Vildsvin

Vildsvin er en fascinerende og gådefuld roman om mennesker og vildsvin i de sydsvenske produktionsskove. Det er Hannah Lutz’ debut og er skrevet i en overrumplende poetisk prosa med en mørk understrøm.
Vildsvin løber i tre spor: Ritve, Glenn og Mia. De er kommet til Hornanäs i Småland af vidt forskellige grunde. Ritve for at lave en dokumentarfilm om vildsvin og Glenn for at begynde et liv uden for storbyen og med job på kommunen. Mia har taget sin morfar med til hans barndomsskole Siggalycke i et sidste forsøg på at fastholde et menneske, som er ved at svinde bort. Hun vil have ham til at huske fortællingerne fra Siggalycke, om den karismatiske skoleleder, Ivar Sandberg, og det mytiske vildsvin Sigga. Glenn, Ritve og Mias historier berører hinanden, men det egentlige centrum for fortællingen er vildsvinene, som bevæger sig i området og trænger ind i folks drømme.
Pressen skriver:
 
»Hannah Lutz’ sært hypnotiske debutroman. […] Hvor melankoli, stilfærdig humor og naturbeskrivelser deler pladsen med personer, der akkurat får den plads, de fortjener.«
**** – David Jacobsen Turner, Jyllands-Posten
»Mit eneste kritikpunkt er, at den lille bog er for lille. Fordi jeg bliver grådig og forelsket, god skrift må gerne blive ved. […] Et lovende lys af en debut.«
– Linea Maja Ernst, Weekendavisen
»Romanens mudrede melankoli skriver Hannah Lutz frem med en let tyngde, rent og enkelt. Men det er i de mystiske, næsten magisk realistiske optrin, det løfter sig over det velgjorte.«
**** – Kizaja Ulrikke Rhoute-Mogensen, Politiken
»Læseren deler de unges vage drømme og stærke tvivl på projekt liv, altsammen udtrykt i smukke korte sætninger.«
*** – Marianne Koch, Fyns Amts Avis
»Hun fortæller som en dreven skribent. […] Hende kommer vi til at høre mere til. Hun har den gave at være født til at fortælle. Det fremgår af så godt som hver eneste af de ganske få sider i Vildsvin. […] Vildsvin er en tankevækkende, flot skrevet debutroman. Mere fra den kant, tak.«
***** – Arne Mariager, Folkebladet
»Hannah Lutz indkredser med poetisk sprog og i ultrakorte afsnit fint det søvngængeragtige og fornemmelsen af den grænseløse nat […] De sproglige billeder giver appetit på meget mere.«
*** – Eva Pohl, Berlingske