Bag om Meningsfyldte middage
Hvad er din dybeste længsel, og driver den dine handlinger? Kræver det mod at være et passioneret menneske? Føler du, at du i mange sammenhænge skal være en anden end den, du er? Tænker du på dig selv som et menneske styret primært af hjertet eller mere som et rationelt menneske styret af fornuft og logik?
Der er højt til himlen, men også mad på bordet i denne meget personlige og anderledes kogebog, som mor og datter i samarbejde har skabt. Her stilles nogle af de store eksistentielle og universelle spørgsmål, som vi alle ubevidst eller bevidst søger svar på, men som vi sjældent taler om. Med Marianne Mortensens ærlige og åbne tekster og Frederikke Z. Vesterskovs billedunivers er der masser af inspiration af hente til en aften med familie og venner – på tværs af generationer – hvor man, med god mad som samlingspunktet, kan få en samtale ud over det sædvanlige rundt om bordet. En samtale, som kan bringe os nærmere hinanden, åbne for forståelse, overraskelse, eftertanke og i sidste ende en dybere, rigere relation.
“Jeg tror altid, vi mennesker vil længes efter ét eller andet. Efter kærlighed, efter at blive set og påskønnet, efter eventyr, efter at noget nyt, overraskende og transformerende fantastisk skal ske. Ofte ved vi ikke, hvad det helt konkret er, vi længes efter. Men vi længes …”
Om forfatterne
Frederikke Z. Vesterskov er visuel kunstner og digter og datter af Marianne Mortensen. Hun har lavet udstillinger og været medskaber af flere performances og poetry readings på både tekst- siden og det visuelle. Frederikke er inspireret af menneskets og naturens dybeste væsen i sine værker. Begreber som stilhed, tid, nærvær og drømme går igen i hendes arbejde.
Marianne Mortensen har været skuespiller i snart 40 år og har haft et hav af ledende roller i musicals og musikteaterforestillinger og en lang række stærke karakterroller. Siden 2013 har Marianne sammen med sin mand og deres to døtre (hvoraf denne ene er medforfatter til denne bog) skabt tematiske aftner i foreningen Den Musiske Scene. Det er med udgangspunkt i de erfaringer, at Marianne fik ideen til bogen. Se mere på www. mariannemortensen.dk
E-bogen er lavet i fixed format
Vis mere