Bag om Hvis vi overlever i nat
Mazen Ismail er kendt i Danmark for sine videoer på de sociale medier og for sine udsolgte shows. Hans romanfortælling begynder den premiere-aften, han står bag scenetæppet på det store Bremen Teater i København og kigger ud på alle de mennesker, der om lidt skal overvære hans første show. Ingen af dem ved, hvad det går ud på. Pludselig ved Mazen det heller ikke selv. Nerverne slår klik, og tankerne skubber ham tilbage til hans barndom under den libanesiske borgerkrig og til flugten fra Beirut til Danmark, hvor hans familie slår rod i den lille by Brejning.
Hvis vi overlever i nat er en romanfortælling om en lille dreng, der blev født i en borgerkrig og tog krigens lyde med sig til asylcenteret, folkeskolen, krisecenteret og siden ungdomsfængslet i Danmark. Det er en fortælling om en hvileløs kamp for at overleve krig, gaden, ni knivstik og klasseværelset, og den handler om familiebånd, dybt venskab og den arv, som følger børn af krig længe efter, de er holdt op med at flygte. Det er historien om en ekstraordinær viljestyrke til at gribe magten over sit eget liv og sænke paraderne og drømme vildt om mere end blot at overleve.
Vis mere