Bag om Forsvar for nationen
Kan man være liberal og national på samme tid? Kan et multietnisk samfund fungere som nationalstat? Vil nationalstaten fortsat have en rolle at spille i en globaliseret tidsalder? Det er nogle af de hovedspørgsmål, der bliver diskuteret i denne bog. På alle tre spørgsmål svarer forfatteren ja. Bogen argumenterer for, at medlemskabet af en nation giver det enkelte menneske mulighed for at foretage meningsfulde valg, både for sit eget liv og for sit samfund. Den forklarer, hvorfor nationalstaten også i fremtiden er en "rationel investering". Men det forudsætter, at vi fornyer vores forståelse af, hvad det vil sige at være dansker. I Danmark har vi historiske forudsætninger for en sådan ny forståelse, men inspirationen kan også komme udefra. Bogen viser hvorfra og giver et bud på en fornyet dansk identitet, som er baseret på en nationalfølelse, der er forenelig med en kosmopolitisk bevidsthed. Forfatterens forsvar for nationen bygger på liberale værdier som personlig frihed, rettigheder og pluralisme, men også på republikanske som pligter, solidaritet og loyalitet over for staten og fællesskabet. Bogen rummer mange profilerede synspunkter og anderledes vinkler på det danske samfund, men er samtidig et bidrag til den danske tradition for konsensus om grundlæggende værdier.
Vis mere