Markedets billigste bøger
Levering: 1 - 2 hverdage

Jehi

Bag om Jehi

Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse. Denne enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev: Sneen er Sne, og den sneer. Hvorfor svarer du, Hjærte, slet intet mer? Timerne svinder saa golde, Stjærnerne blinker saa kolde. Er Livet kun Leer? I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny. I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden: Seer du det salige Gry? Sneer det? Ja Æbleblomstblade. Alt blev paany. Bundløs er Foraarets Naade. Frelst ud af Vinterens Vaade, did tør du ty. (Dansk Litteraturs Historie)

Vis mere
  • Sprog:
  • Dansk
  • ISBN:
  • 9788740403251
  • Udgivet:
  • 21. November 2016
Leveringstid: Straks på e-mail

Beskrivelse af Jehi

Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse.

Denne enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev:

Sneen er Sne, og den sneer.

Hvorfor svarer du, Hjærte,

slet intet mer?

Timerne svinder saa golde,

Stjærnerne blinker saa kolde.

Er Livet kun Leer?

I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny.

I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden:

Seer du det salige Gry?

Sneer det? Ja Æbleblomstblade.

Alt blev paany.

Bundløs er Foraarets Naade.

Frelst ud af Vinterens Vaade,

did tør du ty.

(Dansk Litteraturs Historie)

Brugerbedømmelser af Jehi



Find lignende bøger
Bogen Jehi findes i følgende kategorier:

Gør som tusindvis af andre bogelskere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.