Ved havbrynet

Axel Borg, et ærgerrigt nietzsche'sk overmenneske og intelligensaristokrat (med adskillige af Strindbergs egne træk i sig), har efter mange års forfølgelse og nedvurdering af sine samtidige landsmænd fået en stilling som fiskeriinspektør på en lille skærgårdsø, hvor han regner med at kunne leve i fred og tilbagetrukkethed. Hans opgave som fiskeriinspektør er at lære lokalbefolkningen nye fiskerimetoder, der ikke udpiner bestandene af strömming som de hidtil anvendte.
Denne opgave bringer ham naturligvis straks i modsætning til folkene på øen, der mistror ham, gør nar ad ham, og for resten ikke mener at en udefrakommende skal lære dem noget. Da der nogen tid efter ankommer en ældre dame og hendes datter, den 34-årige Maria, slutter han sig straks til dem, og lader sig indtage af datteren så langt som til at blive hendes forlovede. Men Borg kan ikke i længden leve med en kvinde, der tvinger hans tanker og sjæl ned til børneniveau og rent driftsliv.
Da både forholdet til Maria og øboerne efterhånden bliver ham mere og mere uudholdeligt, isolerer Borg sig fuldstændig, og drives til sidst ud i vanvid.
Ved havbrynet er den sidste af de tre skærgårdsfortællinger, som Strindberg skrev med et års mellemrum fra 1887-1890. Den skulle have været en populær fortælling efter samme mønster som Hemsøboerne og Klokkeren på Rånø, men blev i stedet en langt mere dyster og tragisk skildring af et åndsmenneskes forfald.