Gud, hvor Bjørn Rasmussen skriver djævelsk god litteratur.
Læs, læs, læs "Jeg er gråhvid"!
“Fiske er barnet” udsagnet kommer desperat fra forfatteren og hovedpersonen, Bjørn mod slutningen af "Jeg er gråhvid". Han manifesterer det både ved at sige det højt og ved at nedfælde det på skrift. Fiske er en skotsk han-hyrdehund, ægteparret Bjørn og Jacob har sammen. Bjørn oplever endda, at Fiske siger sandheden med sin krop ”Ja, Bjørn, ja. Jeg er barnet” Men det er ikke tilstrækkeligt for Jacob blot at være hunde-far. Han vil være ”rigtig” far til et ”rigtigt” barn.
Denne konflikt er omdrejningspunktet i hele "Jeg er gråhvid" – Jacob, der ønsker at få et barn med veninden Maren, de har aftalt det Skt. Hans-aften, og Bjørn, der gerne vil bibeholde deres familie, som den er; Bjørn, Jacob og Fiske. Bjørn ser for sig, hvordan deres forskellige opfattelser af tilværelsen opbygger en stadig højere mur imellem dem.
Tilsyneladende vælger Bjørn dog indledningsvist at bakke op om projektet:
”Jacob Jeg tror jeg vil fortryde det hvis ikke vi prøver. Jeg tror jeg bliver bitter ellers. Jeg vil hellere være lykkelig.
Bjørn Jamen. Så skal I gøre det”
Det der står først for, er, at Bjørn får nedbragt sit indtag af alkohol, så han med den faste (heteronormative?) vending, ”kan være klar til barnet kommer.” Han indvilliger i at stå på ”Bussen”, som han selv kalder det at indtage Antabus. Han bliver koblet på en misbrugsterapeut, Ulla, som han ikke har meget fidus til. Han genoptager kontakt til ”psykoseenheden” og psykiater, så han kan blive bedre medicineret. Forløbet får ham til at vende tilbage til dagbogen som trofast følgesvend, og vi følger ham et langt stykke henad vejen dagligt på forskellige tidspunkter af dagen og natten.
Og så går det ellers løs. Bjørn opfatter det på helt gl. testamentelig vis, at Gud vil prøve ham, og han kredser flere gang rundt om arvesynd og nåde. Situationen kaster Bjørn ud i et selvrefleksivt kaos. Han må tilbage i tiden og forholde sig til sit eget ophav; en far, der døde tidligt af kræft, en racistisk og homofobisk papfar, Johannes, en morfar, der straffede med barberremmen – en mor, som han ikke kan få skrevet tilbage til.
Hun kigger i øvrigt forbi i fortællingen via små brudstykker fra sin egen barndom, hvor hun fortæller om sin store kærlighed til dyr, og om morfarens brutale nedslagtning af dem. I det hele taget støder vi på mange forskellige genrer i Jeg er gråhvid. Eksempelvis bibeluddrag, dyrlægejournal og sangtekst-stumper. Der er tale om en vild kakofoni af stemmer og indtryk, der hvirvles ind i hinanden, hvilket underbygger den situation, som Bjørn befinder sig i:
”Jeg kan ikke sove igennem, jeg vågner hele tiden af drømmene. Papirer, noter, tegninger, et helt vildt rod jeg skal forløse, kalkunernes halse og ben. Som en anden vordende mor i mudder”.
Men Bjørn er ikke gravid, i hvert fald ikke i traditionel forstand, han er mest af alt ’gråhvid’ som computeren og tastaturet. En lidt gusten og livløs teint. Selvom der lydligt er et klart sammenfald mellem de to ord, ’gravid’ og ’gråhvid’, er der uendeligt langt mellem de to tilstande. Og alligevel får vi at vide, at Bjørn ofte kaster op, har et stort behov for at spise syltede agurker, og at hans mave buler ud.
Indimellem kigger Bjørns vestjyske ophav forbi, og vi er vidner til en dialog mellem ham og en skoleveninde, Melanie, der gør Bjørn opmærksom på, at han i første klasse var så ked af det, fordi han ”æ ku føde børn”.
Bjørns forfatning udvikler sig hurtigt til et paranoidt vanvid, der tager til, som bogen skrider frem. Det er svært uden alkohol - “Jeg savner vinens flod, bedøvelsen”.
Han oplever, hvad han selv betegner som et præpsykotisk papfar-syndrom. En tilværelse, hvor Bjørn begynder at se tegn alle vegne på, at 'enden er nær'. En blodsugende flåt i navlen, hate-crime fra en forbipasserende bilist, brun dræbersnegl i sengen og ikke mindst, føler Bjørn sig overvåget af et øje i det høje. Han oplever, at det hvide øje kan læse hans tanker, og dette puster naturligvis yderligere liv i hans paranoia. Bjørn har brug for at skærme sig og lukker ned for alle sociale medier, han går i hi. Men det sker netop ved (computer-)skærmen, også selvom ’det hvide, overvågende øje’ også udgår derfra, er der lidring at hente i skriveprocessen. Tegnene bliver en måde, hvorpå Bjørn kan forsøge på at skabe mening i en turbulent tid.
Bjørn ser tilbage og får sin mors indtag af piller under sin graviditet med ham til at være en forudsigelse a sit eget medicinforbrug.
Han ser også frem i tiden i en lang række rædselsscenarier, hvor han taber barnet, hvor han mistænkes for misrøgt af barnet, hvor han møder op i leopardbikini til en forældresamtale, og hvor barnet er dødfødt. Bjørn ser også for sig, hvordan han dræber Maren i jalousi. Han reflekterer meget over, hvordan han skal forklare sin eventuelle kommer datter, Rosalina al verdens ondskab, fra atomvåben til Trump til rednecks og kønsstereotype verdensbilleder. Hvad skal han sige til Rosalina, når selvmordsraten for transpersoner stadig er svimlende høj? Hvad hvis hun bliver cutter, luder?
Det leveres alt sammen i et sprængkraftigt og nyskabende sprog, der forsøger at indfange og forløse galskaben og angsten. Et sprog, hvor sætningerne ofte ikke gøres færdige, hvor navneord optræder som tillægsord eller verber; "Mor, jeg er valmue”, ”Jeg kaffede mig op i køjen” eller hvad med ”tæl til hest”. Bjørn er rå og morbid, men også dybfølt, når det kommer til den altid nærværende kærlighed til Jacob ”Jeg elsker dig altid. Du er mit hjem”.
I bedste David Lynch-stil bevæger fortællingen sig ofte i et krydsfelt mellem drøm og virkelighed, mellem tanker og realitet. Der er da også flere henvisninger til netop Twin Peaks og Laura Palmer, som Bjørn identificerer sig med. Vi delagtiggøres i et dagbogsnotat fra Bjørns MIX-skolekalender fra 1997, hvor han for første gang er fuld på den lokale festival, Haze ovre Haurum. Følelsen tiltaler ham allerede her: ”… jeg vidste ikke helt om det var virkelighed”. Som hos Lynch vrimler det med dobbeltheder og gentagelser (jf. ”It is happening again” og ”fire walk with me”) i forskellige antræk.
Nærmest på kalejdoskopisk vis vrides og drejes ord og forløb for hele tiden dukke op i nye formationer.
Scenarier gentages i kortere og kortere former. Hvad der i begyndelsen foldes ud over flere sider koges ned til: ”Våren, sommeren, tegnene” eller fx ”Jeg mener: dyttemanden, enkegrenen, tægeflåten i navlen, dræbersneglen på det hvide lagen”. I det hele gentages ordet ”hvid” enormt mange gange i et væld af variationer; ”en hvid eftermiddag, ingen af hvidevarerne er hvide, den hvide enke, den hvide notesbog, hvid væg etc. Og farven peger i flere retninger igen; den hvide, sterile sygehusverden med kitler, skizofreni og piller og en på den anden side uskyldsren engle-hvid med (h-)videre. Horror og humor går hånd i hånd hele tiden.
Vi bliver i tvivl om sandhedsværdien i mange af Bjørns ytringer, og han er selv bevidst om det, som teksten bliver til. Han harcelerer over nogle knallertdrenge, der kaster med flasker, så Fiske kan risikere at skære sine poter op. Senere forstår vi, at det er Bjørn selv, der er skyld i det knuste glas. Måske er han skyld i, at Fiske bliver forgiftet? Og hvis der er nogen, der skriver BØSSESVIN på husmuren, er spørgsmålet om det i virkeligheden ikke er ham selv? Han ytrer selv eksplicit: ”Jeg løj” og ”Sproget lyver, også dit” (siges til terapeut-Ulla)” eller en troværdighedsnedsættende kommentar som ”Det passer”. Han tvivler også på sin egen identitet og tyder sig selv både som en art ny Messias, som ’Nul’, som ’Hul’ eller som ’Henrik’ eller ”Ledning”. Jeg er gråhvid, er på mange måder et bevidst bekendelsesskrift, han henvender sig direkte til læseren: “Tak, fordi du har lyttet”, og alligevel hævder forfatteren, at det ikke er så godt, ”hvis nogen ser det her”.
Som Johs. V. Jensen skriver i sit digt Interferens fra 1901 ”Intet er sandhed”. Måske kunne man forsigtigt hævde, at ’mønstre er sandheden’ i Jeg er gråhvid.
Bjørn er ikke gravid, men hvor han dog forløser eminent fiktion. Han iscenesætter og skaber lige for øjnene af os. Vanviddet får struktur. Det er ham, der er den store ”puppetmaster” i sit eget marionet-teater. Det er ham, der lukker og slukker som den sidste i salen hver aften. Vi er som læsere med i sproglige maskinrum hele tiden, og vi erkender og erfarer og bliver i tvivl igen sammen med Bjørn hele vejen.
