Kameraet var mit våben

Bogen, du nu skal i gang med at læse, er en selvstændig fortsættelse af min første bog, På oprørt hav. Jeg fortæller lidt om min læretid på Dansk Sojakagefabrik, og hvad Sojakagen var for en størrelse. Men først og fremmest er det om mit liv inden for filmens verden, som jeg var en del af. Først som medlem af Amager Smalfilm Klub, sidenhen som den ene halvdel af DOKfilm, hvor Gianfranco (Franco) Invernizzi var den anden. Jeg fortæller om nogle af de film, vi har lavet, og lægger ikke skjul på noget. Alt kommer frem i lyset, intet bliver udeladt. Jeg fandt hurtigt ud af, at mit kamera var et godt kampvåben, da det var et sandhedsvidne. For billeder lyver ikke, uanset om det er beboernes kamp på Nørrebro for 'Byggeren' eller bz’ernes kamp for bedre boliger.

Uddrag af bogen
Noget af det første, Aksel Larsen gjorde efter opgøret med DKP, var at få kontakt til CIA. Han var nemlig meget bange for, at russerne ville kidnappe ham. Årsagen til, at han tog skridtet til CIA, kommer til at stå hen i det uvisse. Det var dog helt tydeligt for alle, der kendte Aksel Larsen, at han var meget bange for, hvad Rusland kunne finde på at gøre ved ham. Han var så nervøs, at han fik en af medstifterne af SF, Holger Vivike, der var tidligere KGB-agent og havde en revolver, til at være hans livvagt. Han var virkelig bange for at blive kidnappet af russerne.

Om forfatteren
Bent Staalhøj er født 1945 og opvokset på Amager, hvor han har boet det meste af sit liv. I dag bor han i Ommel på Ærø. Han er udlært maskinarbejder, har sejlet som maskinassistent i ØK foruden at være uddannet filmoperatør.