Bøger udgivet af eBibliotek 1800

George Eliots eneste historiske roman udspiller sig i Firenze i det sidste årti af 1400-tallet, hvor Medicierne i en periode mister deres magtposition og giver plads for en kort, tumultarisk periode, hvor byen i nogle år er en slags demokratisk-religiøs republik under ledelse af et folkevalgt "signoria" og den karismatiske dominikanermunk Girolamo Savonarola. Tito Melema er netop kommet til byen den dag i 1492, da dødsklokkerne ringer for den store Lorenzo, og indlogerer sig som medhjælper hos en lærd kunstsamler og bogelsker, Bardo de' Bardi, hvis datter Romola forelsker sig i ham – og han i hende. Men Tito har "lig i lasten" og flere kommer til, da han tilfældigt kommer til at bilde en enfoldig florentinsk pige, Tessa, ind, at hun er blevet viet til ham - en tro han ikke "nænner" at bringe hende ud af og i virkeligheden faktisk holder ved lige. Romola bliver dog hans officielle hustru, men da han svigter hende til fordel for en øjeblikkelig fortjeneste og samtidig fornægter arven efter hendes elskede fader, går ægteskabet til grunde. Tito er en fej, blødagtig og egoistisk natur, som ikke tør sige sandheden i de afgørende øjeblikke af frygt for at skade sit omdømme og sin karriere, og han formår ikke at vikle sig ud af den stadig mere indviklede labyrint af usandheder, der flyder af angsten for opdagelse af de første få. Romola udvikler sig som hans forstødte hustru og under vejledning af munken Savonarola til en nærmest helgenagtig skikkelse, mens Tito tilsyneladende er en opstigende stjerne i Firenzes politiske liv. I virkeligheden går han sit endelige og dybe fald i møde på et bagtæppe af et Firenze, der trues af både paven, kong Karl den Ottende af Frankrig og Medicierne og deres forbundsfæller.

Greve Auguste Villiers de l'Isle-Adam (1838-1889) skabte sin helt egen genre med sine "contes cruels", en betegnelse, som vel nærmest kan oversættes med "grumme" eller "ondskabsfulde fortællinger" – og dét er lige, hvad de er.Vi har samlet nogle stykker af dem i denne lille antologi - foruden titelfortællingen, der handler om et noget makabert eksperiment med det formål at undersøge, om der er liv efter døden (et eksperiment, der i parentes bemærket er udført i virkeligheden, mest berømt i forbindelse med henrettelsen af Henri Languille i Orleans 28. juni 1905) har vi selvfølgelig også forfatterens mest berømte historie, "Håbets tortur", som ingen samling af ældre gyserhistorier med respekt for sig selv har udeladt siden den udkom første gang i 1888, samt femten andre, der alle har en mere eller mindre grum, kynisk, besk, ironisk, somme tider makaber, pointe – når man lige har fået den vendt.Titlerne er: Varslet – Véra - Antonie – Følsomhed – En trist fortælling – Dronning Ysabeaus hævn – Virginie og Paul – Røverne – Hertugen af Portland – Den bedste kærlighed – Tse-i-las eventyr – Catalina – Skafottets hemmelighed – Søster Natalia – Håbets tortur – Den undvegne.

"… alle dræber vi jo den, som vi har kær. – Én gør det med et giftigt blik, én just ved kærlig færd. – Den feje gør det med et kys, den tapre med sit sværd!" Sådan lyder nogle af de mest berømte linjer i Oscar Wildes sidste værk. Forfatteren sad i fængsel to år i 1890'er for "stærkt uanstændig opførsel", og under sit fængselsophold iagttog han dødsdømt morder, som gjorde et stærkt indtryk på ham. Det blev senere til "Kvadet om Reading Tugthus", et stærkt indlæg om forholdene i samtidens engelske fængsler og den uværdige måde, dødsstraffen blev gennemført på. Oskar V. Andersen gendigtede i 1910, hvad der er blevet kaldt "en meditation over dødsstraffen" på dansk med bevarelse af originalens rytme og rim, og selv om det som al anden poesi ved oversættelse kun kan være en afglans af originalens storhed, var hans udgave levedygtig nok til at opnå 3 oplag mellem 1910 og 1944.

Under foregivende af at foretage uddrag af italienske manuskripter fra 1500-tallet fortæller Henri Beyle (Stendhal) historien om den umulige kærlighed mellem Elena di Campireali, datter af en af de rigeste mænd i byen Albano, hvis familie er imod forbindelsen og Giulio Branciforte, en lokal røver, der står under den mægtige Colonnas beskyttelse, men hvis kærlighed får ulykkelige konsekvenser for både ham selv, Elena og hendes familie.

Humoristisk, satirisk og filosofisk roman om fortællerens grandonkel, Benjamin Rathery, som foregår et sted i 1780erne i den lille franske provinsby Clamecy. Benjamin er en læge, der ikke nærer overvældende tiltro til sin professions effektivitet - han siger selv, at en læge har gjort nok, hvis han ikke ligefrem har taget livet af patienten - og har en omfattende gæld, som han ikke ret gerne betaler - eller for den sags skyld er i stand til at betale. Han er en ynder af en god flaske og en god middag, han er ganske kultiveret og overbevist pebersvend. I løbet af bogens handling når onkel Benjamin bl.a. at duellere, sidde i gældsfængsel, indgå i to mislykkede, og til dels ufrivillige, forsøg på at indgå ægteskab, dels med værtshusholdersken, som han skylder en del penge, dels med en anden læges datter, som har udsigt til at arve, at kysse den lokale herremand et vist sted (og tage hævn for det på helt sin egen måde), at hænge byens urtekræmmer op i en krog i loftet, ufrivilligt at udgive sig for "den evige jøde" og meget andet. "Min onkel Benjamin" var Claude Tilliers (1801-1844) eneste skønlitterære værk. Hans produktion var fortrinsvis journalistik og politiske pamfletter, og denne virksomhed fornægter sig heller ikke i "Benjamin", der vrimler den med aforismer og metaforer, som trods det gammeldags sprog og de snirklede vendinger uden særlig vanskelighed kan anvendes på verden og dens beboere i dag.

Endnu en samling af spøgelseshistorier fra mesteren M. R. James' hånd: Indhold: Det hjemsøgte dukkehus: En samler køber et stort dukkehus fra en antikvitetshandler, der er mere end glad for at komme af med det. Køberen stiller huset op i sit soveværelse, og om natten sker der sære ting: dukkehuset får liv. Den ualmindelige bønnebog: Hr. Davidson er historiker og tilbringer i anledning af sin forskning et par dage "på landet". Her bliver han interesseret i et gammelt herregårdskapel, hvor han finder nogle eksemplarer af en særlig udgave af den anglikanske kirkes "Almindelig Bønnebog" – dels er den trykt i Cromwells regeringstid, hvor den var forbudt, dels har den det med altid at være åben på en bestemt side, uanset hvor mange gange den bliver lukket og tildækket. En nabos grænsepæl: Under arbejdet med at katalogisere en bogsamling falder fortælleren over et mystisk vers, og da han siden tilfældigt kommer til det sted, verset handler om, hører han en forfærdelig lyd – et skrig "af den slags, som får én til at spekulere på, om der er knækket et eller andet i éns hjerne". Udsigt fra en bakketop: Mr. Fanshawe besøger en ven på dennes herregård et sted i det sydvestlige England. Efter en varm sommerdag tager de to venner en spadseretur til et udsigtspunkt i nærheden, hvor Fanshawe gennem sin kikkert får øje på et smukt tårn i nærheden og en nøgen bakke, hvor man tilsyneladende har opstillet en galge med en dukke ophængt. Problemet er bare, at det kloster, han kigger i retning af, er en ruin, og ikke har noget i retning af det tårn han ser, og bakken er dækket af træer og ikke har nogen galge. En advarsel til de nysgerrige: En ung mand finder en af de gamle angelsaksiske kongers kroner, som han graver op og tager med sig. Men kronen er bevogtet, og vogteren finder sig ikke i, at man fjerner skatten. En aftenunderholdning: I de gode gamle dage kunne bedstemødre fortælle børnebørnene nogle utrolig interessante historier, mens fader blundede foran kaminilden. Her er det en historie om, hvorfor børnene skal lade være at plukke bær langs en nærmere angivet sti … en temmelig voldsom historie, der indeholder genfærd, hængte mænd, mord og andre sære hændelser.Montague Rhodes James - også kendt som M. R. James - var en engelsk forfatter af gysere og spøgelseshistorier. Han blev født i Kent i England i 1862, og voksede op i faderens præstegård i grevskabet Suffolk, som en del af hans senere fortællinger er henlagt til. Han blev uddannet på King's College i Cambridge, hvor han senere var leder af det ansete Fitzwilliam Museum ved Cambridge (1893-1908), han var "provost" ~ prorektor – ved King's College i Cambridge (1905-1918) og senere Eton College (1918-1936). Hans speciale var middelalderen, og han udførte en katalogisering af Cambridges enorme samling af middelaldermanuskripter, som stadig genoptrykkes og benyttes, oversatte de apokryfe skrifter i det ny testamente, bidrog til fundet af middelalderklosteret Bury St. Edmunds i Suffolk, og meget andet.Og ind imellem fandt han på spøgelseshistorier. Hans 'ghost stories' var egentlig kun skrevet for morskabs skyld til oplæsning ved jule-komsammen'er i Cambridge og Eton, men han lod sig overtale til at lade dem trykke i forskellige blade og fik dem efterhånden udgivet i fire små samlinger. I dag er det netop disse historier, han huskes for uden for engelske akademikerkredse, og som har inspireret en mængde andre forfattere, fra H. P. Lovecraft til Stephen King. Han døde på Eton i 1936.

Da 14-årige Polly Milton første gang besøger sin veninde, Fanny Shaw og hendes rige familie i den store by, er hun et lille Guds ord fra landet, der kommer til en verden, hvor piger på hendes egen alder tér sig som små damer, og hvor Fannys veninder undgår hende på grund af hendes "simpelhed". Hun forsøger først at tilpasse sig, men finder dog hurtigt ud af, at hun foretrækker sit eget enkle Jeg, og netop dette gør, at hun sniger sig ind i familiens Shaws hjerter og bliver som et medlem af familien.Seks år efter flytter Polly til byen og nedsætter sig som musiklærerinde, og den følgende tid går dels med at skaffe sig kunder, dels med at forsøge at hjælpe familien Shaw, hvis formue og sociale stilling går tabt ved faderens fallit, og sidst, men ikke mindst, med at kæmpe med sine følelser for den kønne og gentleman-like Arthur Sidney og Fannys spradebasse af en broder, Tom Shaw.Polly - som i sin oprindelige amerikanske udgave bærer titlen "En gammeldags pige" er skrevet af to omgange - de første seks kapitler udkom som føljeton i et børneblad i 1869, mens resten af bogen - den del, der handler om Pollys oplevelser som voksen – er skrevet til bogudgivelsen, og denne tilblivelsesproces viser sig ret tydeligt: den første del kan nok forekomme en nutidig læser noget sukkersød, som Alcott ofte er, når hun skriver om børn. Det skal man imidlertid ikke lade sig afskrække af, for som en dansk anmelder skrev så sent som i 2016: "Polly som karakter er kort sagt bedårende i samme grad som Fanny kan være selvoptaget og Tom drilsk. Sproget og handlingen er selvfølgelig gammeldags, men den er bestemt en fornøjelse at læse. Især hvis du er fan af "Pigebørn"-serien, "Anne fra Grønnebakken"-serien eller "Det lille hus på prærien"-serien."

Diane de Lys er gift med en marquis, der ikke interesserer sig synderligt for sin smukke hustru. Af kedsomhed beslutter hun derfor at give efter for den unge baron Maximilien de Ternons tilnærmelser, og de mødes hos baronens ven, maleren Paul Aubry, der har overladt parret sin lejlighed til formålet. Da baronen en aften ikke indfinder sig til stævnemødet, og Diane er alene i lejligheden, begynder hun at rode i malerens ting og læse hans breve. Hun bliver derved mere interesseret i den fattige, men interessante maler end i den mere og mere kedsommelige baron …

Hvem der har bygget den mærkelige by, hvis ruiner er kendt under navnet Great Zimbabwe, er endnu i dag ikke fuldt klarlagt. I slutningen af 1800-tallet var en populær, omend ikke voldsomt velfunderet teori, at den var bygget for tre tusind år siden af fønikiske kolonister fra Tyrus i det nuværende Libanon, som skulle have drevet handel og guldminer på stedet. Haggard var fascineret af de mystiske ruiner og han koblede teorien om fønikerne sammen med historien om det bibelske Ophir, der gik sin undergang i møde på grund af dens indbyggeres ondskab og falske religion.Det hele blev til denne farverige eventyrroman om kærligheden mellem Astarte-præstinden Elissa og den jødiske prins Aziel, der ender med en krig med de omgivende lokale stammer under anførelse af den nedrige kong Ithobal, som også havde planer om at indlemme Elissa i sit harem, da Aziel kom i vejen.

Sjette og sidste bind af Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer finder forfatteren i København, hvor han bl.a. møder H. C. Andersen, forsøger sig som hypnotisør over for et par unge piger af hans bekendtskab og under et langvarigt anfald af sin øjensygdom dikterer romanen "Fra Piazza del Popolo". Romanen bliver efter udgivelsen sablet ned at Bergsøes gamle uven, anmelderen Clemens Pedersen - andre er dog mere positive, men som udgangspunkt var dette hans mest kendte værk ikke nogen salgssucces til at starte med. Da han efter gentagne anfald af sygdommen atter rådes til at tage til Italien, drager han i 1867 afsted, denne gang i følgeskab med vennen Jonas Collin. Han bosætter sig efter et ophold i Rom på øen Ischia i Napoli-bugten, hvor han træffer sammen med den unge Henrik Ibsen, der er i færd med at skrive skuespillet "Peer Gynt". Efter at Ibsen har forladt øen forlader Bergsøe atter Ischia for at møde sine søskende, Frederik og Clara, der efter aftale har indfundet sig i Rom. Han træffer igen Henrik Ibsen, der har store planer om et vældigt skuespil - "et verdenshistorisk drama i ti akter" – som blev til "Catilina"; og får til Ibsens misundelse det anckerske legat, der forpligter ham til at forblive endnu et år i udlandet. - Og så slutter Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer – lidt brat måske, men han har i 1869 fået udgivet "Fra den gamle Fabrik" og ringen er dermed sluttet tilbage til hans barndom.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

I Fjerde bind af Bergsøes ungdomserindringer er han blevet færdig med sin magisterkonferens, og drager til Nordsjælland for at finde objekter for sine fortsatte studier af insektlivet. Et resultat af denne udflugt er bl.a. en lille afhandling om oldenborrens liv med forslag til en metode til bekæmpelse af denne billes skadelige larver - uden at den dog får den revolutionerende indflydelse på det danske landbrug, som han havde forestillet sig. Samtidig bryder hans øjensygdom ud i lys lue, og han rådes til at drage til det sydlige udland - nærmere bestemt til Italien – for måske at få gavn af det mere gunstige klima der. Undervejs er han nær ved at blive hovedperson i en duel i München, overlever en halsbrækkende fart i storm og regn over Brennerpasset og stifter bekendtskab med Pavestatens emsige toldvæsen i Civita Vecchia, før han endelig når Rom, hvor han lidt efter lidt lærer den skandinaviske kunstnerkoloni dersteds at kende og selv bliver en del af den.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

Femte bind af Vilhelm Bergsøes ungdomserindringer fortsætter, hvor det fjerde slap, nemlig i Rom, hvor han indvier læseren i levevilkårene for fattige skandinaver, mens han fortsætter sine studier af dyrelivet på Campagnen udenfor Rom, især tarantel-edderkoppen, som han vil skrive en afhandling om. Med samme formål drager han derpå til Gennazzano – opholdet dér blev senere inspirationen til opfølgeren til "Fra Piazza del Popolo": "I Sabinerbjergene - Breve fra Gennazzano", og endelig fortsætter han videre til Neapel, hvor han håber at kunne komme med på en fiskerbåd for at undersøge en særegen parasit hos sværdfisk i frisk tilstand, som han tidligere har opdaget i et præparat hjemme i København. Han kommer da også ud, men det viser sig at være med en lokal røver og småforbryder, der er ude efter hans penge og instrumenter. Oplevelsen beskrives i en lille novellistisk skitse, der ikke har fundet vej til hans senere novellesamlinger. Endelig går turen atter - efter nogle uoverensstemmelser med Pavestatens toldere over en suspekt bog, Bergsøe har i kufferten – over Paris, hvor han uafvidende træffer kejserinde Eugenie, og Køln og Altona, hvor de tyske toldere besværer sig over hans nationalitet: Året er er 1863, og krigens skyer tårner sig op i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

Første bind af Bergsøes ungdomserindringer dækker perioden frem til 1853 indeholder bl.a. et afsnit om familien Bergsøes historie, om den kongelige porcelænsfabrik, og om forfatterens barndom og ungdom, ikke mindst som elev på Borgerdydskolen på Christianshavn. Det er næsten engelsk kostskoleskildring, og det er vel typisk for tiden, at Bergsøe med veneration erindrer en lærer, som gav ham 79 slag med spanskrøret, og da han endelig giver sig og siger undskyld, blot brummer, at det kunne han vel ha'e sagt noget før, så var han nok sluppet billigere.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

Tredje bind dækker i hovedsagen årene 1854-1859, og handler bl.a. om Bergsøes tid som studerende ved Københavns Universitet, livet i Studenterforeningen, en studierejse til Bornholm og hans virke som medarbejder ved københavneravisen Dagbladet. Et par kapitler omhandler Frederik den Syvende og grevinde Danner (som Bergsøe mildt sagt ikke var nogen stor tilhænger af) med afstikkere til tidens politiske forhold, Frederiksborg slots brand og "Pepitamanien", da den spanske danserinde Pepita de Oliva slog sine folder på Kasino-teatret i 1858 og bedårede det meste af Københavns befolkning (minus Bergsøe). Forfatterens anonyme satire "En aften i Kasino" og et digt om Frederiksborgs brand, begge bragt i Dagbladet, findes ikke i den originale udgave af "Studenterleben …", men er medtaget som tillæg i denne udgave.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

Andet bind af Bergsøes ungdomserindringer, som delvis overlapper det første, indeholder bl.a. flere træk af livet som elev på Borgerdydskolen, hvad læsning af E. T. A. Hoffmann kan føre til, når man er en letpåvirkelig ung mand, om Bergsøes konfirmation, krigen i 1848-50, koleraepidemien i 1853 og slutter på det tidspunkt hvor forfatteren dimitterer som student i 1854.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

På kunstsamlingen i Stuttgart kommer den unge Edouard Fröben daglig for at se på ét bestemt billede - et portræt af en ung dame i halvt tysk, halvt spansk dragt, med et venligt, blomstrende ansigt med klare, blide øjne, med en fin, sirlig mund og en skøn, rund hage. Folk gør sig deres tanker om, at han måske er forelsket i originalen … men portrættet er efter sigen de tre hundrede år gammelt.Og efter nogen tids forløb er han ikke den eneste tilbeder af portrættet. En gammel mand, som er i en spansk prins' følge, får under en rundvisning øje på billedet, og så længe prinsen opholder sig i Stuttgart, kommer han hver dag for at tilbringe en times tid i tavs betragtning af det.Lidt efter lidt kommer de to på talefod, og spanieren fortæller om sin ungdomskærlighed Laura Tortosi, der ligner pigen på billedet til forveksling, men løb bort med en schweizisk officer og forsvandt. Fröben vil fortælle Don Pedro sin historie om pigen på portrættet den næste dag, men da er prinsen medsamt sit følge rejst fra Stuttgart, og historien om tiggersken fra Pont des Arts og hvilken sammenhæng der kan være mellem hende og Laura Tortosi får læseren først lidt ad gangen i løbet af romanen - og det skal ikke røbes her.

I anden del af "Den gamle stue" er Cordts og Adelheids søn Finn blevet myndig, og hans første ønske som "voksen" er at flytte ind i "den gamle stue", som i slutningen af fortællingen af samme navn var blevet splittet ad og Cordts og Adelheids navne slettet på listen over dens retmæssige beboere. Forældrene bor stadig begge i huset, men lever hvert deres liv. Finn er en veg og livsupraktisk drømmer, hvis forsvarsløse sind bliver valpladsen for forældrenes vedvarende strid; han drages skiftevis mod faderen og moderen, men kan til sidst ikke overskue sin egen tilværelse.

"Den gamle stue" er sindbilledet på det, som tilhører en svunden tid: den er indrettet af en fjern ane til den ene af hovedpersonerne, Cordt, "højt over gaden, fjernt fra dagens gerning", som en slags ægtestandens hellige lønkammer, hvor mand og hustru gennem generationer er mødtes efter dagens dont og har betroet sig til hinanden i et inderligt sjæleligt samvær. Cordt er repræsentanten for denne slægtstradition, som han gerne ville fortsætte, men den magt, som "stuen" har over hans sind, deles ikke af hans unge, livslystne hustru: hun forstår den ikke, og hun skræmmes af de minder, der ligger gemt i den gamle stue, hvor gode og fine de så end ellers er. Bogen skildrer hendes bitre kamp for friheden og lyset mod Cordts traditionsbundne spændetrøje.

Therese Defarge er en 22-årig, foretagsom og viljestærk ung dame, som trods sin alder allerede har 7 års erfaring i opdragelse af vanartede unger på hendes tantes pensionatskole i Geneve. Da hun ankommer til sit nye engagement som opdragerske for de to yngste Dysart'er på Dysart Court, finder hun et hus i forfald: Familieoverhovedet sir Roderick turer rundt med spil og druk på fastlandet, lady Dysart sidder apatisk og opgivende på sine værelser, børnene er en flok vilde, hvoraf de to yngste allerede har drevet en større flok huslærere fra pladsen, og den ældste er en mut og afvisende type, der tilbringer sin tid med jagt og visitter hos hans skønne kusine, præstedatteren Elizabeth.Miss Defarge er ikke længe om at regne ud, at hun med de rette midler har store muligheder der i huset, for som hun selv udtrykker det: "Det vil slet ikke blive nogen dårlig underholdning at manøvrere sådan, at jeg kommer til at holde tøjlerne i dette hus og så forsøge, hvad der kan udrettes med det."

Da Maisie er omkring fem år gammel, bliver hendes forældre, Ida og Beale Farange, skilt. Af dommen fremgår, at den lille pige skal være et halvt år ad gangen hos hver af sine forældre. Det er de umoralske og selvcentrerede forældre egentlig ikke interesserede i - de opfatter nærmest datteren som en hæmsko for deres frie udfoldelsesmuligheder, og bruger hende i deres hadske kamp mod hinanden. Som tiden går, gifter Beale sig med Maisies guvernante, frøken Overmore, som derefter bliver til "fru Beale", og Ida med den vege sir Claude. Og som tiden går endnu mere, finder fru Beale og sir Claude sammen, mens Maisies egentlige forældre forsvinder fra hendes horisont, og hendes egentlige holdepunkter i tilværelsen i stedet bliver sir Claude og hendes nye guvernante, den lidt komiske og gammelmodige fru Wix - i grunden de eneste to mennesker, der beskæftiger sig med barnet og tager hende alvorligt.Maisie er en intelligent og iagttagende lille pige, og bogen følger hendes færden og iagttagelser, mens hun forsøger at navigere sig frem i en rodet tilværelse mellem skiftende forældrepar og guvernanter, indtil hun endelig tvinges til at vælge, hvor hun egentlig vil være. Og det bliver et helt andet sted, end læseren måske havde forestillet sig.

Lady Ducayne kan huske, dengang Marie Antoinette blev henrettet, og hendes selskabsdamer har en tendens til at svinde hen og dø efter nogen tid i hendes tjeneste. Men Bella Rolleston har brug for pengene, og hun har også lyst til at rejse, så hun tager tjeneste hos ladyen alligevel og rejser med hende og hendes dystre gamle læge dr. Parravicini til Italien. Efter nogen tid begynder hun at føle sig træt og udmattet, og har store insektbid på armen. De italienske myg er store og grådige - eller det er i hvert fald dr. Parravicinis forklaring …Sådan er handlingen i titelfortællingen i denne samling af, hvad man kan kalde victorianske "hyggegys" fra den gang det var virkelig mørkt om natten og tågerne drev tæt over de engelske floder. Ud over titelfortællingen indeholder samlingen fortællingerne Godsforvalteren, Mysteriet på Fernwood, Teatermalerens hustru, John Granger, Levisons offer, Chrighton Abbey, En uhyggelig gæst, Hendes sidste optræden, Doktor Carrick og Skyggen i krogen - et ganske repræsentativt udsnit af Mary Elizabeth Braddons noveller i den gotiske genre fra 1861 til 1896. Her finder læseren de fleste af de kendte og elskede temaer fra genren - kvinder i nød, skumle mandspersoner, vanvittige slægtninge skjult i afsides gemakker, varsler og gengangere, skygger, der er mørkere end mørket … og så altså vampyren lady Ducayne. Eller er hun nu også det?Om forfatteren: Mary Elizabeth Braddon (1835-1915) var en engelsk forfatter. Hun slog igennem i 1862 med "Lady Audleys hemmelighed", og skrev frem til sin død en stor mængde romaner, først og fremmest kriminal- og kærlighedsromaner, ofte med et temmelig opfindsomt og sensationelt plot, samt en mængde noveller. Hun var gift med forlæggeren John Maxwell, men optrådte gennem hele sin karriere under sit pigenavn, ofte forkortet til "Miss Braddon".

"Geografiske Digte" fra 1896 var Dalgas' debut, og det ene af de to værker, han nåede at få udgivet inden han begik selvmord en nat i juli 1899 - 35 små og større digte, som handlede om de ting, man dengang forbandt med folkeskolens geografiundervisning, og ifølge forfatterens lille indledning var tænkt at skulle bøde på den sørgelige mangel på læredigte, der var. (Hvorfor børnene præcis havde brug for at lære om, hvor rødvinen kommer fra, forekommer lidt uvist). Skolevæsenet lod sig dog ikke besnære, mens en del af dagbladenes kritikere gik ind på ideen - dog med forskellige konklusioner.En anmeldelse, som gik igen i adskillige af samtidens provinsaviser, skrev fx: "Man har ikke læst mange sider frem i denne bog, ja ikke mere end det første digts første strofer, før man ser, at det er en virkelig digter, man har for sig. … Men når forfatteren i forordet siger: "Jeg har valgt versformen, fordi jeg er overbevist om læredigtets store pædagogiske værdi", så får man lyst til at svare: Nej, du har "valgt versformen", for di du ikke kunne andet; for i hele værket er det den unge, varme digter, der har ordet."

Denne lille samling af 31 krøniker og eventyr: fortællinger, fabler, pasticher, parabler og endda et par spøgelseshistorier, var det andet og sidste værk, Ernesto Dalgas fik udgivet før sin død (hans efterladte og langt mere voluminøse produktion blev udgivet nogle år efter af vennen Axel Mielche).Bogen indbragte forfatteren ros for originalitet, poetisk temperament og en rig fantasi, som "burde sikre ham en plads blandt de bedste af landets digtere, når han engang havde fundet målet for sin søgende ånd og usikre livsanskuelse". En anmelder skrev endda ligefrem, at "meget i denne bog er smukt, men af og til tvivler man om forfatterens forstand" - et prædikat, der vel forresten også kan gælde mange andre symbolister.Sproget er en væsentlig del af oplevelsen i mange af historierne. Vi har derfor alene normaliseret brugen af store og små bogstaver, mens de mange antikverede stavemåder og udtryk er bevaret.

Julien Sorel er yngste søn af tømmerhandleren i Verrièrres, en stor beundrer af Napoleon og holder også meget af sig selv. Han er køn og begavet, har store ambitioner og få virkelige følelser, og da han kommer i tjeneste som huslærer hos den lokale borgmester, de Rênal, udnytter han dennes hustru til at føre sig frem i den lille by. Efterhånden skaffer han sig også forbindelser i gejstligheden, opnår at komme på et præsteseminarium og derfra videre som sekretær for den magtfulde marki de La Mole i Paris, hvis romantiske og overspændte datter Mathilde han udnytter efter et lignende mønster som tidligere fru de Rênal.Både Julien og de fleste af hans omgivelser er en flok hyklere af højeste rang, og da han endelig opdager og selv føler den virkelige kærlighed, som de to kvinder i hans liv nærer for ham, bliver det hans undergang.Der findes flere tolkninger af bogens noget kryptiske titel - Henri Beyle (eller Stendhal, som han gerne brugte som pseudonym) har aldrig selv givet nogen forklaring –, hvoraf den mest fremherskende vistnok er Julien Sorels dilemma mellem en karriere indenfor militæret (det røde) eller kirken (det sorte). I sidste ende bliver det dog ingen af delene - og det røde og det sorte kan også lige så vel symbolisere kærligheden og døden eller livets roulettespil, eller …

Den nye forpagter på Thrushcross Grange et sted i Yorkshire, mr. Lockwood, besøger engang i 1801 ejeren, en mr. Heathcliff på naboejendommen Wuthering Heights. På grund af vejret bliver mr. Lockwood - åbenbart meget mod mr. Heathcliffs vilje – nødt til at blive og overnatte på Heights. Han indlogeres på et tomt værelse, hvor han bl.a. finder en gammel dagbog fra en vis Catherine Earnshaw, og da han er faldet i søvn, har han et underligt mareridt - eller er det virkelighed? –, hvor en kvinde forsøger at komme ind gennem vinduet … Dette, sammen med den underlige stemning, der hersker mellem beboerne på Wuthering Heights, får mr. Lockwood til at undre sig over, hvad der er sket på stedet før hans ankomst, og da han fæster Ellen Dean som sin husholderske, finder han i hende én, der har været med gennem det hele, og som tilmed er en glimrende fortæller.Af hende får han historien om hittebarnet Heathcliffs og Catherine Earnshaws voldsomme og uudslukkelige kærlighed, som aldrig bliver til noget på grund af Heathcliffs herkomst og Catherines tvungne ægteskab med nabosønnen, den vege Edgar Linton. I fortvivlelse over dette drager Heathcliff bort fra egnen for flere år senere at vende tilbage som en rig og dannet mand, klar til at hævne sig på alle sine fjender - en rå og altopslugende hævn, der strækker sig over henved tyve år og ødelægger tilværelsen for alle de involverede og deres børn."Stormfulde Højder" var Emily Brontës eneste roman. Hun døde af tuberkulose i 1848, året efter dens første fremkomst. Denne udgave er baseret på den første danske oversættelse fra 1851.

Maruja er en halvt spansk, halvt amerikansk pige, som bor sammen med sin moder og nogle yngre søstre på familiens ranch et sted i Californien - et Californien, der for ikke så længe siden var mexicansk og en gammel spansk koloni, og hvis kultur og befolkning i vid udstrækning stadig er spansk. Hun er arving til ejendommen og dermed en større formue, hun er smuk og flirter med adskillige tilbedere af passende herkomst, ikke mindst den amerikanske kaptajn Carroll. Men det er familiens vilje, som bunder i en gammel forbandelse, at arvingen til La Mision Perdida skal ægte en mand af spansk afstamning, ellers vil ejendommen gå i opløsning og komme på fremmede hænder. Man har allerede set tegn på, at det ville ske, dengang moderen giftede sig med yankee'en Joseph Saltonstall, og traditionen holdes i hævd af husets halvgale hovmester Pereo, som har været på ranchen i umindelige tider, og har en finger med i alt og bestemmer over alt.Illustreret med helsides tegninger af Richard Caton Woodville jr. fra den engelske førsteudgave af Maruja i Illustrated London News juni 1885.

Peregrine Pickle bliver lagt for had af sin moder (hun foretrækker hans ækle lillebroder, der har taget ved lære af sin moder og hader Peregrine lige så meget), og bliver ignoreret af sin fader (som er under tøflen). I stedet bliver han opdraget en gammel orlogskaptajn, Hawser Trunnion, der bor i sit "fort" sammen med en del gamle kammerater fra tiden i flåden. Peregrine vokser således op under opsyn af den ikke alt for smarte lærer mr. Jolter og med kaptajn Trunnions to gamle skibsfæller Tom Pipes og Jack Hatchway som en slags "håndgangne mænd". Han udvikler efterhånden en høj grad af selvbevidsthed og endnu højere moralske standarder - grænsende til stædig idioti –, men han er også meget hengiven til grove "practical jokes".Efter et tilfældigt møde forelsker han sig vildt og inderligt i den smukke, men kompromisløse Emilia Gauntlet, men trods denne voldsomme forelskelse er hans moralske standarder ikke mere faste, end at han, så snart hun ikke lige er i nærheden, straks går på damejagt i både ind- og udland.Peregrines liv og oplevelser i Oxford, London, Frankrig og Belgien, hans elskovshistorier, økonomiske ruin og deraf følgende ophold i gældsfængsel, samt alle de mere eller mindre sære personager, han støder på undervejs, danner altsammen bagtæppe for forfatterens satiriske udfald mod menneskenes ondskab, tåbelighed og grådighed."Peregrine Pickles hændelser" er i original et meget omfattende og vildtvoksende værk med masser af sidehistorier og en indlagt biografi af "a Lady of Quality". Oversætteren Frederik Winkel Horn har i denne forkortede version skåret historien til, så den koncentrerer sig om den centrale person, den unge Peregrine Pickle, og hans meriter.

Da den gode mr. Allworthy en dag skal til at gå i seng, opdager han, at der ligger et spædt drengebarn på hans seng. Trods hans omgivelsers modvilje fatter han medlidenhed med den lille fyr og tager ham til sig og opdrager ham under navnet Thomas Jones - efternavnet, fordi han mener at have opdaget, at den lilles moder er et tyende ved navn Jenny Jones.Tom vokser op til livlig, men ærlig og rar ung mand, og forelsker sig voldsomt i naboens datter, miss Sophia Western. Da Tom jo imidlertid trods alt er en bastard, uanset han er indsat som Allworthys arving, er Sophias fader ikke så glad for ideen om at se ham gift med sin datter – han satser i stedet p� Toms "fætter" den sleske og underfundige William Blifil, i en grad så han ikke viger tilbage fra at indespærre datteren, nærmest på vand og brød.Det lykkes mr. Blifil at sætte Tom i unåde hos mr. Allworthy, og han drager hjemmefra for at søge sin lykke andetsteds. Nogenlunde samtidig flygter miss Sophia fra sin fader, og vi følger gennem bogen de tos mange både komiske og til tider ikke ganske moralske eventyr på de engelske landeveje og i London, hele tiden vejledt af forfatterens vurdering af sine personers adfærd og handlemåder, så man ikke løber sur det.Komplet udgave i ét bind

Af de seks fortællinger i "Mørke bileder" hører de to af dem til Gorkijs bedste og mest berømte. I den første af dem, "Ægteparret Orlov", møder vi det ludfattige skomagerægtepar Orlov, hvor den daglige kost i den kælder, der er deres hjem, er drukkenskab, skænderier og bank, indtil de en dag tilfældigt får arbejde på et kolerahospital, og deres liv pludselig får betydning, også for dem selv. I "Konovalov" hører forfatteren om en gammel kammerat, Alexander Konovalovs selvmord i et fængsel, efter at han er blevet anholdt for løsgængeri. Maksim erindrer dengang han arbejdede sammen med Konovalov i et bageri, hvordan han i deres ledige stunder læste højt for ham, og hvor stort et indtryk romanerne gjorde på den melankolske, filosofiske analfabet; og endelig deres sidste møde, da han traf ham som arbejder ved et havnebyggeri et sted ved Sortehavet.Ud over disse to indeholder samlingen fortællingerne "I steppen", "Kammerater", "På tømmerflåden" og "Vennerne"

I september 1617 brændte byen Tangermünde ved Elben - 500 beboelser og 50 fyldte lader gik til grunde. Branden var påsat, og en ung pige, Margarete Minde, blev halvandet år senere dømt og henrettet for forbrydelsen - noget der i nyere tid har vist sig sandsynligvis var et justitsmord.Det er den historiske baggrund for handlingen i romanen. Om Margarete eller Grete Mindes barndom og opvækst vidste man på Fontanes tid ikke meget, men det er netop dette, der optager størstedelen af bogen. Forfatteren har ikke forsøgt at genskabe tiden eller personerne, men har skabt sine egen figurer ud fra de sparsomme oplysninger, der var tilgængelige, og søger derigennem at give et bud på, hvad der kunne drive en datter af det bedre borgerskab til en sådan forbrydelse:Grete gennemlever en kærlighedsløs opvækst som en udstødt, der bliver set ned på af sin familie som "fremmed" på grund af sin sydlandske afstamning - moderen var spanier og tilmed katolik. Striden med familien - først fremmest halvbroderen Gerdt og hans kone Trud, der på én gang er Gretes svigerinde og formynderinde – tilspidses efter faderens død, og Grete flygter sammen med sin ven, naboens søn Valtin. De to tilbringer nogle år på landevejen med et omrejsende dukketeater indtil Valtin dør, og Grete med deres barn vender tilbage til Tangermünde for at "sone sine synder" og indordne sig broderen. Men hadet til den fremmedartede pige er ikke i mellemtiden blevet mindre …