Man forsvinder ikke bare

”Overboen forklarer, at hun ikke har set mor i et år. Der gik rygter om, at hun var flyttet. At hun var ude hos sin datter eller sammen med Æggemanden. Jeg kender Cowboyen, Sømanden, Flaske Finn, Krystal Kirsten, Søs med Psyko. Jeg spørger, hvem Æggemanden er.”
Hvilken ret har man til at sørge, hvis man er den, der gav op? Hvordan får man sagt farvel til et menneske, man selv har afskåret kontakten til, inden døden gjorde det?
Man forsvinder ikke bare er en fortættet fortælling fra dage med en kuglepen knyttet i hånden, en vanvidstekst der sanseligt blotlægger, hvordan komplekse relationer afføder kompleks sorg. Et vredesudbrud og en kærlighedserklæring – og et dybt håb om, at selvom man er barn af blokkene, kan mønstret brydes. Bogen igennem griber hovedpersonen efter litteraturen som redningskrans, sproget som ilt.