Bag om Rejseholdets historie 2 - Samarbejde med afdeling N (5:6)
I 1970erne blev det danske sprog beriget med nye ord som Christiania og Paki-piller. Antallet af narkomaner steg faretruende, og Rejseholdet fik nye arbejdsopgaver.
Op gennem 70erne og 80erne blev narkotika-efterforskningen mere og mere ressourcekrævende. I 1986 stod narkosagerne for 31,7 procent af afdelingens arbejde. I en oversigt fra 1988 fremgår det, at narkosektionen var Rejseholdets største med 22 mand. Til sammenligning var der 17 efterforskere i drabssektionen.
I København blev der i 1975 oprettet en ny narkotikaafdeling, Afdeling N, som Rejseholdet fik et tæt samarbejde med.
I dette afsnit ser vi blandt andet nærmere på politiets efterforskning af den pakistanske Kahn-organisation, der stod bag indsmuglingen af store mængder såkaldte paki-piller i 1970erne.
Serien er produceret af MoxStory og Frederik Strand.
Rejseholdets Historie er en podcast-serie, der fortæller historien om det legendariske Rejsehold, der blev grundlagt i 1927 og nedlagt i 2002.
Afdelingen blev oprindelig grundlagt som en rejsende enhed, der skulle hjælpe det lokale politi med at opklare de mange gårdbrande, der hærgede i provinsen.
Det første rejsehold, der bestod af en leder og otte mand, nøjedes dog ikke med at efterforske gårdbrande. Hurtigt blev de kendt i offentligheden som et elitekorps, man satte ind, når de lokale politikredse stod over for komplicerede drabssager.
Løbende fik afdelingen nye opgaver, efterhånden som nye kriminalitetsformer kom til. I 1960erne kom der fokus på økonomisk kriminalitet, og da narkoen – og den medfølgende narkokriminalitet – kom til landet i 70erne og 80erne, blev narkoefterforskningen afdelingens mest krævende og ressourcetunge afdeling.
I podcastserien kan du møde tidligere efterforskere, der fortæller historien om en legendarisk afdeling i dansk politi.
Serien er produceret af MoxStory og Frederik Strand.
Studievært: Julie Giese
Reporter: Steffen Walton
Medvirkende: Frederik Strand og Jørn Moos.
Vis mere