Bøger udgivet af eBibliotek 1800

Virkelighedens Hercule Savinien Cyrano de Bergerac var en forfatter, soldat og fantast, der levede i Frankrig 1619-1655. I Edmond Rostands skuespil er han ridderen uden frygt og dadel, ridderen med den store næse og det hæslige ydre, men en ukuelig stolt og skøn sjæl. Han er også manden, der af en kærlighed til den skønne Roxane, som han ikke tør erklære, fordi han selv mener, at han er for grim til at hun kan elske ham, slutter venskab med baron Christian de Neuvillette, som har det, han mangler – nemlig skønheden – og mangler det, som Cyrano har - nemlig poesi og ånd. Han låner baronen sin ånd og sin sjæl, påtager sig lidelsen og lader vennen om lykken, blot for at gøre Roxane lykkelig. Selv da Christian dør, røber han ikke hemmeligheden, men lader hende leve i mindet om den døde uden at lade hende ane, at alt det hun elskede hos ham, i virkeligheden var Cyrano.

I april 1428 er København under belejring af den holstenske greve og en flåde fra de nordtyske hansestæder. Kong Erik er i Sorø, hvor han hengiver sig til bøn for rigets vel (og muligvis også underholder sig med den kønne Cæcilie Jakobsdatter), og det antydes, at han nok hellere ville være hjemme i Pommern og passe sine mere overskuelige forretninger der, frem for at være konge over Norden. Hans handlekraftige dronning, Philippa, er ladet ene tilbage og står for stadens forsvar. Men hverken kongen eller dronningen har nu trods bogens titel nogen særlig fremtrædende rolle i bogen, hvis handling fortrinsvis bæres af to riddere, den gamle Mogens Gjøe og den unge Torben Andersen Bille, hans elskede Helvig og hendes fader, landsforræderen Niels Finke, hvilken sidste ser frem til tyskernes sejr og sin egen ophøjelse som deres fremmeste hjælper - men det kommer naturligvis til at gå noget anderledes.

Greven af Hérouville i Normandiet, en grov og voldelig mand, har ægtet den smukke, unge Jeanne de Saint-Savin - fortrinvsvis for at kunne annektere hendes families ejendomme for sine efterfølgere, og for at hun skal føde ham en arving. Da denne arving kommer til verden omkring 7 måneder efter, at ægteskabet er indgået, mener hertugen, at hans hustru må have "bedraget" ham - og han har svoret, at hvis det skete, ville han dreje halsen om på både hustruen og barnet.Efter nærmere gustent overlæg – hvori Jeannes rare godser ikke er det, der fylder mindst - beslutter han dog at lade begge leve, men forviser den formodet uægte søn, Etienne, til et fiskerhus ved stranden neden for hertugens borg, hvor han vokser op til en svagelig drømmer.Da Jeanne nogle år senere føder en ny søn, Maximilien, som er faderens udtrykte billede, bliver han straks taget fra hende og opdraget til at blive et eksempel på den samme robuste og ubehøvlede type som denne.Men da Maximilien dør i en duel, er faderen tvunget til at acceptere Etienne som arving for at slægten kan fortsættes.

"En dag i marts måned 1770 klokken seks om morgenen gik en kvinde, som i sine arme bar et nyfødt barn, langs med den venstre bred af den lille flod Gardon …"Udmattet til døden og svækket af sult og kulde når hun slottet Chamondrins port, hvor hun falder bevidstløs om. Da moderen dør, tager markien af Chamondrin barnet til sig og opdrager hende som sit eget sammen med "broderen" Philippe.Årene går lykkeligt hen. Men så kommer revolutionen og med den Rædselsregimet. Ingen aristokrat er sikker, og skønt Chamondrin er langt fra Paris, bliver markien myrdet og slottet brændt ned af en hob revolutionære, mens Philippe, hans trolovede Antoinette og Dolores flygter sammen med den trofaste tjener Coursegol …

Nylig fraskilt, midaldrende og alene vender forfatteren efter ti års fravær tilbage til Stockholm. Han opsøger gamle venner, men finder at de er forandrede og ikke mere sig selv - det eneste de har tilfælles med hinanden er minderne: "Han mærkede, at ingen mere talte om fremtiden, men kun om det forgangne." Han trækker sig altså tilbage i en selvvalgt ensomhed, hvorunder han fra sin lejlighed og på spadsereture ser og observerer de ukendte mennesker omkring sig, som efterhånden føles at være blevet bekendte."I ensomhed" er en selvbiografisk fortælling. Den er meget afdæmpet for Strindberg, og opfattes af nogle som "en beskrivelse af et menneske og en forfatter i forfald". Kritikeren Carl-Johan Malmberg havde en lidt anden opfattelse, da han i 2012 skrev i Svenska Dagbladet: "Strindbergs smukkeste prosabog … Et fint eksempel på den håb-indgivende Strindberg, han, som altid formåede at finde nye veje i livet."

I den første af de to historier, der spindes ind i hinanden i denne novelle eftersøger Archy Stillman sin fader for at skaffe sin moder hævn for den mishandling, han udsatte hende for i deres ægteskabs første måneder, før han forsvandt. I den anden møder samme Archy Stillman Sherlock Holmes i forbindelse med mordet på en søvminearbejder i den lille flække Hope Canyon i Californien, hvortil Holmes er ankommet for at tale med sin nevø Fetlock.Archy, der har et lokalt rygte for at kunne finde hvad som helst, om det så er den side, der sidst er blevet vendt i en given bog, kommer her i clinch med Sherlock over, hvem der er den rette gerningsmand i mordsagen - med et uventet udfald.

Den gamle doktor Pascal har trukket sig tilbage fra sin praksis og bor sammen med sin unge broderdatter Clotilde, som han har taget til sig som barn, da hans broder Aristide Saccard indgik et nyt ægteskab, og en gammel husholderske, Martine, på sin ejendom et stykke uden for Plassans. Han har helliget sig behandlingen af de lokale, og har udviklet et lægemiddel, som tilsyneladende kan bedre tilstanden for en mængde alvorlige sygdomme. Derudover har han helliget sig sin store interesse: principperne for arvelighed, som hans egen slægt, Rougon/Macquart'erne, afgiver et rigt studiemateriale til. Selv har han tilsyneladende ingen af slægtens svagheder - og det er han stolt af - men der afsløres næppe for meget ved at sige, at han i virkeligheden nok har mere end en enkelt rem af huden, når man ser nærmere til.Den religiøse husholderske gør fælles sag med den gamle Eugenie Rougon, og får påvirket Clotilde til at forsøge at ødelægge Pascals familieoptegnelser, som husholdersken anser for ugudelige, og moderen, hvis eneste tanke er slægtens ære, vil have dem brændt, for at slægtens laster og forbrydelser ikke skal afsløres for eftertiden. Da Pascal opdager komplottet, fortæller han Clotilde familiens historie, og samtidig går det op for ham, at han elsker den unge pige med al den lidenskab og trang til at give sig hen, han har sparet op gennem et langt og ensomt liv.I løbet af romanen får læseren samlet op på nogle af de løse ender fra de foregående 19 bøger, og vi bliver direkte vidner til nogle af medlemmernes dramatiske død.20. og sidste bind i Les Rougon-Macquart-serien.

Fjolle-Wilson er en ung sagfører, som har slået sig ned i en lille amerikansk by, hvor han på grund af sin originale optræden hurtigt er blevet til grin og har fået øgenavet "Fjolle-Wilson". Bl.a. har han den pudsige vane at samle på fingeraftryk på glasplader, og han er derved efterhånden blevet i stand til at identificere så at sige alle den lille bys indbyggere. Og denne passion skaffer ham til sidst en glimrende oprejsning under den mordsag, der udgør bogens afslutning.Selv om det ikke i sit udgangspunkt er en humoristisk roman, så fornægter Twain sig ikke, og benytter lejligheden til bl.a. at satirisere en over de sære udslag, racepolitikken i datidens USA gav sig - så som at en af udseende helt hvid mand automatisk er slave og regnes for sort, fordi én af hans tipoldefædre var det.

Da rigets marsk, Stig Andersen, drager i kamp mod svenskerne, efterlader han sin hustru Ingeborg i kong Erik Glippings varetægt. Den kvindeglade konge forfører i marskens fravær fru Ingeborg, og da Stig kommer hjemmer og opdager det, undsiger han kongen og slår sig sammen med en gruppe adelige og præster, der ligesom han, men af forskellige årsager, også er utilfredse med kongens adfærd. Med bistand af kongens kammertjener Rane Johnsen får de lokket kongen i et baghold i Finderup Lade syd for Viborg. Udfaldet er velkendt …Det er handlingen i Christian Richardt lille skuespil "Drot og Marsk", skrevet i samarbejde med komponisten Peter Heise i 1878, og tekstunderlaget for Heises nationalromantiske opera af samme navn. Det er dog ikke ord til andet samme tekst som operalibrettoen - som forfatteren skriver i et lille forord: "I musikken er et og andet mindre stykke udeladt".

Da Archibald Hunter tager på ferie i den lille kystflække Cruden Bay lidt nord for Aberdeen, regner han med at tilbringe nogle fredsommelige dage på landet. Imidlertid forstyrres hans fred af en gammel gælisk seerske og nogle mærkelige spøgelsessyner. Ikke desto mindre er han så indtaget af stedet, at han begynder at bygge et hus i Cruden for at slå sig ned. Men da han på en auktion køber en gammel dragkiste, der indeholder dokumenter i kode fra dengang, den spanske armada stævnede mod Englands kyster, og tilfældigt redder en ung, hemmelighedsfuld kvinde fra druknedøden, er Archibald pludselig indblandet til op over begge ører i et eventyr med afstikkere til både den spanske armada, gamle skatte, den spansk-amerikanske krig (der gik for sig, da bogen blev skrevet), den amerikanske og den engelske efterretningstjeneste – og en altovervældende kærlighedsaffære.

Latimer er udstyret med den evne - eller forbandelse - at kunne se ind i menneskenes hjerter, og at kunne se forskellige scener fra sin egen fremtid. Således ved han på dag og time, hvornår han skal dø, og med det som udgangspunkt fortæller han sit livs historie, et liv, hvor han stadig har været en særling og udstødt, ikke mindst af faderen, der foretrak hans ældre og langt mere "mandige" broder. Da broderen dør, overtager Latimer hans forlovede, som han længe har været dybt forelsket i, trods en viden om, at kærligheden efterhånden vil forvandles til et uudslukkeligt, morderisk had."Det løftede slør" er er en lille klassiker i den engelske "gotiske" litteratur.

Felix og Christlieb, som bor sammen med deres forældre på det lille herresæde Brakelheim, får en dag besøg af deres langt finere, mere velaflagte (og storsnudede) onkel og hans børn, et par gustne og kedsommelige stuevækster fra byen, som forsøger at brillere med deres dannelse og lærdom. De forærer Felix og Christlieb noget fint legetøj, som de dog snart bliver trætte af, og da onklen har forladt Brakelheim, skynder Felix og Christlieb sig ud og leger i skoven bag deres hjem. Derude møder de "det fremmede barn", som viser dem smukke natursyn og giver dem evnen til at flyve. Men hans fjende, jordåndernes konge, indfinder sig på Brakelheim i skikkelse af huslæreren magister Tinte - i virkeligheden en stor flue! - som fylder deres hoveder med kedsommelig lærdom og holder dem borte fra deres elskede skov, og fra "det fremmede barn" …

Den unge tømrer Adam Bede er forelsket i den smukke, selvoptagne, og noget naive landsbyskønhed Hetty Sorrel, men ved ikke, at han har en rival i sin barndomsven, den lokale herremands søn Arthur Donnithorne. Arthur lover Hetty ægteskab - noget han inderst inde godt ved ikke kan lade sig gøre på grund af standsforskellen mellem dem - og Hetty lader sig forføre, og drømmer om rigdom og adel. Adam opdager forholdet og får Arthur til at opgive Hetty, men skaden er sket, og selv om Adam ikke ophører med at elske Hetty, får historien alligevel tragiske konsekvenser for alle de involverede. "Adam Bede" var George Eliots første roman; den blev udgivet anonymt, men blev straks en bestseller, der fik misundelige kommentarer med på vejen fra flere af hendes mere etablerede forfatterkolleger - Elizabeth Gaskell bemærkede, at hun havde svært ved at se formålet med selv at skrive, når der fandtes bøger som "Adam Bede", og Alexandre Dumas anså den for at være et af århundredets mesterværker. Romanen er et stærkt billede af livet på landet i Englands Midlands-område omkring år 1800, af kærlighed og forførelse, religiøse strømninger og klasseforskelle, mens den industrielle revolution lurer i kulissen.Denne udgave er baseret på den første danske oversættelse fra 1859, samme år som den engelske førsteudgave.

Silas Marner udstødes af den religiøse sekt, han tilhører, og flygter ud på landet, hvor han slår sig ned som væver i landsbyen Raveloe. Her lever han afsondret, og anses af landsbyens øvrige indbyggere for en særling.En dag bryder hans verden sammen for ham, da hans sammensparede formue bliver stjålet fra ham. Men da han en nytårsaften finder han den forældreløse Eppie, hvis fader er ukendt og moderen død af kulde og druk, beslutter han at tage hende til sig, og det bliver hans livs vendepunkt.

Lisbeth Torbensdatter var en ung og smuk adelsjomfru på Kristian den Førstes tid. Hun havde to gode bejlere; den ene, Laurents, er en lidt kedelig, tilbageholdende, men retsindig type, som imidlertid er rig og derfor foretrækkes af hendes forældre og slægt; den anden, Herluf, tilhører den ansete slægt Gøye, han er smuk og vindende, men løs af karakter; han har tillige letsindigt forødt sit jordiske gods og er fattig som en kirkerotte. Ikke desmindre er det ham, der ejer Lisbeths hjerte.Da den jomfruelige og trofaste Lisbeth trods alt får alle hindringer ryddet til side for deres forbindelse, sviger Herluf hende for den stærkt lidenskabelige, intrigante Margrethe Lunge, som han tidligere halvvejs har lovet ægteskab …Lisbeth Torbensdatter kendes i Danmarkshistorien kun af nogle få sætninger i en slægtebog fra 1500-tallet. Af dette spinkle materiale væver H. F. Ewald et bredt tidsbillede af livet i danske adelskredse og ved hoffet på Kristian den Førstes tid.

Forfatteren er træt af Paris, og især af Eiffeltårnet (Maupassant hadede Eiffeltårnet og var medunderskriver på en protest mod, at det blev opført), og drager ud på en tur langs ned langs den italienske middelhavskyst til Sicilien, og derfra over til de franske kolonier i Algier og Tunis. Undervejs beskriver han sine mange indtryk og filosoferer over kunst og kultur i nutid og fortid.Det kan diskuteres, om "Vandrerliv" overhovedet er en roman - den er mere beslægtet med "novellesamlingerne" "På vandet" og "I solen". Men det var således, den blev præsenteret af det danske forlag ved førsteudgaven i 1907, frem for at oprette en særlig serie af rejsebøger. Og hos Maupassant kan grænsen mellem fiktion og fakta jo være noget flydende - en fagmæssig og uinteresseret rejsebeskrivelse er det i hvert fald ikke.

Den smukke, unge enke Michèle de Burne er en opstigende stjerne i Paris' society, og har i sin salon adskillige faste gæster: kendte kunstnere, der på skift har været hendes elskere, og efter at være kasseret har affundet sig med at være hendes beundrende skødehunde og pynt i salonen.Da André Mariolle - 37 år, ugift, rig og vant til at færdes i de bedre saloner, skønt han altid har levet i skyggen af andre og større genier – træffer Michéle, betages han stærkt af hende - og for hende er han endnu en, tilmed let, erobring til samlingen. Efterhånden involveres hun dog mere, end hun havde tænkt sig: "Jeg elsker Dem så højt, som det er mig muligt at elske. Er det min skyld, hvis jeg ikke kan elske anderledes eller bedre?" siger hun. Men det er ikke nok for André.Vort hjerte er ligesom Stærk som døden nok så meget en psykologisk studie som en roman. Det er Maupassants sidste større værk, og er skrevet på et tidspunkt, hvor den syfilis, han led af - en almindelig udbredt sygdom i 1800-tallet, og muligvis "arvet" fra moderen; Maupassants ældre broder var død i 1889 efter et forløb, der meget lignede hans – er ved at nå sit sidste stadium, og han kæmper med hovedpine, hallucinationer, periodevis blindhed og humørsvingninger, mens han bliver ved med at skrive.

Maleren Olivier Bertin har i tolv år været Anne, grevinde de Guilleroys, elsker. De er begge blevet halvgamle, men er trods de mange års udenomsægteskabelige elskov stadig hinandens "eneste ene" - omend på en mere sat og stilfærdig måde end for tolv år siden. Indtil den dag, da maleren ser Annes næsten voksne datter Annette, som er blevet opdraget fjernt fra Paris, og nu vender hjem til forældrene, og i hende genfinder billedet af den unge Anne de Guilleroy, som han forelskede sig i dengang de begge var unge.Grevinden aner efterhånden en tilbøjelighed for den unge pige hos Olivier, endog før han selv opdager og erkender den, og der opstår hos hende en jalousi overfor datteren, der forstærkes af en nagende angst for at blive gammel og ensom.

Lægen Pierre og advokaten Jean bor hos deres forældre, en tidligere parisisk juveler, der lever af sine renter i Havre, og hans hustru. En dag modtager Jean en stor arv efter en af forældrenes gamle venner – mens Pierre ikke får en øre. Bortset fra en vis misundelse er det ikke noget, der sætter spor i Pierres gode forhold til broderen - indtil et par af hans bekendte begynder at mumle om, at "det ikke ser godt ud, hvis Jean modtager arven" og "så er det jo ikke så mærkeligt, at I ligner hinanden så lidt". Pierre får en gusten mistanke til sin moder …Historien - der næsten hele vejen ses fra den selvanalyserende læge Pierres vinkel – er i sin enkelhed en regulær psykologisk studie i, hvordan en families indbyrdes forhold smuldrer under den borgerlige overflade. Bogen indeholder desuden et langt forord af Maupassant, hvori han skitserer sine teorier om den naturalistiske roman, som efter hans opfattelse mindre går ud på at gengive virkeligheden fotografisk nøjagtigt end om at skabe illusionen om en mulig virkelighed.

Da ægteskabet mellem Christiane og William Andermatt er barnløst, lader de sig overtale til tage til et kurbad i Auvergne, hvor Christiane bliver kastebold mellem stedets forskellige lægelige "autoriteter" og deres forskellige metoder. Hendes mand, hvis eneste interesser er penge og forretninger, får fingre i en ny kilde med helbredende vand i nærheden, som han vil opbygge og udkonkurrere de gamle kuranstalter med.Opholdet ved kurbadet udvikler sig til en større familieudflugt, hvor Christianes forældre, hendes udsvævende broder og en ven af huset indfinder sig og tager ophold på stedet. Og mens William fordyber sig i sine forretningsaffærer med familien Oriol - de tidligere ejere af den mark, hvor den nye kilde springer - og diverse mere eller mindre charlatanagtige læger, tager Christiane en elsker."Mont-Oriol" er en satirisk beskrivelse af spekulation i godtroende menneskers sygdomme og korrupte og uvidende læger, og ind imellem komikken og satiren en blid skildring af en ung kvindes stjålne forelskelse.

Georges Duroy er en tidligere underofficer af landlig herkomst, der har været udstationeret i de franske kolonier i Nordafrika. Da han en dag møder en af sine gamle venner, en journalist på et større parisisk dagblad, ser han en vej ud af sin elendige tilværelse som underbetalt kontorist, og lader sig ansætte som journalist på bladet - uden i øvrigt at have særlige forudsætninger for at skrive. Med dette som udgangspunkt lykkedes det ham at bane sig vej stadig højere op i det parisiske societyliv ved hjælp af en række forhold med indflydelsesrige og formuende kvinder, hvis svaghed han udnytter til sin egen fordel, uden at tage småligt hensyn til at svigte den ene, når en bedre mulighed viser sig. – Hans kynisme går så vidt, at det eneste han tænker på ved en vens dødsleje er, hvordan han får slået kløerne i enken …Øgenavnet "Smukke-Ven" får han af et barn, datteren af en af hans elskerinder, og det breder sig snart til de kredse, han færdes i.Romanen "Smukke-Ven" er Maupassants hovedværk, og den længste af hans romaner. Den er en skildring af, hvordan uhæmmede ambitioner kombineret med sex, magt og intriger gjorde det muligt at komme op ad samfundsstigen i Paris i 1880'erne. Men Paris i 1800-tallet og andre steder i dag - er der nok ikke så stor forskel på.

I 1819 forlader Jeanne Le Perthuis des Vauds det kloster i Rouen, hvor hendes forældre har ladet hende opdrage, og vender tilbage til familiens ejendom i Normandiet. Der møder hun Julien de Lamare, som hun gifter sig med. Efter en bryllupsnat, som hun, uvidende som hun er, nærmest opfatter som en voldtægt, drager de nygifte på bryllupsrejse til Korsika, hvor Jeanne oplever en flygtig lykke med sin mand, før de vender tilbage til Normandiet og et kedsommeligt og kærlighedsløst liv, hvor Julien har kasseret Jeanne til fordel for hendes kammerpige Rosalie. Det lykkes hende dog at få en søn, Paul, som hun vier hele sin kærlighed, uden at kunne eller ville se, hvilken skidt knægt han vokser op til, og lader sig groft udnytte af ham.Alting er dog ikke sort i sort, for som kammerpigen Rosalie senere i livet bemærker til Jeanne, så er "livet aldrig hverken så godt eller så dårligt, som man tror."Et liv var Maupassants første roman, og har man læst hans noveller, vil man også kunne nikke genkendende til nogle af handlingsgangene i "Et liv", som forfatteren tidligere havde udgivet som noveller eller senere genbrugte i omarbejdet form.

"Deri beretningen om et mytteri og forfærdeligt blodbad om bord i den amerikanske brig, Delfinen på dens rejse til det sydlige polarhav, samt om, hvorledes fartøjet blev tilbageerobret af de overlevende; deres forlis og påfølgende forfærdelige lidelser af hungersnød; deres redning, som skyldtes den engelske skonnert Jane Guy; dette skibs kortvarige krydstogt i det antarktiske ocean; hvorledes det blev erobret og mandskabet myrdet, da det befandt sig mellem en øgruppe på 84de sydlige breddegrad; samt de utrolige eventyr og opdagelser endnu længere syd på, som denne sørgelige begivenhed gav stødet til" - er Poes lange undertitel på hans eneste roman, og mere præcist kan det nok ikke udtrykkes.

Poe nåede at skrive tre historier om C. Auguste Dupin, alle moderne privatdetektivers bedstefader, fra før begrebet blev opfundet: Mordene i Rue Morgue, Mysteriet Marie Rogêt og Det forsvundne brev. Dupin er et dekadent, ensomt geni, der bor sammen med en noget simplere person - den anonyme fortæller – og uden at flytte sig ret mange meter fra sin lænestol ved hjælp af deduktion alene løser mord og andre kriminalgåder.Detektiven Dupin regnes for at være den første af sin slags i litteraturen, og er uden tvivl et forbillede for Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes - læs indledningen til Det forsvundne brev og udskift navnene med Holmes, Watson og Lestrade! - og det er som at være i Baker Street fyrre år senere!2. på ny gennemsete udgave, nu i ePub3-format med tilgængelighedstagging.

Samlingen "Misti" udkom først i Frankrig i 1912, som en slags efternøler til forlaget Paul Ollendorffs store illustrerede Maupassant-udgave. På det tidspunkt var vor hjemlige Loulou Lassen færdig med sin danske oversættelse af Maupassants værker, og "Misti" er følgelig aldrig udkommet samlet på dansk, således som de tidligere 20 bind fortællinger. Enkelte af fortællingerne har dog været trykt i andres oversættelser som avisføljetoner eller i antologier.Blandt fortællingerne i "Misti" er mange oprindelig skrevet under forskellige pseudonymer, og samlingen indeholder også den allerførste fortælling, som forfatteren fik offentliggjort, nemlig "Hånden" fra 1875. Det er en tidlig, og temmelig anderledes udgave af den senere novelle af samme navn, som findes i bind 19 af Maupassants fortællinger.Indholdet er i øvrigt som følger:Misti Fortælleren og hans elskerinde besøger et snusket værtshus, hvor de træffer en spåkvinde. Kvinden forudsiger et dødsfald, men … de skal komme hjem til hende for at få mere at vide. På bordet hjemme hos spåkvinden står en grim, udstoppet kat. Den har en historie.En hverdagstragedie Fortælleren er fascineret af at rejse og træffe mennesker, som man kun møder ene gang. Således traf han en gang en høj, mager, gammel kvinde, som vandrede rundt i Auvergne. En dag mødte han hende grædende i en gammel ruin, og hun fortæller sin historie. Hendes søn er gift i udlandet, og hendes øvrige familie er alle døde. Ensomheden er ved at knuse hende.Hr. Jocaste Hvilke omstændigheder kan retfærdiggøre, at en mand gifter sig med sin egen datter?Fru Hermet Under et besøg på et sindssygehospital får fortælleren forevist en kvinde, som klager over, hvordan hendes ansigt bliver stadig mere vansiret, og er lægen taknemmelig, når han kan få arrene til at forsvinde. Men i virkeligheden har hun hverken ar eller pletter. Hvad er forklaringen?Blåt og hvidt Det blå er Middelhavet, og det hvide er villaerne inde på kysten – og sneen på bjergene, der er så smuk på afstand, og dog kan dræbe.Glemselens stol Forfatteren filosoferer over det stigende antal selvmord og de ubehageligheder de medfører for omverdenen. Burde man ikke oprette en institution, hvor folk kunne komme ud af verden på en behagelig og smuk måde, uden at genere nogen?Løjtnant Larés giftermål Et kompagni soldater marcherer gennem natten i sne og isnende kulde. Undervejs møder de en gammel mand og en ung pige, som hævder at de er tyende fra greven af Ronfis slot, der er flygtet for tyskerne.Et lille stykke verdenshistorie Napoleon Bonaparte er som ung officer på besøg hjemme på Korsika, og kommer under vejr med et lurende oprør. Hans opdagelse er tæt på at koste ham livet.Hånden En ung mand hjembringer en indtørret menneskehånd, som han hænger op som klokkestreng. Nogle dage senere findes han død.Kokosmælk, kokosmælk! Køb frisk kokosmælk! I onkel Olliviers testamente er der en underlig klausul: Hans arving skal tage 100 francs af arven og forære dem til den første, den bedste kokosmælk-sælger, han træffer på. Og hvorfor nu det?Min hustru Under en herremiddag fortæller en af deltagerne om, hvordan han blev lykkelig gift mod sin vilje.Alexandre Alexandre har været tjener hos det samme herskab i 35 år. Husets herre er en ubehagelig gammel eks-officer - så hvad får Alexandre til at blive hos dem?Den evige jøde Rygtet vil vide, at den gamle vandringsmand, der er flyttet ind hos "jødinden" er identisk med "den evige jøde"Millionen Ægteparret Bonnin står til at arve en million efter en barnløs tante. Betingelsen er dog, at de får et barn inden tre år efter tantens død – og dét vil ikke rigtig lykkes.En ballonfart Forfatteren beskriver en natlig ballonfart fra Paris til Heyst i Belgien.Rædsel Er verden blevet kedeligere, efter at den moderne videnskab har forklaret alting, og der ikke er mere at være bange for?En korrespondance Genevièves elsker, Henri, hævder i et brev til sin modstræbende veninde, at "de eneste fuldkommen lykkelige kvinder er dem, som ikke sparer på deres kys og kærtegn."Galskab En ven af fortælleren beretter, at han er bange for sig selv og sine mærkelige evner – og giver en demonstration.Graven En ung advokat bliver pågrebet på kirkegården i færd med at grave liget af en kvinde op. Her forklarer han hvorfor.Den gamle kirketjener Et midaldrende ægtepar får langt om længe den søn, de så brændende har ønsket sig. De forguder barnet, men da han er fem år forsvinder han sporløst, og de bruger resten af livet på at eftersøge ham.

På grund af en tjeneste, kaptajn Antifers fader har vist den rige ægypter Kamylk Pasha, venter kaptajnen en større arv. For at få den, må han vente på at få en længdegrad, der passer til den breddegrad, han allerede har. Den kommer i skikkelse af en ægyptisk notar og hans tjener, og et selskab bestående af kaptajn Antifer, hans nevø Juhel (der meget hellere vil giftes med kaptajnens datter Enogate) og husvennen Tregomain kan sammen med ægypterne drage til Oman for at finde Kamylk Pashas skat. Men så enkelt er det naturligvis ikke. Jagten er kun lige begyndt...

"Hun sank ikke ned for hans fod; hun lukkede ikke synet af ham ude med sine skælvende hænder; hun græd ikke; hun sagde ikke et eneste bebrejdende ord. Men hun så på ham, og et fortvivlelsens skrig udgik fra hendes hjerte. For idet hun så på ham, så hun ham myrde den dyrebare tanke, som hun, trods ham, havde næret. Hun så hans grusomhed, ligegyldighed og had herske over den og træde den i støvet. Hun så, at hun ingen fader havde på jorden, og løb forældreløs ud af hans hus."Den overlegne og følelseskolde mr. Dombey er besat af sin virksomhed og hans lykkeligste øjeblik er, da han får en søn, som kan arve firmaet - og genskabe berettigelsen af navnet Dombey og Søn. Han har også en datter, den elskelige Florence, der ville give en verden for et kærligt blik fra sin fader - et blik, hun aldrig får: "Piger har intet at bestille med Dombey og Søn."Med disse to som omdrejningspunkt væver Dickens en række sideløbende fortællinger om stolthed og arrogance, kærlighed og følelsesmæssig mishandling, ambitioner, falskhed og beregning.

Ellinors moder er død, og hun vokser op som et forkælet enebarn hos sin fader, Edward Wilkins, der er sagfører i et engelsk landdistrikt. Faderen har honette ambitioner og bruger penge på at bevise sin afstamning, men den lokale adel, der gerne benytter ham til deres forretninger, ler ad ham bag hans ryg. Han bruger umådelige summer af sin arvede rigdom uden at gøre sig rede for sine formuesforhold, og henfalder efterhånden til drikkeri og lediggang.Under et ophedet skænderi med en ansat får denne et hjerteslag og falder død om. Wilkins tror imidlertid, at han har myrdet manden, og i sin panik graver han sammen med datteren og en gammel staldkarl liget ned i baghaven.Men denne ene nats uoverlagte værk kommer til at trække lange skygger over de impliceredes liv.

Pierre Loti var officer i den franske marine, og som sådan kom han verden rundt og besøgte en mængde eksotiske steder. Mange af sine oplevelser benyttede han i en række semi-selvbiografiske romaner. En af dem er Fru Chrysanthemum, hvor han i dagbogsform skildrer et tre-måneders ægteskab med en ung japansk pige, O-Kiku (Chrysanthemum) under et ophold i Nagasaki.Det er en fin og malende skildring af "den opgående sols rige" og dets beboere i sensommeren 1885, og ikke mindst af Lotis yndefulde lille "brud".En moderne læser vil måske forundres og forarges over Lotis opfattelse af japanerne (han kommer selv nogle gange i bogen ind på, hvor fjern og uforståelig Japan og japanernes tænkemåde er for ham som vesterlænding) og den måde, det var muligt for ham og hans kolleger fra krydseren La Triomphante at købe sig til et midlertidigt "ægteskab", mens de opholdt sig i Japan. Men sådan var verden altså indrettet i 1885.

Husmoderen på gården Heikkilä har giftet sig under sin stand, og manden viser sig snart at være både drikfældig og brutal. Det er jo meget almindeligt, og hun finder sig længe i det, men da hans adfærd udarter til, at hendes fædrenegård er ved at gå overstyr, bliver det hende dog for meget, og hun tager magten over både manden og gården - i en grad, så han reduceres til en slags næsten usynlig aftægtsmand, som er henvist til at bo i karlekammeret.Denne tilstand vedvarer, indtil konen omkring tyve år senere dør - tilsyneladende af et hjerteslag – og manden kommer atter til og fortsætter sit vilde liv. Selv efter døden vil hans kone dog ikke finde sig i, at gården bliver ødelagt."Kampen om gården Heikkilä" er langt den største af fortællingerne i denne samling. Den øvrige del rummer kortere og længere værker fra Linnankoskis ret sparsomme produktion, og der findes både humor, alvor, poesi og satire - og en enkelt julehistorie - imellem.