på øen Ischia i Napoli-bugten, hvor han træffer sammen med den unge Henrik Ibsen, der er i færd med at skrive skuespillet "Peer Gynt". Efter at Ibsen har forladt øen forlader Bergsøe atter Ischia for at møde sine søskende, Frederik og Clara, der efter aftale har indfundet sig i Rom. Han træffer igen Henrik Ibsen, der har store planer om et vældigt skuespil - "et verdenshistorisk drama i ti akter" – som blev til "Catilina"; og får til Ibsens misundelse det anckerske legat, der forpligter ham til at forblive endnu et år i udlandet. - Og så slutter Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer – lidt brat måske, men han har i 1869 fået udgivet "Fra den gamle Fabrik" og ringen er dermed sluttet tilbage til hans barndom.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

I Fjerde bind af Bergsøes ungdomserindringer er han blevet færdig med sin magisterkonferens, og drager til Nordsjælland for at finde objekter for sine fortsatte studier af insektlivet. Et resultat af denne udflugt er bl.a. en lille afhandling om oldenborrens liv med forslag til en metode til bekæmpelse af denne billes skadelige larver - uden at den dog får den revolutionerende indflydelse på det danske landbrug, som han havde forestillet sig. Samtidig bryder hans øjensygdom ud i lys lue, og han rådes til at drage til det sydlige udland - nærmere bestemt til Italien – for måske at få gavn af det mere gunstige klima der. Undervejs er han nær ved at blive hovedperson i en duel i München, overlever en halsbrækkende fart i storm og regn over Brennerpasset og stifter bekendtskab med Pavestatens emsige toldvæsen i Civita Vecchia, før han endelig når Rom, hvor han lidt efter lidt lærer den skandinaviske kunstnerkoloni dersteds at kende og selv bliver en del af den.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

Femte bind af Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer fortsætter, hvor det fjerde slap, nemlig i Rom, hvor han indvier læseren i levevilkårene for fattige skandinaver, mens han fortsætter sine studier af dyrelivet på Campagnen udenfor Rom, især tarantel-edderkoppen, som han vil skrive en afhandling om. Med samme formål drager han derpå til Gennazzano – opholdet dér blev senere inspirationen til opfølgeren til "Fra Piazza del Popolo": "I Sabinerbjergene - Breve fra Gennazzano", og endelig fortsætter han videre til Neapel, hvor han håber at kunne komme med på en fiskerbåd for at undersøge en særegen parasit hos sværdfisk i frisk tilstand, som han tidligere har opdaget i et præparat hjemme i København. Han kommer da også ud, men det viser sig at være med en lokal røver og småforbryder, der er ude efter hans penge og instrumenter. Oplevelsen beskrives i en lille novellistisk skitse, der ikke har fundet vej til hans senere novellesamlinger. Endelig går turen atter - efter nogle uoverensstemmelser med Pavestatens toldere over en suspekt bog, Bergsøe har i kufferten – over Paris, hvor han uafvidende træffer kejserinde Eugenie, og Køln og Altona, hvor de tyske toldere besværer sig over hans nationalitet: Året er er 1863, og krigens skyer tårner sig op i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

Første bind af Bergsøes ungdomserindringer dækker perioden frem til 1853 indeholder bl.a. et afsnit om familien Bergsøes historie, om den kongelige porcelænsfabrik, og om forfatterens barndom og ungdom, ikke mindst som elev på Borgerdydskolen på Christianshavn. Det er næsten engelsk kostskoleskildring, og det er vel typisk for tiden, at Bergsøe med veneration erindrer en lærer, som gav ham 79 slag med spanskrøret, og da han endelig giver sig og siger undskyld, blot brummer, at det kunne han vel ha'e sagt noget før, så var han nok sluppet billigere.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.