Bag om Få det bedre med Gotvedgymnastik. Stræk og afspænding
"Få det bedre med Gotvedgymnastik" er en podcastserie med ti programmer for dig, der gerne vil arbejde med din krops naturlige bevægelser og få mere styrke, bevægelighed og indre ro. Den daglige træning med Gotvedgymnastik giver dig kropslig næring og energi til hverdagen. Uanset om du har brug for at få pulsen op, trække vejret dybere, afspænde musklerne eller tackle rejsningsproblemer og inkontinens, så står Gotvedinstituttets erfarne bevægelsespædagoger Søren Ekman og Henriette Bolt klar til at hjælpe dig. Hvert program har sit eget fokus, men tilsammen arbejdes hele kroppen igennem fra top til tå.
Hvis du har lidt for travlt i hverdagen, eller har meget mylder i hovedet, så vil dette ti-minutters program give dig ro og få dig ned i kroppen igen. Gotvedinstituttets uddannelsesleder Henriette Bolt guider dig nænsomt og pædagogisk i en række øvelser, der får dig til at slippe unødige spændinger, så du kan slappe af. En perfekt måde at afslutte dagen på eller en velfortjent pause i løbet af dagen. Du skal bruge et tæppe eller en træningsmåtte. God fornøjelse med træningen!
Med udgangspunkt i den legendariske bevægelsespædagog Helle Gotveds grundlæggende principper, arbejder Gotvedinstituttet fortsat med at udvikle, styrke og forbedre studiet i bevægelse. I dag deltager tusindvis af mennesker på instituttets populære gymnastikhold, lærer om kroppen på instituttets mange kurser, finder fællesskab på instituttets gymnastikrejser eller bliver uddannet som bevægelsespædagog på instituttets toårige uddannelse.
Søren Ekman og Henriette Bolt har været i Gotvedinstituttets ledelse siden 1995, og de virker desuden begge som undervisere og foredragsholdere.
Vis mere