Håbet dør aldrig

Håbet dør aldrig begynder med at fortælle en biografisk tidshistorie. Jo mere forfatteren beskæftiger sig med at fortælle sin egen livshistorie, jo mere kan læseren følge med i, at forfatteren er et tidsvidne. Historien bliver spændende, da det hele foregår i et lille hjem, hvor livet bliver mere og mere besværligt, da hele familien er statsløse. De lever som udsatte, da de ikke har et tysk pas, ganske enkelt har de ikke penge til at købe det tyske statsborgerskab, alle og enhver kan sende dem ud af landet. Faderen arbejder for en lille løn i sin fætters slagteri. Da moderen er meget syg, ender det på tragisk vis, hun dør som 34-årig. Børnene Erika og Irma flytter for en kort tid til Oma Stein i Hagenerstrasse. Knap tre måneder efter moderens død gifter faderen sig med en meget yngre kvinde. Hun bryder sig slet ikke om de to børn, og en mishandling på brutal vis begynder. Faderen begår selvmord, og børnene finder ham hængende i sit eget slips. De to børn blev vajsenhusbørn og kommer et år i et katolsk børnehjem i Gerresheim, som er en forstad til Düsseldorf.

Uddrag af bogen
Jeg tilbragte mine 2 bedste barndomsår i Pommern. Vi boede midt ude i skoven i et lille primitivt hus med en stor lade. Vi havde ingen elektricitet. Langt fra huset ude i skoven lå der en brønd. På brønden var anbragt et stort bræt for at undgå, at blade og snavs faldt i drikkevandet. Brættet havde set sine bedste dage, det var til dels råddent. Vi børn var bange for at falde i brønden, når vi skulle hente vandet. Jeg fik en lang snor omkring maven, så skulle jeg kaste den spand, som hang i snoren, ca. 10 meter ned i brønden. Det var tungt, når der var vand i spanden, og den skulle trækkes op.
Sådan var forholdene, og vi havde brug for vandet til alt muligt. Der fandtes ikke andre muligheder. Vores gårdsplads blev renset hver nat af vildsvin, de åd alt det affald, som vi havde smidt ud på pladsen om dagen. Gårdspladsen var ligesom fejet næste morgen.

Om forfatteren
Irma Torres er født 1938 i Düsseldorf. I 1945 flygtede hun med sin søster, tante og mormor fra russerne og landede i interneringslejren Hasselø i Danmark. I begyndelsen af 1947 kom de tilbage til Düsseldorf. 1955 blev Irma tvangsgift som 17-årig og levede sammen med sin mand i Danmark, indtil hun i 1974 blev skilt. Irma blev gift med sin store kærlighed, pressefotograf Carlos Torres, i 1975. Med ham oplevede hun vidunderlige og gode år indtil hans død i 2014.