Bag om Hvad hvis kærlighed er dit grundstof?
Bogens første halvdel handler om de universelle tankeprocesser, som vores hjerner gør. Via neuropsykologien tager Kirja os i hånden og på en pædagogisk, praktisk og direkte måde beskrives nogle af de tricks vores hjerner gør, og læseren vil undervejs få mulighed for at reflektere over, hvordan vedkommende oplever sin egen hjernes tankemønstre. For kun ved at blive bevidst om hjernens vanetænkning og tankeprocesser, er det muligt at danne nye og mere rare tankemønstre.
I anden halvdel af bogen fører Kirja læseren videre til en opdagelse af, hvad hvis kærlighed faktisk er det, som vi er lavet af, og hvilken betydning denne opdagelse har for hverdagen og for vores måde at være sammen med andre mennesker på. Kirja stiller undervejs åbne spørgsmål, som inviterer læseren til at blive nysgerrig på egen oplevelse af den kærlige livsenergi, vi er bag ved de drilske og ret så forudsigelige vanetanker.
Kirja har drysset bogen med små fnug af poetiske fortællinger, og på den måde får læseren en mulighed for undervejs at lade intellektet få en pause. Kirja har tidligere udgivet bogen, ”Hvad hvis du allerede er okay?”, som udkom i 2020. Fundamentet i denne bog var på baggrund af Kirjas møde med det psykologiske paradigme, De Tre Principper. Bogen, ”Hvad hvis kærlighed er dit grundstof”, er en fortsat fordybelse af De Tre Principper kombineret med neuropsykologi, hjerneforskning og nondualitet. Kirja ønsker med bogen, at læseren må blive inspireret til at gå på opdagelse i sig selv, at læseren på sit eget liv, på egen krop og i egen hjerne, vil opdage, at kærligheden faktisk er allestedsnærværende i alting.
Vis mere