»Jeg tror paa Søslangen« udtalte den danske havforsker Anton F. Bruun til Ekstra Bladet under hedebølgen i krigssommeren 1941. Det var en fin lille sommerhistorie, der dog viste sig at få store konsekvenser for dansk havforskning: Søslangen satte den anden Galathea-ekspedition (1950-52) i gang. Anton F. Bruun ville fange søslangen på en dansk dybhavsekspedition efter krigen.
Rejseforfatteren Hakon Mielche blev straks grebet af Bruuns ide, og sammen planlagde de ekspeditionen som en kombineret forsknings- og formidlingsekspedition, hvor (næsten) ugentlige rejsebeskrivelser i Illustreret Familie-Journal holdt danskerne informeret om eventyret.
Og søslangen? Den fandt de aldrig. Men de påviste, at der eksisterer biologisk liv på bunden af de dybeste grave i Stillehavet: Små uanseelige søanemoner og usynlige bakterier. Ikke desto mindre sikrede det ekspeditionens videnskabelige eftermæle og Danmark endnu en plads i den internationale ekspeditionshistorie.
Bogen er en spændende faglitterær fortælling, der ikke alene afslører, hvad der blev af søslangen, men også kommer tæt på de historiske hovedpersoner og giver et indblik i det offentlige mediebillede og videnskabens rolle i det offentlige rum.
Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
