Bag om Understrøm
“Det er ikke fordi, jeg ønsker at lyve for Wilfred. Det er bare sådan, at den verden, jeg træder ind i om natten, føles nemmere at færdes i, end den, jeg er en del af om dagen. Her har vi et fælles bånd, vi er en enhed. Vi er dem, der ikke har flere muligheder.”Pernille Ehlers-Hansens UNDERSTRØM, er en eksistentiel, humoristisk og til tider mørk fortælling om en kvindes afstikker ind i en underverden af internettets og sindets mørkeste afkroge i længslen efter at blive mor. Lærke og Wilfred har været i en altopslugende fertilitetsbehandling i fire år, da lægerne definitivt slukker det sidste håb. Mens Wilfred ønsker at leve igen, driver sorgen Lærke til at finde alternative løsninger lyssky steder, hvor intet synes umuligt, men inden længe befinder Lærke sig dybere ude, end hun kan bunde.
UNDERSTRØM er en historie om sorg, savn og magtesløshed, og om at finde fodfæste, når håbet er forsvindende lille.
Vis mere