Jeg lever, og jeg er fri

Det her er min fortælling om, hvordan jeg har udviklet mig, og hvordan jeg er vokset efter mine traumatiserende oplevelser. Som 12-årig udsatte min far mig for incest. Det har medført senfølger såsom angst og posttraumatisk stress. Jeg fortæller om ensomheden og forkerthedsfølelsen. Hvordan det er at bryde tabuet om at være udsat for incest. Jeg fortæller om min historie, om at udvikle mig fra at være offer og leve i offermentalitet til i dag at være en fighter med et stort F. Og meget, meget mere. Jeg har skrevet min bog til andre ofre, så de kan se, at det er muligt at udvikle sig i en positiv retning og leve et almindeligt liv trods en tung bagage. Min bog er også til pårørende, så de har mulighed for bedre at forstå. Og til fagpersoner eller andre interesserede, som ønsker mere viden om at leve med psykiske udfordringer og overleve overgreb.

Uddrag af bogen
Da dagen kom, var jeg fyldt med anspændthed. Jeg var nervøs. Ondt i maven. Anspændt helt ned til mine tæer og op igen. Onde sommerfugle i min mave. De rumsterede. Det har de gjort, lige siden han forgreb sig på mig. Det gør de stadig, når jeg har angst. Når jeg er bange. Når noget, jeg frygter, skal ske. Når jeg skal være midtpunktet. Når jeg får opmærksomhed. Det var første gang, at jeg skulle se ham, efter at han var blevet anholdt. Jeg havde næsten glemt, hvordan han så ud. Hvordan hans stemme lød.

Om forfatteren
Emilie Staach Hedemand (f. 1997) læser til socialrådgiver. Som 12-årig blev hun udsat for incest, og i slutningen af sin HF besluttede hun sig for at fortælle sin historie for at hjælpe andre ofre og oplyse pårørende.