Jerikos trompeter

I et tårnværelse lever en gravid kvinde. Hendes eneste selskab er ravne og en flagermus, der bor i hendes hår, og hun plages af sit endnu ufødte barn, som lever og bevæger sig som en parasit i hendes krop. Kvinden hader barnet og vil slå det ihjel, så snart det er født, og i makabre beskrivelser følger man den fremprovokerede – nærmest eksorcismeagtige – mareridtsfødsel af horeungen, som kvinden kalder sit barn, et vanskabt afkom af hendes syv seneste elskere. Men efter fødslen er kvinden for træt til at slå barnet ihjel og lader det ligge i et hjørne på gulvet. Hun falder i søvn, og herfra bevæger Jerikos trompeter sig over i en foruroligende og mystisk poetisk fortælling, der føles som en absurd hallucination eller delirisk feberdrøm. Kortromanen udfolder en ubehagelig og mærkelig verden, hvor mænd kan føde gennem øret, spøgeåndebørn huserer, og forældreløse børn hænger sig.
Zürn nåede aldrig at høste nogen særlig anerkendelse for sin litteratur, som fortrinsvis er udgivet efter hendes selvmord i 1970. I Danmark har hun fået et posthumt gennembrud med Mørkt forår (da. Sidste Århundrede 2015, ty. 1967) og Manden i jasminen (da. Basilisk 2017, ty. 1971). Begge var anmelder- og salgssucceser. Zürns grafiske værker var med på Louisianas udstilling Fantastiske kvinder i 2020, og Mørkt forår opsættes som teaterforestilling på Betty Nansen Teatrets Edison-scene i 2022 (instr. Amanda Linnea Ginman). Og Zürn har også sat sig direkte spor i dansk litteratur, hvor forfattere som Olga Ravn og Mette Moestrup har erklæret sig som fans, mens Kirstine Reffstrups debut- og gennembrudsroman Jeg, Unica (2016) var en exofiktion om Zürns kunstneriske virke og samliv med surrealisten Hans Bellmer.
Jerikos trompeter (skrevet i 1967, men først udgivet i 1981) er et af Zürns mest radikale og eksperimenterende værker, om moderskab som kroppens og sindets sammenbrud, vævet sammen med et mytisk sprog, dunkle eventyr og anagramdigte, en surrealistisk praksis, der får teksten til at vokse vildt og skævt i alle mulige retninger.
Unica Zürn (1916-1970), tysk forfatter og billedkunstner. Zürn blev født ind i en velhavende familie i en forstad til Berlin, men tilbragte størstedelen af sit liv i Paris, hvor hun tog del i den surrealistiske bevægelse både som kunstner og som model og plejede omgang med kunstnere som Marcel Duchamp, Max Ernst og især Hans Bellmer, som hun også levede sammen med. Hendes værker bærer præg af surrealismens systematiske teknikker, f.eks. anagramdigtning, samtidig med at de udfolder en personlig – måske endda selvbiografisk – forestillingsverden, der er filtret sammen af børnelege, eventyrromaner og mareridt.