Vejen til Varanasi

To hippietøser udlever deres drøm og tager turen over land til Indien. Året er 1972. Vi befinder os i en tid, hvor det ikke er ualmindeligt for unge at tomle rundt i Europa, mens man bor hos tilfældige ligesindede, man møder, fordi man befinder sig i en tidslomme, hvor en uforklarlig fællesskabsfølelse har samlet en stor del af verdens ungdom.Efter at være vokset op med forældre, der har svælget i efterkrigstidens goder, er Lisbeth og Bente blevet en del af den generation, der har spillet en aktiv rolle i ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse.
Turen til Indien bliver for dem ikke kun en rejse i den virkelige verden med store kulturelle kontraster, men også en personlige rejse, hvor de sammen forsøger at finde svar på nogle af livets store spørgsmål.
Uddrag af bogen
Længe før toget kunne skimtes ude i horisonten, havde chaiwalaerne påbegyndt deres monotone sange, der let kunne være 20 forskellige af, alt efter stationens størrelse og tidspunkt på dagen. Sange der alle omhandlede chai: varm te, meget varm te, krydret te eller meget krydret te. Tonelejet kunne svinge fra det dybeste nasale til det højeste pitch, og når de blandede sig med hinanden og med lydene fra sodavandssælgerne, der udover deres råb om Limca, Miranda og Coca-Cola også havde tillagt sig vanen at køre samfundshjælperen hen over de bølgede skodder på togvognenes sider, ja, så smeltede det faktisk sammen til en slags musik, som Lisbeth og Bente ligefrem var kommet til at holde af.
Om forfatteren
Lea Hudecek, født 1953 i Horsens, har boet mange år i Indien, Pakistan og UAE. Efter 15 år på det indiske subkontinent vendte hun i 1995 tilbage til Danmark. Hun er glad for de nye etniske befolkningsgrupper, der i mellemtiden har slået sig ned i Danmark. Hun finder den mangfoldige kulturdiversitet berigende.