Bøger udgivet af Antipyrine

fuck dig far du har bundet mig med din løgntunge fuck dig og din fætter br medaljerfuck din kind for ik at ha ar fra knivefuck din hånd for ik at ha løftet gevær fuck dig for ik at ha lånt1 uniform og hentet mig i skolen (...) hvorfor spørger du ik hvor jeg arbejderhvad jeg har lavet alle de år hvor du ik har været der hvordan mor har det hvorfor spørger du ik hvor jeg bor jeg bor i vordingborghvor du har boetder bor 45816 mennesker i vordingborg men jeg ved ik om jeg nogensinde så dig vi r nok gåetforbi hinanden 100 gange @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p.MsoNoSpacing, li.MsoNoSpacing, div.MsoNoSpacing {mso-style-priority:1; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Det er en bemærkelsesværdig tekst, den er filosofisk, psykologisk, æstetisk, antropologisk, som franske filosofiske bidrag ofte er, og som François Flahaults tekster har været siden forfatterskabets start i de tidlige 1970ere. Men denne artikel er også i denne kontekst noget særligt; han har gjort en opdagelse – en iagttagelse, som jeg tror indfører en ny dimension i forståelsen af nutidig kunst og sandsynligvis i forståelsen af kunst i det hele taget.— Per Aage Brandt

Glenn Christian: NARREN — Med tegninger af Rolf NowotnyGlenn Christians nye digtsamling Narren er ikke fortsættelsen men prologen til hans forrige bog Taarn (Antipyrine, 2021). Den røde tråd er afløst af sorte huller, så bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Narren præsenterer igen en verden under forvandling, i flammer, det brænder under poterne på bogens hovedaktør: Dyr. En flok jægerlignende gespenster løber rundt og slår, mens Dyr bestræber sig på at leve, være, spise, sove og vågne op. Bogens tid og landskab mimer Perm, en tør og varm vind midt i hård kulde, sneklædte bjerge og lyden af GNUUFFFFF, en palæontolog fremfor præstens amen.

”Den personlige historie kan anklages for at være falsk, den kan bruges til at hævne sig, til at få genoprejsning eller sætte hændelser i nyt perspektiv. Jeg er spændt ud mellem et ønske om at være loyal mod virkeligheden, og et ønske om at skabe noget, der er mit, som virkeligheden ikke har krav på.” Sådan skriver Anne-Louise Bosmans i sin poetik Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan, jeg ser ud, der handler om forholdet mellem det personlige og det upersonlige, mellem sandheden om en punkt-for-punkt forståelse af verden og løgnen, der opstår, idet man begynder at fortælle. Bosmans poetik nærmer sige essayet eller brevet, og arbejder med en spørgende og søgende struktur. Poetikken blev oprindeligt udgivet i 2018 på det svenske forlag Autor knyttet til den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg.

I korrespondancebogen Vektor 2020-21 udveksler MICHAELSEN og JENSEN fra maj 20 til maj 21 overvejelser og spørgsmål om kunst, litteratur, politik, COVID 19-pandemien, bionihilisme, det postkulturelle, harmonisme, konfliktualisme, gravlæggelser, mudder, social ulempegodtgørelse, det cyberfysiske imaginære, hattefabrikken J. Bomholts Eftf., aktiv ikke-tænkning, memetik, bjørnedyr og tunicata, kolobok og Houdini, subjektnostalgi, hjerne-tarm-aksen, ‘patafysik, patafysik, Aggressiv Mainstream, konspiratisme, esoterik, hypokondri, highlanderism, unidentified aerial phenomena, klovnefascisme, ontologiske Möbiusbånd, gemmelegsusynlighed, selvaftørring, ambivalensmaskiner, makroindifferens, ingenting til ingen, FOMO, terminalkommunisme, posthumant velvære, Vågn Op!, lapsusmanøvrer, kunstneraktivisme, svindlere, forfængeligheden som farlig konsistens, den perfekte forbrydelse, sneskulpturer, et latterlighedskursus, usikker is, immunologisk naivitet, megaloman impotens, kapitalismens redningsbåde, katechontik, buddhismens spøgelse, stråmandsskoler, parasitær servilitet, tvivlens stabilitet, kakerlakforsamlinger, socialdemokratiske kulturopfattelser gennem tiden, symptomalblikket, ironiernes geninstallering i det patetiske, selvfodrende forståelsesloops, en intervampyristisk verden, dødelighedens komfort, en Nobelpris opløst i kongevand, skjulthedens potentiale, stormen på Kongressen, stupiditetens ontologi, store armbevægelser præsenteret som små, egernsyge, desperat konceptkunst, ektoplasmiske værker, Viljstens Dag, kunstnertyrannen, Rusland i 1993, Agentur for Komparativ Føniksologi, abstrakt menneskekærlighed og ditto misantropi, rumkolonialisme, Den Selvoversavende Mand, autofellatio, lejlighedsgysere, poetofobi, Laurentii ristvending, latter i Bibelen, zombieeliten, Keops-impulsen og meget mere.Med andre ord: Vektor 2020-21 er et uundværligt værk til alle danske hjem, over 300 siders intens og tankevækkende underholdning plus navne- og titelregister.Jørgen Michaelsen er dansk billedkunstner.René Jean Jensen er dansk forfatter.

HABITAT + BODYSCAPING Jorddepotet er helt nyt land, dersvarer til 1% af Københavns samlede areal. Før det blev til Jorddepotet var det hav,men så blev et spunshegn banket ned i havbunden, og man begyndte at fylde jordpå i to afdelinger: Én for ren jord og én for forurenet jord. Efter 8-9 årsopfyldning ligger det nu dér, på den yderste spids af KøbenhavnsNordhavn. Gennem det seneste år harperformance- og billedkunstner Nana FranciscaSchottländer udforsket og arbejdet med Jorddepotet – et landskab i konstantforandring i en levende koreografi mellem jord, mennesker, maskiner og alt detandet liv, der indfinder sig her. Undervejs er andre kunstnere blevetinviteret ind i dialogen med det hyper-antropocæne landskab, og det er udmundeti tre forbundne delprojekter: udstillingen HABITAT +, performancen BODYSCAPINGpå selve Jorddepotet (del af Metropolis festival 2021) samt publikationenHABITAT + BODYSCAPINGMedudgangspunkt i aktuelle tematikker om by/menneske/natur/materialitet samlerpublikationen en række tekster, der fra forskellige vinkler diskutererJorddepotet i poetiske, intellektuelle og fabulerende formater, sat overforbilleder fra det sidste års arbejde i landskabet. HABITAT + BODYSCAPING forholder signysgerrigt og kritisk til de dynamikker, der driver udformningen af et landskabsom Jorddepotet, og giver gennem de forskellige vinkler ‘huller’ i hegnet indtil et møde med Jorddepotets landskaber og de konflikter, potentialer, fortider,nutider og fremtider, der dirrer i dem.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}@font-face {font-family:Times; panose-1:0 0 5 0 0 0 0 2 0 0; mso-font-alt:Times; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1342185562 0 0 415 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";}span.il {mso-style-name:il; mso-style-unhide:no;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

tilstandens undtagelseundtagelsens latenstidlungens deltidsansatteudlignet statsdannelsegaldestenens tusindtal Claus Carstensens nye digtsamling Doing time kredser om emner som død, sygdom, tab og erindring, gennem poetiske optegnelser, konkret poesi, notater, cut-up, lister mm. Metoder og midler der måske ofte forbindes med noget hårdt og formelt, bliver hos Carstensen til noget åbent og sårbart, strømme af ord, sproglige nydannelser, slynger sig ind i og tydeliggør strukturer, omgivelser og tilstande. En uren konceptualisme der rummer en særegen umiddelbarhed og ømhed. Det er det forhåndenværende søms princip, fundet tekstmateriale, notering af tid, herunder bl.a. en del materiale, begreber og fragmenter, relateret til COVID-19, ofte ganske opfindsomt sprogligt og til tider poetisk.

Atami indeholder seks klummelignende tekster og én reportagelignende tekst. Teksterne skriver om og fra Japan, primært Tokyo.Atami er optaget af komposition som ødelæggende og udsigelse som inhuman. Tanker om de ting gør teksterne sig med udgangspunkt i mødet med Japan, installationskunst og land art.Første bog i en uformel bogserie af digteren Ander Abildgaard (f. 1977). Atami-serien vil arbejde diskursivt med essays, reportage, samtale, mm.

Verden er i forandring, de gamle koordinater for klassekampen er ubrugelige, og sammenbruddet af den senkapitalistiske verdensorden er helt åbenlyst i gang, hvad enten man kan lide det eller ej.I forlængelse af en venstrekommunistisk tradition for historisk analyse og kritisk tænkning, fra Rosa Luxemburg over Karl Korsch og Walter Benjamin til Guy Debord og Jacques Camatte og frem til Roswitha Scholz, sætter vi fokus på klassekampens historiske og nuværende repræsentationsformer. Strejken, som vi ønsker at pointere med Luxemburg, er ikke blot et pressionsmiddel i kampen for bedre lønvilkår men en historisk specifik form for konfliktoptrapning i en uforsonlig klassekamp, der ændrer sig organisk i takt med kapitalakkumulationen. Spørgsmålet er så, om strejken fortsat har en rolle at spille i dag, hinsides traditionelle forestillinger om arbejderklassen og klassekampen?

Dette værk blev til, da jeg følte, jeg ikke længere kunne skrive. Lysten til at skrive var forsvundet i en længsel efter at skrive noget, som kunne kvalificeres som rigtigt. Men hvis noget er rigtigt, er andet forkert, og så længe du ikke ved, hvad der er rigtigt, er alt forkert. Jeg tog Joe Brainards ikoniske bog I Remember og approprierede hans konceptuelle form, hvor hvert nyt minde starter på samme måde som titlen. Minderne og sætningerne kom let, og jeg så, at der var en overvægt af minder fra min barndom, især om min mor. Jeg inviterede derfor min mor til at skrive med. En dialog tog form på tværs af generationer, livsomstændigheder, de minder som stadig kan huskes og de, som er frembragt. Derefter kom polyfonien. Judith Butler taler om skrøbelighed som modstand; en krop er aldrig individuel, i stedet er den afhængig af netværk, af støtte og andre kroppe. Jeg var ikke længere den som skrev, men den som kuraterede. Venner og bekendte, min far og mor, samt mine to brødre blev alle bedt om at skrive minder som omhandlede mig. Et selvportræt, set gennem andres blik, var nødvendigt for at opretholde en balance i værket. Hvert af kapitlerne er ufuldstændige, på hver deres måde. Denne bog kan siges at værende snakkende, da det giver agens til flygtighed ved at omsætte minder, som lever gennem tale og oplevelse, til skrift. Enhver bog er et arkiv. Måden, hvorpå vi arkiverer, er på ingen måde universel, ligesom ingen krop heller er det. Når noget eller nogen synliggøres, er der en risiko for at gøre andet og andre usynlige.

Jordens drejebænk er en personlig rejsedagbog som blander rejsefragmenter med essays og breve. I korte prosatekster beskriver forfatteren, rejsen, skriften og samtalen som en måde at nære en tro på egne oplevelser af verden, finde frem til en anden erfaring. En erfaring af hengivelse, henrykkelse, intimitet, planetariskhed, kedsomhed. I dag ser jeg rejsen som en måde at vende tilbage til de samme tanker, standse dem i flugten, gå videre. Mit mål med at fremhæve egne oplevelser er ikke oprigtighed, forstået som udlevering af mig selv, men forvandling. Oprigtighed er en kunst, ikke noget passivt. Det er en vanskelighed. Som sådan følger der forvandling med. Et lys hvis støv hvirvler op i den tynde luft. Gennemsigtigt, æterisk uskarpt. I en verden hvor alting skifter plads, hvor alt kan være alle andre steder. Alting passerer forbi, det gode og det onde, glæder og sorger, eller gør det?Digitale kursteder efter jordens sammenbrud. Det keder ham. Det keder os begge.Hvad er det at være i live andet end er at finde plads til det målløse, plads til tabet, til det overflødige, døden, den blotte væren, det uproduktive? Hvad skal man gøre når man ikke kan finde trøst i falske guder? Man må blive ved med at skabe, stille spørgsmål, overraske, henrykke: i dag, i morgen, i overmorgen. Så længe en sang varer, et digt, en film, kan vi afskabe alt, hvad der er skabt ved os, og forestille os en anden måde at leve på.

monsieur antipyrines manifestDADA er vores intensitet: som uden konsekvens hæver bajonetterne mod den tyske babys sumatrahoved; Dada er livet uden tøfler eller paralleller; som er imod og for enhed og så afgjort imod fremtiden; vi ved fornuftsmæssigt at vores hjerner vil blive til dunede puder at vores antidogmatisme er lige så indskrænket som embedsmanden og at vi uden at være frie dog råber frihed:en streng nødvendighed uden disciplin eller moral og lad os spytte på menneskeheden. DADA holder sig indenfor svaghedernes europæiske ramme, det er alligevel noget lort, men fra nu af vil vi skide i forskellige farver for at pryde kunstens zoologiske have og alle konsulaternes flag. Vi er cirkusdirektører og fløjter mellem markedernes vinde, mellem klostrene, prostitutionerne, teatrene, realiteterne, følelserne, restauranterne HoHi HoHo Bang Bang. [...]

S.T. indskriver sig i en serie af tidligere digtsamlinger (dødebøger), som har et nærtstående familiemedlems dødsfald som omdrejningspunkt. For nærværende er det faderen Hans Emil Carstensen (1931-2020), som bogen er dedikeret til.S.T. er sammensat af elementer og formater, der slynger sig ud og ind ad Carstensen digtsamlinger: noter, anagrammer, ekfraser, billeder, lister, afskrivninger, poetikker, manifester, tvangstanker, fejlciteringer osv. Digtsamlingen bliver en asynkron tidskapsel, med en kompleksitet af aflejringer; sproglige, teoretiske, historiske såvel som samtidige.

[...] at etablere mening imellem tilsyneladende inkompatible kunsthistoriske størrelser [...]Som det for eksempel er tilfældet i Aroldo Bonzagnis maleri af en række hængte tyrkere, der hænger i et juletræ. Det er placeret overfor et maleri fra Psykiatrisk Samling i Middelfart af en patient ved navn Vilhelm Hansen, som har titlen Nisseskibet fra 1930’erne. Det interessante i sammenstillingen af de to billeder er, at Hansens maleri udfolder en fortælling i tværformatet: Fra et skib i baggrunden kommer der en masse nisser ind imod os bærende på gaver. Billedet er malet som erstatning for det juletræ, de aldrig havde på afdelingen. I det andet billede har vi præcis det modsatte, nemlig et højformat med et juletræ, hvor der hænger en række tyrkere, malet af en bagstræberisk futurist. Bonzagni var medunderskriver af det futuristiske manifest, hvad stil­en på ingen måde giver indtryk af. Billedet er malet efter, at italienerne havde hængt en række tyrkere i forbindelse med den imperialistiske, italiensk-tyrkiske krig 1911-12.

Julia Maria Gieysztor Bertelsens debut Koktebel foregår på ferieøen Koktebel. Her strømmer turisterne til for at have sex med øens frugter. For frugterne på Koktebel er sært dragende og stærkt vanedannende.På øens vaskeri forbereder Sandalmageren bugnende frugtfade til et orgie og trækker gardinerne for, så ingen kan kigge ind. På Daidans Hundemuseum bliver gadehunde udstoppet og udstillet for de gæster, der en sjælden gang besøger det støvede museum. Og på et forlist krydstogtskib holder de lokale børn hovedløse fester med konservesfrugt, og levende dyr der hænger ned fra loftet i slagtekroge.Koktebel er bygget op af forskellige stemmer og artefakter fra øen: det kan være en reklame for et bed & breakfast eller en turists postkort til sin kone. Bogen fordrejer og blander genrer som erotika, børnefabel, gyserhistorie, reklame og popsang. Koktebel bygger den eksotiske kliché op og bryder den ned igen. Den behandler emner som eksotisme, turisme og magtforhold. Bogen er et kartotek over udnyttere: turisten der forgriber sig på øens piger og frugter, de lokale der presser penge ud af turisterne, børnene der hærger øen, og kvinderne der nyder at holde deres egne børn til fange i de sommerhuse, som står tomme uden for sæsonen. En polyfonisk, litterært sprudlende og sjældent original debut.

Hvepseår består af fem enkelte essays med et fælles udgangspunkt: en kritik af den nationalisme – og andre identitære projekter – som er dominerende for vores samtid. De fem essays arbejder med en blanding af direkte, politisk kritik, teoretiske stykker og mere personlige betragtninger.Titlen Hvepseår er en reference til den ungarske forfatter Imre Kertész, som Wedel-Brandt skriver ind i første essay: “Imre Kertész’ mørke frugt modnes igen og igen i disse talløse fornedrelsers glitrende stråler. Det har været et godt år for hvepse.” Hos Kertész er det et billede på Auschwitz, som er den mørke frugt, der falder ned i hovedet på menneskeheden – modnet på fornedrelsen af det menneskelige i historien og kulturen. Essayene bruger billedet i analysen af asylsystemet og rækken af systemer, for destruktionen af menneskeliv, det er forbundet med. Hvepseår er en beskrivelse af en tid, hvor hvepse svirrer rundt om den overmodnede frugt: asylsystemet – eller modningen af en endnu værre frugt, der en dag vil falde ned i hovedet på os.

Man kan lære alene og uden en forklarende lærer, når man vil, det vil sige, når man presses af sit begær eller situationens tvingende omstændigheder.Mennesket er en vilje, der tjenes af en intelligens. Måske er det tilstrækkeligt, at disse viljer ikke er lige bydende for at forklare forskelle mellem folks opmærksomhed, og disse forskelle er måske tilstrækkelige til at forklare uligheden mellem intellektuelle præstationer.

Til dem, for hvem afslutningen på en civilisation ikke er verdens ende;Til dem, som ser opstanden som et gennembrud, i begyndelsen et gennembrud i dumhedens, løgnens og forvirringens organiserede rige;Til dem, som bag “krisens” tætte tågebanker aner en scene for operative indsatser, finter og strategier, og dermed også for modangrebets mulighed;Til dem, som slår fra sig;Til dem, der lurer på det gunstige øjeblik;Til dem, der er på udkik efter medsammensvorne;Til dem, der deserterer;Til dem, der holder ud;Til dem, der organiserer sig;Til dem, der vil opbygge en revolutionær styrke; en styrke, der er revolutionær, fordi den er følsom:Et beskedent bidrag til forståelsen af denne tid.

LAND tager læseren med på en rejse gennem et mytologiskAmerika, et sindets landskab med plads til storladne fabuleringer om alt fraspøgelseslys til biluheld. Udgivelsen befinder sig komfortabelt mellemessay-samling, coffee table book og dokumentarisk rejsebeskrivelse. Inspireret af en række roadtrips i Texas og nabostaten NewMexico adresserer LAND vores fælles forhold til landskabet og de forskellige menneskeskabtekonstruktioner, der findes i det. Den såkaldte Land art, eller jordkunst somden benævnes i DK, spiller en central rolle i bogen. Turen går forbi denamerikanske kunstner Robert Smithsons sidste værk Amarillo Ramp og denikoniske Cadilla Ranch, men ind i mellem disse locations bliver der ogsåtid til at besøge countrymusikkens outlaws, fjerne galakser og Stillehavetssalte tæppe til solen.LAND er en kærlighedserklæring til Americana, endrømmevision om landskabets dragende kræfter og de scenerier der hjemsøger osalle på tværs af tid og sted.

Hvis filmen skal tage sin plads ved siden af de andre fuldbyrdede kunstarter, må den ophøre med blot at afbilde virkeligheder, som er uafhængige af filmens instrument. I stedet må den skabe en totaloplevelse, der er så forbundet med selve instrumentets karakter, at den ikke kan adskilles fra midlet. Filmkunsten må opgive de narrative discipliner, den har arvet fra litteraturen og dennes bævende imitation af det narrative plots kausallogik – en form der blomstrede som en fejring af den jordbundne og trinvise forståelse af tid, rum og forbindelse, som var en del af det nittende århundredes primitive materialisme. Filmkunsten må i stedet udvikle et billedsprog og en filmteknisk syntaks, der forbinder disse Den må udpege, hvilke discipliner mediet indeholder, udforske det nye tilgængelige terræn og de nye dimensioner for derigennem at berige vores kultur kunstnerisk, på samme måde som videnskaben har gjort på sit domæne.

I bund og grund taler jeg ikke om andet end en filmkunst, der er i stand til at udtænke en ny grammatik hver eneste gang, den bevæger sig fra én verden til den næste, en filmkunst der er i stand til at skabe en særlig følelse foran hver enkelt ting, dyr eller plante ved ganske enkelt at ændre rummet og varigheden. Men dette indebærer en konstant praksis, der på én og samme tid er opmærksom og adspredt, evnen til at gå i gang med en indspilning og straks efter vende tilbage til en tilstand af kontemplativ uvirksomhed. Kort sagt en filmkunst, der er i stand til som det første at berette om mangfoldighederne i erfaringen af den sanselige verden. Det er let sagt.

Det elendige mirakel fra 1956 markerer starten på en ny periode i belgieren Henri Michaux’ forfatterskab. Indtil da har han været kendt for at sidestille en grotesk, brutal humor med en tendentielt hovedbrydende brug af eksistentielle og arkaiske motiver og fabulerende raseringer i moderne versioner af randlitterære former såsom prosadigte, fabler, aforismer og parabler. Således kunne denne bogs beskrivelser af hans ruserfaringer, hans livtag med den hallucinogenfremkaldte ”anden tilstand”, synes at udgøre et sært afbræk: Er det forfatteren unplugged nu?! For pludselig skal der jo kommunikeres direkte, ikke flere omskrivninger, ingen figurative gevandter, positurer, eller både suggererede og underforståede afstande mellem forfatter og fortæller. Det er ikke så lidt, faktisk, eftersom Michaux i øvrigt gjorde nærmest en dyd ud af at afstå fra medieringer af sit kunstneriske virke, fra interviews, portrætter, fotos, sågar fra litterære priser (nej tak!). Med andre ord negerede han alle de former for synliggørelse og online parathed, der i vores samtid helt naturligt, som et krav, som en eksistensberettigelse, synes at følge med et forfatterskab i en grad, så vi er vant til, at selv de erklærede ”døde” forfattere beredvilligt indgår i den offentlige meningsøkonomi og forklarer sig selv og giver deres om aldrig så ironiske besyv med. Mere end det principfaste i sig selv (som også kan være genstand for en rask negation) synes Michaux som menneske at have været overbevist om det velgørende i nejet: nejets frisættende kraft, det kategoriale, kategoriske, stædige, asketiske, vrængende, sippede, besværgende, mystiske, uudgrundelige, affirmerende … nej. Derved bliver Michaux’ fem værker skrevet ud fra og om hans ruserfaringer, ud over to tidlige rejsebøger, det nærmeste vi kommer egentlig essayistik fra hans hånd: åben indsigt i, hvad han føler, mener, tænker. Og dog, så ligetil er det nu ikke helt.

Historien kort fortalt: På en bogturné i Australien mø­d­er det amerikanske modkulturs-ikon og forfatter Kathy Acker, den fjorten år yngre akademiker og medie­teoretiker McKenzie Wark, og de indleder en affære, som varer en lille uges tid, inden Acker igen forlader Australien. En del af efterspillet kan læses i denne bog. To ugers intens korrespondance, hvor mails flyver frem og tilbage og forbi hinanden i et frenetisk tempo gennem æteren og på tværs af atten tidszoner. Der samles op på løse ender, småsludres om dagligdag, teori, sex og kærlighed og sladder. Og selvfølgelig om deres relation.

Årets mandelgave 2019: Med Vind iJylland KunstvejviserVind tager os for tredje og sidste gang med over stok og sten gennem rejseessayetUDTOG III. Denne gang – ud af det grå – gennem et entropiskt Jylland i januar. Igennem det meste af et år har jeg overvejet, hvor jegskulle tage hen for at skrive sidste del i min Udtogstrilogi. Hvad med entogrejse rundt for at genbesøge jyske museer? Er det en god ide? Jylland? Ijanuar i pisseregnvejr? Industrilandbrug, kulturhuse og indkøbscentre. Gåigennem lave gågader belagt med betonfliser eller kinesisk granit omgivet af desamme butikskæder og hen til kunstmuseet med alt det sædvanlige umådeligemådehold? Men noget i mig insisterer. “Hold fast i din oprindelige ide, ta’ sguda bare til Jylland.” Resultat af den beslutning er rejseessayet UDTOG IIIpå godt 160 sider. Billedkunstner Christian Vind starter i Ribe og ender iSkagen. Bogen afsluttes med en fokuseret billedkonfrontation på en rækkesjællandske museer for at kunstkriminologens spor, der afføder atter et spor ogatter et spor, kan samles i ét sedimenteret punkt. Bogen indledes med digterenH.P. Holsts ord ”For hvert et tab igen erstatning findes; hvadudad tabtes, det skal indad vindes.”. Ord der ganske ofte er blevet lagt i mundenpå det jyske overdrevs betvinger Enrico Mylius Dalgas, som var den ledendefigur i tilplantningen af de jyske heder (Hedeselskabet). Efter sigende skulleDalgas ikke selv have gjort noget for at afsløre forvekslingen med Holst, daordene svarede glimrende til hans egne bestræbelser og selvmytologi. Den slags jyske forvekslingskomedier er bogenfuld af; er der lort i Manzonis dåse?, hvem er ophavet til Tollundmandens tå?,og hvad er det egentlig med det ARoS rugbrød? Men det er ikke spøg og skæmt dethele. Gennem sin egen associationsvandalisme lægger Christian Vind sine overbevisendesnit ned igennem den danske kunsthistorie, godt suppleret op med hverdagsgenstandeog glimt samt arkæologiske spring i tid og rum. Den indre rejse og de fantasifulde kombinatorikkerer med andre ord af ligeså stor betydning som den ydre. Måske fordioplevelsesøkonomien (forvekslingskomedien) på danske museer er af en så kedsommeligekarakter, totalt afkoblet de enkelte samlingers iboende kvaliteter og idéer, atblikket må søge andre ting. Heldigvis kan Christian Vind finde spor i bådekunsthistorie, skjulte lag i malerier, ordspil på kontorer og skilte i forfald,så selv de mest forhutlede toprocentsbesparedeprovinsmuseer får lidt kulør. Christian Vinds besættelse og nysgerrighed kombineret med en ligesåveludviklet skepsis, gør igen serien UDTOG til årets mandelgave fra Antipyrine. @font-face { font-family: "Cambria Math";}@font-face { font-family: Calibri;}@font-face { font-family: "Minion Pro";}@font-face { font-family: Sabon-Roman;}@font-face { font-family: Sabon-Italic;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: "Calibri", sans-serif; }p.brduindr, li.brduindr, div.brduindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }p.brdmindr, li.brdmindr, div.brdmindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; text-indent: 8.5pt; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }.MsoChpDefault { font-family: "Calibri", sans-serif; }div.WordSection1 { }

Babylon Kreuzberg – RomanKarsten Wind MeyhoffAntipyrine, 2019 Design: Studio AtlantTryk: Specialtrykkeriet Arco, Skive ISBN: 978-87-93694-45-31. udgave, 1. oplag

Overalt skal jeg være i centrum er en digtsamling, en telefontjen-este og en udgivelse af fire plakater som handler om hvordan det skal gå i fremtiden med fattigdommen, arbejdspladserne, dyrene, velfærden og rummet.Jonas Gren (f. 1981) er en svensk forfatter og journalist. Han har ud over Overalt skal jeg være i centrum (2015) også udgivet digtsamlingerne Lantmäteriet (2014), Antropocen (2016) og Dälden, där de blommar (2018). Centralt for hans praksis er miljø- og klimaspørgsmål. Han er en del af kunstgruppen The non existent Center, der holder til i Ställbergs Gruva, et område som tidligere har været domineret af tung industri, og hvor gruppen nu driver et langsigtet kunstnerisk arbejde. Se mere på www.stallbergsgruva.se.

"Jeg sidder der, læner mig ind over mine tomatplanter, og beskærer de nederste blade, sådan at kun toppene bevares, og mens jeg varsomt luger ukrudtet rundt om dem, ser jeg for mig, hvordan jeg arbejder på denne måde i Tarnac, og at tomaterne, som jeg dyrker i en meget begrænset del af min have, bliver et symbol, en slags essens eller reference. Jeg ved af erfaring, at jeg fungerer ganske godt som forsøgsdyr, og reagerer omtrent som alle andre i det, numerisk beskedne miljø, jeg tilhører."Tomater er et essay af den franske digter Nathalie Quintane (f. 1964), om dyrkning af tomater, om brændenældegødning, om Tarnac-sagen, om poesifestivaler, om fascisme, om antiterrorlove, om fængslinger, om folket, om Blanqui-brødrene, om optøjer, om muligheden for opstand, og om at være i mindretal, om solidaritet, om bøger og poesi som modstand.

"en n unik og afgørende figur i 1950’ernes og 1960’ernes litterære miljø.”– William S. Burroughs “[...] Ingen begyndelse, ingen midte, ingen slutning. Det er dette dødvande, et tæn- kende menneske er nødt til at begive sig ud i, og fra hvilket kun den enfoldige kan trække sig tilbage. Måske gør det ingen skade at fortælle nogle få historier, droppe et par efterladenskaber langs vejen, men det kan kun være småbidder til at gøre de intetanende interesseret, mens jeg lokker dem ud på den endeløse tundra, som er alt, der er at udforske. Gud ved, at det er et stort nok tillidstrick at få folk til at lytte til dig, mens du knevrer løs uden også at skulle forsøge at forklare, hvordan Bella fik brændt sin bagdel. Jeg sagde til mig selv: “Nå, men her er der et fint, ufrugtbart vildnis, som du kan have det sjovt med at tumle rundt i, hvor der ikke er nogen vej ind og ingen vej ud og nærmest ikke en sti, øjet kan følge. Hvad mere kan et men- neske ønske sig til at udfylde sine obskøne horisonter?” Problemer med afløbet der- hjemme? Afløbsproblemer? Måske er det en stoppet kloaks skyld. Jeg drak en fla- ske hostesaft (0,1 l. væske, morfinindhold 0,01 gram pr. 30 ml.) og tog lidt speed og følte mig bedre tilpas. [...]”

I dens naturlige ubrugelighed og iboende passivitet, med de uberegnelige tab den skaber i produktionstid, cirkulation og forbrug, vil søvn altid kollidere med 24/7-universets krav. Den kæmpe portion af vores liv, som vi bruger i søvne, befriet fra de simulerede behovs sump, er fortsat en af de store menneskelige fornærmelser mod den nutidige kapitalismes grådighed. Søvn er en kompromisløs afbrydelse af kapitalismens tyveri af vores tid.